Efter den seneste udmelding fra regeringen er flere af årets julearrangementer blevet aflyst. Men der er stadig gang i julehyggen rundt omkring i København og omegn. Vi guider til de julemarkeder, der endnu har åbent, og som med garanti vil få hele familien i julestemning.

JULEMARKEDER I KØBENHAVN

Jorden rundt med jul i ZOO

Der er lagt op til samvær med familien og magiske oplevelser, når Zoologisk have slår dørene op og byder på både julehygge og dyreoplevelser. I skæret af de funklende julelys fra det ikoniske Zootårn og resten af den oppyntede have, kan I, som noget helt nyt, skøjte jorden rundt på den store skøjtebane midt på Verdenspladsen. På en enkelt runde kan I suse forbi australske pungdyr, sydamerikanske pingviner, californiske søløver og den kinesiske panda. Når I har rejst jorden rundt, kan I gå på opdagelse i haven efter de traditionelle, smukke vinterdyr som rensdyr, sneugler og polarræve eller besøge julemanden. I kan også være kreative med både juleklip og gaveværksted, eller slentre gennem de mange små juleboder rundt omkring i haven, hvor I kan nyde varm kakao, glögg, æbleskiver, vafler og brændte mandler i den kolde vinterluft.

Hvor: Roskildevej 32, 2000 Frederiksberg
Hvornår: 28. November 2020 til 3. Januar 2021. Mandag-torsdag: 10-16, fredag-lørdag: 9-20 og søndag: 9-18. Vær opmærksom på de særlige åbningstider mellem jul og nytår!
Pris: 195 kr. for voksne og 105 for børn (3-11 år)

Jul på Store Godthaab

Ikke så langt fra Zoologisk have finder I et andet hyggeligt julemarked på Store Godthaab. Her er gårdspladsen fyldt med smukke juletræer, og i stalden kan I lade jer inspirere af det store udvalg af kranse, pyntegrønt og pynt til træet. På pladsen er også en lille vogn, som byder på dejlig varm gløgg og kakao, og i weekenden vil det være muligt at få serveret lune æbleskiver.

Hvor: Godthåbsvej 79, 2000 Frederiksberg
Hvornår: 28. november til 23. december 2020. Mandag-fredag: 14-18 og Lørdag-søndag: 10-18
Pris: Gratis


Julemarked på Christiania

En tur på Christiania er på mange måder en alternativ oplevelse i sig selv. Og deres julemarked er selvfølgelig ingen undtagelse - slet ikke i år, hvor det store i Den Grå Hal er aflyst. Kig forbi den farverige fristad til en tur ind i værkstederne og nogle af de private hjem, og kom i julestemning med godter fra de hyggelige boder. 

Hvor: Bådsmandsstræde 43, 1407 København K
Hvornår: Hver dag til og med den 22. december kl. 10-22
Pris: Gratis

JULEMARKEDER UDEN FOR BYEN

Julebutikken i Gurre

Cirka 40 minutters kørsel fra København finder I den lille familiedrevet julebutik, som har alt, hvad julehjertet kan begære. Traditionen tro er der lagt op til oplevelser og hygge, som samler hele familien. Her kan I gå på jagt efter det helt perfekte juletræ og oven i købet selv fælde det. I de omkringliggende små boder, finder I både pynt til træet og gaver til familien. Børnene kan boltre sig på naturlegepladsen, se nisselandet og så er der rig mulighed for både at se på dyr og ride på pony. Tager kulden fat, kan I lune jer på æbleskiver og varm kakao, og i weekenderne er der særlige specialiteter som økologiske slagtervarer, honning, hjemmelavet snaps og bolcher.

Hvor: Rødegårdsvej 27, 3000 Helsingør
Hvornår: Fra 16. november 2020 klokken 9-17 alle ugens dage frem til jul
Pris: Gratis

Dyssegaardens juletræsplantage og juleboder

Det emmer af jul på Dyssegaardens juletræsplantage og gårdbutik. Her er der masser af sjove aktiviteter for ungerne, som kan slå sig løs i Halmhulen og lege i kæmpe dynger af hamlballer, eller få røde kinder i Halmlabyrinten, mens de voksne nyder en kop varm glögg eller kakao. Hele familien kan også gå en tur gennem den 800 meter lange Nissesti, hvor det gælder om at finde og tælle alle nisserne. Undervejs på turen bliver I udfordret af balancebomme, omveje, genveje, og drillepinde. Derudover kan I bage snobrød, ride i hestevogn og på æsler, fælde jeres eget juletræ eller vælge et fra juletræspladsen. Boderne er fyldt med hjemmelavede nisser, julehjerter, julepynt og juledekorationer, og i gårdbutikken, som sælger frilandskød, kan I købe julekødet med hjem.

Hvor: Frederiksborgvej 570, 4000 Roskilde
Hvornår: Fra 14. november til 23. december 2020. Mandag-torsdag: 10-16, Fredage: 10-17 og 9-16 i weekenderne 
Pris: Gratis


Jul på Camp Adventure

Der bliver julehygget på Camp Adventure i alle adventsweekender op til jul. På den pyntede gårdsplads kan I købe god mad, glögg, æbleskiver, honningkager og andre lækkerier i boderne. Derudover kan I helt gratis fælde jeres eget juletræ, hvis I besøger Skovtårnet - det er da ægte julestemning som i de gode gamle dage, ikke? 

Hvor: Skovtårnsvej 1, 4683 Rønnede
Hvornår: Hver lørdag og søndag til og med den 20. december kl. 09-15
Pris: En tur i Skovtårnet koster 65 kr. for børn fra 3-6 år. Alle over 6 år giver 150 kr. Børn under 3 år er gratis.  

 

Foto: 1) Zoologisk Have, 2) Store Godthaab, 3) Christiania, 4) Julebutikken i Gurre, 5) Isabella Rud/Dyssegaarden, 6) Camp Adventure