Kun halvanden times kørsel fra København venter Skånes Djurpark, hvor nordiske dyr og svensk natur danner rammen om en oplevelse for hele familien. Børn i byens anmelder Nanna og hendes familie testede parkens populære Wild Lodge-overnatning.

Børn i byen har inviteret af Skånes Djurpark

Vi satte kursen mod Skånes Djurpark efter morgenmaden og ankom kort efter parkens åbning klokken 10. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og temperaturen afslørede, at sommeren var på vej. Med andre ord kunne vi ikke have ønsket os bedre rammer for vores ophold.
Køreturen føltes overraskende kort, og det var næsten svært at forstå, at bylivet så hurtigt kunne skiftes ud med stilhed og svensk natur.
Parken ligger idyllisk midt i skoven og emmer af autenticitet med sine traditionelle træbygninger. Allerede i hovedhuset blev stemningen sat. Her blev vi mødt af en stor og indbydende butik fyldt med dyrebamser, outdoorudstyr og små fornødenheder til dagens eventyr. Børnene spottede hurtigt et par kikkerter, som naturligvis måtte med videre på turen.


Da vi gik ind i parken, startede vi med at hente en trækvogn, så de små ben kunne få en pause undervejs. Derefter gik turen til Barnens Bondgård, hvor man foruden bondegårdsdyr også finder det populære Frode Får-land.
Her er hovedattraktionen en traktortur gennem Frode Fårs univers med forskellige scener og figurer undervejs. Området blev hurtigt et hit hos særligt vores datter på knap fem år, som stolt styrede traktoren rundt.
Begejstringen blev ikke mindre, da vi bagefter stødte på selveste hunden fra Frode Får, som kom forbi for at dele kram ud til børnene.

Herefter fortsatte vi ind i parkens store skovområde, hvor naturen for alvor tager over. Rundt omkring i skoven bor et væld af nordiske dyr, og undervejs kom vi forbi både sæler, grævlinger, ræve, losser, vildsvin, elge, rensdyr og kongeørne.
Dyrene lever i store, naturrige indhegninger, som giver følelsen af, at man bevæger sig rundt i deres naturlige habitat frem for i en klassisk zoologisk have. Til gengæld kræver det lidt tålmodighed at få øje på flere af dyrene, men netop dét blev en del af oplevelsen for børnene, som fik kikkerterne i brug.


Et af parkens mest populære områder er Dinosaurernes Verden, hvor store dinosaurfigurer med lyd og bevægelse gemmer sig mellem træerne. Her gik børnene spændt rundt på stierne for at se, hvilken dinosaur der ventede rundt om næste hjørne.
Vi var heldige at overvære en fodring af selveste T-Rex, som også samlede flere af de andre besøgende børn omkring sig.
I forlængelse af dinosaurområdet ligger en udgravningsplads med et stort triceratops-skelet, hvor børnene kunne prøve kræfter med arkæologarbejde. Derudover ligger der et par arkæologtelte, hvor man blandt andet kan købe poser med små "skatte", som vaskes fri i et lille vandløb.
Vi købte en pose med krystaller, som børnene hyggede sig med at vaske frem.


Vi lagde selvfølgelig også vejen forbi ulvene og bjørnene, som på forhånd var udpeget som nogle af turens største must-sees.
Ved bjørnene blev vi hængende længe for at observere de to bamser, som henholdsvis badede i poolen og sad og betragtede gæsterne fra en klippetop.
Ulvene viste sig ikke ved vores første besøg ved indhegningen, men det gjorde næsten oplevelsen endnu mere spændende, fordi vi hele tiden troede, vi spottede en mellem træerne. Vi blev derfor enige om at vende tilbage senere på dagen, hvor de ofte er mere aktive.

Et af de indslag, der imponerede os mest, var parkens lange gangbro, som slynger sig gennem skovområdet og giver udsigt over flere af dyrenes indhegninger.
Her kunne vi gå hævet over skovbunden og kigge ud over landskabet, mens vi holdt øje med dyrene. Gangbroen binder parken sammen og gør turen gennem skoven til en oplevelse i sig selv.
Undervejs er der flere udsigtspunkter, hvor man kan stoppe op og nyde naturen omkring sig.
Det lykkedes os til sidst at spotte ulvene fra gangbroen, hvilket især begejstrede vores søn på syv år.

På vores tur rundt i parken kom vi forbi et utal af steder, hvor børnene kunne brænde energi af. Parken byder blandt andet på flere legepladser, en stor naturforhindringsbane, en labyrint, en kæphestebane, lassokast og længdespring.
Derudover findes der flere caféområder, så det er nemt at tage en pause med en is eller en kold sodavand undervejs.
Vi oplevede generelt parken som meget børnevenlig og overskuelig – også med mindre børn.

Om eftermiddagen ventede en helt særlig oplevelse, da vi checkede ind i vores Wild Lodge, som ligger midt i kronhjortenes indhegning. Herfra kunne vi sidde på terrassen og se hjortene bevæge sig rundt få meter væk. Der var noget helt særligt ved at vågne op midt i naturen med udsigt til hjorte uden for "vinduet".
Lodgen var hyggeligt indrettet og passede perfekt ind i parkens naturlige udtryk. Vi havde to soveværelser, eget bad og toilet samt et køkken-alrum med sofaområde, hvor teltdugen kunne trækkes helt fra, så udsigten virkelig kunne nydes.

Med i overnatningen hørte aftensmad, som blev grillet og serveret som buffet på den nærliggende plads. Burgere og hotdogs var på menuen, hvilket især faldt i børnenes smag. Maden var god uden at være overdådig og passede fint til stedets afslappede campingstemning.
Da vi kom tilbage til lodgen efter middagen, havde personalet lagt en pose med skumfiduser og spyd klar, så vi kunne grille over bålet ved hytten. I lodgeområdet stod desuden en fryser med is ad libitum, som børnene opdagede med det samme – et virkelig populært indslag.
Om morgenen fik vi leveret en morgenmadskurv direkte til teltet med brød, pålæg, yoghurt, pandekager, mælk, juice, dagens avis og æbler til at fodre kronhjortene med. Der manglede stort set ikke noget, bortset fra kaffe. Så et lille tip herfra er at medbringe sin egen, hvis man er afhængig af en god morgenkop.

Som afslutning på vores første dag i Skånes Djurpark deltog vi i aftenfodring, hvor en af parkens medarbejdere fortalte om dyrene, mens børn og voksne fik lov til at servere aftensmad for dem. Aktiviteten var hyggelig og intim, da den kun var for parkens overnattende gæster, som i øvrigt hovedsageligt bestod af andre danske familier.
Vi fodrede både bjørne, vaskebjørne og vildsvin på turen, og det var et kæmpe hit hos børnene.
Aftenfodringen blev den perfekte afslutning på en virkelig god dag i parken.



