Hvem sidder bag tasterne hos Børn i byen? Mød os som hver uge udvælger og formidler de allerbedste oplevelser for børnefamilier til dig og din familie.


Siden 2008 har en redaktion af forældre håndplukket Københavns og Aarhus' bedste familieoplevelser. Vi kender krogene, vi har testet forlystelser og legepladser, spist maden og set forestillingerne - med vores egne børn på skødet.
Sådan udvælger vi
En oplevelse kommer på Børn i byen når den består vores test: Ville vi tage vores egne børn med? Er det pengene værd? Er det sjovt for hele familien - ikke kun de mindste?
Vi tager ikke mod betaling for at skrive godt om noget vi ikke selv står inde for. Når vi samarbejder med annoncører, er det kun med oplevelser vi selv ville tage vores børn med til.

Caroline M er direktør og grundlægger af Børn i byen. Selvom hendes børn er blevet teenagere, har hun altid fingeren på pulsen med, hvad der foregår for børnefamilier. Som kvinden bag det hele har hun fingrene nede i alt fra indholdsproduktion, til annoncesalg, samarbejdsaftaler og udvikling af virksomheden. Privat bor hun i en haveforening på Amager og elsker at gå på opdagelse efter nye sjove steder i byen.

Caroline H er redaktør på Børn i byen og har det redaktionelle overblik. Hun sørger for, at sitet er opdateret, skriver artikler, nyhedsbrev og styrer SOME. Privat bor hun i et gammelt bindingsværkshus med sin mand og datter. Efter Caroline er blevet mor, ligger især omsorgs- og familiepolitik hende på sinde, og hun følger gerne debatten tæt. I køkkenet eksperimenterer hun med plantebaseret mad, ofte med lidt hjælp fra Aarstidernes måltidskasser. Caroline anmelder indimellem også for Børn i byen.

Rikke er skribent på Børn i byen. Her skriver hun løs om og guider til alt fra særlige legepladser og byens bedste børnekultur til hemmelige børneoplevelser og familieture ud byen. Privat bor hun sammen med sin kæreste og deres to børn på syv og ni år lige ved skoven, som er ideel at lufte løbende, hoppende og cyklende børn i.

Stephanie
er Børn i byens journalist og eventmanager. Hun sørger for masser af
events til vores medlemmer, og skriver om de oplevelser, hun selv har
med sin familie rundt omkring i byen. Stephanie bor i Vanløse med sin
mand og deres to børn på to og fem år. Find dem på byens mange
legepladser - som regel dem med snacks og god kaffe lige i nærheden. Stephanie anmelder også for Børn i byen.

Jakob er Børn i byens programmør og har været med helt fra starten. Det er blevet til mange tusinde linjer og adskillige redesign gennem tiden. Når Jakob ikke koder hos os, så tester han legepladser med sine to børn i Kolding, hvor han bor med sin familie.

Linn er Børn i byens studentermedhjælper og står for at opdatere og vedligeholde vores kalender på sitet. Derudover sidder Linn også i supporten, hvor hun er klar til at hjælpe brugere, når de har spørgsmål. Når Linn ikke er på arbejde på Børn i byen, studerer hun Film- og medievidenskab på Københavns Universitet.

Foruden medarbejderne på redaktionen, har vi også et super sejt eventteam, som I vil kunne møde til VIP-lagersalg, forpremiere og andre events i byen.