Hvis du og familien er is-hungrende, så guider vi jer her til byens bedste isbarer - uanset om I er til lækker softice, klassisk flødeis eller en frisk sorbet.


Peter Beier findes efterhånden mange steder i byen, og udover chokolade af højeste kvalitet, laver de også den lækreste is. Prøv de ikoniske firkantede vafler med jeres yndlings-is i, og bliv glade helt ned i maverne. Isen er selvfølgelig lavet af sæsonens friske råvarer og med Peter Beiers gode håndværk.
Hvor? Falkoner Allé 43, 2000 Frederiksberg - se alle butikker her

Hos Loca's Loco laver de selv deres gelato og sorbet, som er blød og cremet, og så bliver en is hos Loca's Loco pyntet ganske særligt. I kan også bestille lækre shakes, grillede sandwiches, og så laver de de lækreste hjemmelavede skumfiduser!
Hvor? Allégade 26, 2000 Frederiksberg

Kig forbi Frederiksberg Ismejeri for klassiske hjemmelavede isvarianter frisklavet på økologisk mælk og fløde. Den perfekte sommersnack at tage med i Lindevangsparken lige ved siden af, hvor I kan lege på legepladsen og bade i det store soppebassin.
Hvor? Finsensvej 41, 2000 Frederiksberg

Alt er lavet efter gamle sicilianske traditioner, og isbaren er især berømt for deres nødde, pistacie, - pinje og mandelis. Det er desuden et plus, at isbutikken på Vesterbro ligger et stenkast fra den fede legeplads i Skydebanehaven, hvor I kan nyde jeres lækre is.
Hvor? Skydebanegade 3, 1709 København V - se alle butikker her

Ispindene fra Kødbyens IS er alle håndlavede, og hver smags-detalje er nøje overvejet. Udvalget er bredt med både mælkeis og sorbet med forskellige overtræk og toppings. Prøv også deres iskager, det vil I ikke fortryde!
Hvor? Flæsketorvet 43, 1711 København V - se alle forhandlere her

Torvehallerne er kendt for at tilbyde fødevarer og anretninger af højeste kvalitet - og Maggis Gelateria er ingen undtagelse! Kig forbi den hyggelige stand i hal 2, og smag på de friskrørte isvarianter, der vil tage jer direkte til Italien.
Hvor? Frederiksborggade 21, 1360 København K

Hos White Rabbit kan I vælge mellem 12-13 økologiske is, der kommer i uimodståelige smagsvarianter lige fra kardemomme og rabarber til kokos og vanilje. Isen serveres i kop, vaffel eller hjemmelavet brioche og toppes med forskellige lækkerier - mums!
Hvor? Refshalevej 167, 1432 København K

En tur i Nyhavn i solskin bliver kun endnu hyggeligere med en frisk vaffelis i hånden. Vaffelbageren, som har ligget på adressen siden 1953, sørger for en klassisk god isvaffel med alt, hvad I behøver og drømmer om.
Hvor? Nyhavn 49, 1051 København K

Ismageriet er kendt for deres lækre, frisklavede is med de bedste råvarer, som kan nydes både udendørs og indendørs i den store isbutik ved DR Byen. Smagene skifter løbende efter sæson - glæd jer for eksempel til at smage deres is med jordbærtærte-smag til sommer. Mums, den er god!
Hvor? Rued Langgards Vej 6E, 2300 København S - se alle butikker her

Tag turen til Kastrup - nærmere betegnet Ugandavej. Her har de to tvillinger Christian og Michael åbnet et ismejeri, hvor de producerer uimodståelig, økologisk is, som de langer over disken fra det fineste, idylliske bondehus.
Hvor? Ugandavej 3, 2770 Kastrup

Hos Vildglad får I hjemmelavet italiensk is produceret i deres eget ismejeri – frisklavet hver eneste dag. Ofte byder mejeriet på sjove varianter som bubblegum og sukkerfri kiwi-æble-lime-is! Eller som på billedet her, hvor de i samarbejde med Eriks Bageri har lavet en vaniljeis med stykker af cremelinser.
Hvor? Amagerbrogade 182, 2300 København S

I den lille, hyggelige forretning, er de mange forskellige varianter i alle regnbuens farver smukt opstillet i butikkens glasmontre. Oluf's har specialiseret sig i klassiske, italienske ispinde, af både fløde og sorbet. Alle ispindende er dyppet i chokolade, og flere er klædt i knuste nødder og krymmel. Der findes 4 forskellige størrelser, så der er én til alle i familien.
Hvor? Olufsvej 6, 2100 København Ø

Hos Østerberg Ice Cream får I frisklavet is med smagsvarianter fra hele verden. Prøv blandt andet jackfrugt og rød dragefrugt. Isen serveres i friskbagte vafler og er helt uden konserveringmidler eller kunstige aromaer og farver.
Hvor? Rosenvængets Allé 7C, 2100 København Ø

Hos Istid finder I Skandinaviens første nitrogenis! Her er isen lavet på rene økologiske råvarer og til nedfrysning bruges flydende nitrogen. Når I bestiller en is, er den derfor frisklavet på mindre end ét minut! Der er altid 4 forskellige smage at vælge imellem, hvoraf den ene vil være vegansk.
Hvor? Jægersborggade 13, 2200 København N
✔︎ Som medlem af Børn i byen får du 20% hos Istid

Hos Isoteket er der skåret helt ind til benet og fokus er på 100% økologisk, frisklavet gelato ud fra egne opskrifter. Der eksperimenteres med anderledes smagssammensætninger, hvor for eksempel ingredienser som citrongræs, mynte, stjerneanis og kanel indgår.
Hvor? Sortedam Dossering 11, 2200 København N - se alle butikker her

Hos Anker Chokolade er de sjovt nok eksperter i lækre chokolade-specialiteter. Men deres is fejler i den grad ikke noget! Smagskombinationerne er nytænkende og lækre, og så er vaflerne selvfølgelig fyldt med den dejligste chokolade - klart et besøg værd!
Hvor? Jagtvej 125, 2200 København N - se alle butikker her

Er I i Nordvest, bør I klart lægge vejen forbi den hyggelige isbutik NødvendigV'is. Der er fokus på økologi - både når det kommer til de lækre overdådige vaffelis, og når der skal serveres kaffe til trængende forældre.
Hvor? Hjortholms Allé 1, 2400 København NV

Paradis Is er en af de mest udbredte iskæder i Danmark, og det er der god grund til. De sælger nemlig lækker is i et hav af smagsvarianter, der både dækker over de uundgåelige klassikere og mere eksperimenterende sammensætninger. Isbutikken i Valby skulle eftersigende være en af deres bedste.
Hvor? Toftegårds Allé 40, 2500 Valby - se alle butikker her

Besøg den nyere isbutik Aurora i Carlsberg Byen. Her langes kvalitetsis over disken, hvoraf mange af smagene er veganske. Foruden lækker is, har butikken også små børnescootere til rådighed udenfor.
Hvor? Flaskehalsen 11, 1778 København V


