Byen bugner af lækre is - men hvor finder I de helt særlige af slagsen, som ikke alle kender? Vi guider til "hemmelige" isoplevelser lige her!
Prøv en ekstravagant oplevelse - gå forbi Desserthuset. Måske er den ikke helt hemmelig mere, men absolut en ide, hvis ungerne skal forkæles. Her mixes milkshake med jeres yndlingsis og favorit-toppings. I kan med garanti ikke spise op - men de Instagram-venlige desserter er bestemt en oplevelse værd.
Hvor? Frederiksborggade 50, 1360 Kbh
Hos Leckerbaer på Østerbro er de ikke kun specialister i luksus-småkager. Når issæsonen starter er det nemlig et must at svinge forbi Ryesgade og prøve Leckerbaers afsindigt lækre og smukke issandwiches. En perfekt luksus-haps til ungerne - og dig selv, selvfølgelig!
Hvor? Ryesgade 118, 2100 København Ø
Stå på bus 350 S og snup turen hele vejen til Dragør - her venter ren Morten Korch-idyl og Nam Nam is, Dragørs ældste ishus, hvor I kan glæde jer til Hansens Is og hjemmebagte isvafler. Nyd lækkerierne med udsigt til havnen og gå på opdagelse i den smukke, gamle bydel, som får familien til at sænke skuldrene.
Hvor? Strandlinien 51, Dragør 2791
Du kender sikkert mest La Glace i indre by for deres lækre og berømte lagkager, boller og kakao. Men konditoriet har faktisk næsten 150 års erfaring med at fremstille de skønneste is - og tager I et smut på La Glace (hvis navn jo betyder isen på fransk), må I huske at bestille en isanretning med fx appelsin-sorbet,vanille-is eller chokolade-parfait.
Hvor? Skoubogade 3, 1158 København K
Du er måske gået forbi det lille hvide hus, som gemmer sig lidt på Gothersgade, uden at vide at husets hyggelige cafe sælger byens lækreste, håndlavede ispinde. Ispindende har fået navn efter superhelte, så nyd fx en Hulk, imens I slentrer gennem Kongens Have.
Hvor? Gothersgade 113, Kbh K