Dyrene i Hakkebakkeskoven: Feelgood teater med hjerte og humor

Det er fredag eftermiddag, og påskeferien er netop skudt i gang, da jeg entrerer det påskepyntede Tivoli med min mand og vores knap femårige datter. Vi styrer direkte mod den ikoniske Glassal, for her skal vi nemlig overvære Teater-V's genopsætning af Thorbjørn Egners elskede historie om Dyrene i Hakkebakkeskoven. Min mand er vokset op med historien, og min datter har set animationsfilmen fra 2016 en del gange, så genkendelsens glæde er stor, da alle de velkendte karakterer, såsom Klatremus, Morten Skovmus og Mikkel Ræv indtager scenen.

En historie om sammenhold

I Hakkebakkeskoven bor mange forskellige dyr - både mus, fugle, egern, bjørne, ræve og pindsvin. Problemet er bare, at mange af de store dyr, særligt den selvoptagede og sultne Mikkel Ræv, vil spise de små dyr! Derfor kalder Bamsefar, der vel nok er skovens overhoved, til samling for at få indført en ny lov i skoven, med hjælp fra Morten Skovmus. Det skal være slut med at spise hinanden, og alle skovens dyr skal være venner. Mens de små dyr bifalder den nye lov, er Mikkel Ræv knap så begejstret - han er mest bare sulten. Men midt i hans sult og bitterhed, forsvinder Bamsefars søn Brumlemand pludselig, og alle dyrene, både store som små, må nu samarbejde for at redde ham. Hvordan de bærer sig ad, vil jeg ikke afsløre, men det ender selvfølgelig lykkeligt det hele. Dyrene i Hakkebakkeskoven er en vaskeægte feelgood-historie, der formidler et hjertevarmt budskab om sammenhold og venskab i børnehøjde.

Enkel scenografi og sjove karakterer

Historien om Dyrene i Hakkebakkeskoven udspiller sig i en simpel scenografi. På scenen står ét stort multifunktionelt scenemøbel, der gennem fortællingen transformeres fra træ til bagerbutik til Morten Skovmus' stue osv. Dette sker både ved at rotere og ombygge det, men i høj grad også ved hjælp af lysprojektionerne, der giver møblet farver og liv. Den enkle scenografi fungerer upåklageligt og giver plads til, at alle skovens søde og sjove karakterer kan udfolde sig på scenen. Vores datter er særligt vild med den glubske Mikkel Ræv, der slet ikke er så snu endda. Hun morer sig gevaldigt, når skovens andre dyr narrer ham, og hvisker undervejs "Hvornår kommer Mikkel Ræv igen?". Bondemandens døve, tissende og pruttende hund udløser også meget latter hos de mindste i salen, mens især Bondekonen får smilet frem hos os voksne. Hun lyder næsten som en tro kopi af The Julekalenders Gertrud Sand, og Bondekonen og Bondemandens koordinerede kropssprog er sjovt og lige i skabet. Generelt gør skuespillerne det virkelig godt, og man kan ikke andet, end at holde af dem allesammen.

Sang og interaktion

Sang og musik er en stor del af Dyrene i Hakkebakkeskoven, og forestillingen rummer selvfølgelig også alle de velkendte sange. Min mand nynner nostalgisk med på flere af numrene, og til allersidst kipper alle salens børn med de udleverede flag til "Hip Hurra For Bamsefar". Det er en fin lille gimmick, at indsætte et flag i programmet, så børnene kan være med til at fejre Bamsefar til slut, men faktisk inddrages publikum flere gange undervejs i forestillingen. Indimellem henvender karaktererne sig til os publikum, og vi skal også hjælpe med at vække Bondemandens døve hund ved at hyle så højt, vi kan. Interaktionen fungerer super godt og får vores datter til at føle, at hun er en del af forestillingen.

Som en lille bonus kan børnene også møde nogle af karaktererne efter forestillingen, og vores datter får stolt givet en highfive og taget et billede med Klatremus.

50 stjerner

Dyrene i Hakkebakkeskoven varer ca. 1 time og 50 minutter inkl. en pause på 20 minutter. Vi voksne synes, at første akt er en smule lang, men vores datter er helt opslugt og klager på intet tidspunkt over, at det er kedeligt eller for langt. Hun er top-underholdt, og efter forestillingen proklamerer hun, at den får "50 stjerner" - hvilket vist betyder 5 ud af 5 stjerner på børnesprog.