Sommer i BonBon-Land: Forlystelser, BonBon-dyr, slikkepinde og en ny bog

Sommersæsonen i BonBon-Land er i fuld gang! Børn i byens anmelder Stephanie har været med sin familie i forlystelsesparken, der bød på spændende nyheder, gamle klassikere og masser af lækkerier.

26. maj 2026 Kl. 21:04

Børn i byen var inviteret af BonBon-Land

Legende børn foran Slaraffenland. Foto: Stephanie Mielnicki
Legende børn foran Slaraffenland. Foto: Stephanie Mielnicki

BonBon-Land for første gang

Da vi ankommer til BonBon-Land føler vi, at vi alle er her for første gang. Både min mand og jeg har været der som børn, men det er efterhånden mere end 20 år siden, så vi husker ikke ret meget fra parken, som vist også ser lidt anderledes ud end dengang. Vores børn på 4 og 7 år skal opleve det hele for allerførste gang, og vi glæder os alle fire til en dag fyldt med sjov og fart over feltet. 

Søløven i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Søløven i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Hestepærerne i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Hestepærerne i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki

Klassikere for de små

Vi lægger stille og roligt ud med et par klassikere, som vi ved, at børnene vil kunne lide. Vi tager en sejltur i Søløven, som sejler os hele verden rundt, og hopper efterfølgende over til Hestepærerne, hvor børnene tager en ridetur i grønne omgivelser. De har før prøvet lignende forlystelser i andre parker, men morer sig over BonBon-dyrene, forlystelsernes sjove navne og hele det nye univers, de stifter bekendtskab med mens vi bevæger os rundt. 

Viggo Vildsvins værksted i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Viggo Vildsvins værksted i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Vandrotten i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Vandrotten i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki

Nyheder i parken

Hverken Vildsvinet eller Vandrotten er nye forlystelser, men begge er blevet shinet op til åbningen af sæson 2026. Viggo Vildsvin har fået et nyt værksted i venteområdet foran den populære (og vilde!) rutsjebane. Og Vandrotten har fået tilføjet flere nye oplevelser på den våde tur ind og ud af den store ost - man kommer blandt andet forbi edderkopper og store spind, samt Restaurant Rottehullet. Igen er forlystelsernes temaer virkelig gennemførte og underholdende. 

Frokost på Annas Mokka i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Frokost på Annas Mokka i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Frokost på Annas Mokka i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Frokost på Annas Mokka i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki

Frokost på Annas Mokka

Efter at have rendt rundt i den stegende forårssol i et par timer, er vi alle blevet sultne. Vi sætter derfor kursen mod Annas Mokka, der ligger midt i parken. Annas Mokka byder både på paninier, pastasalat, pølsehorn og andet familievenligt at spise. Vi sidder ude på terrassen og nyder vores frokost i skyggen - maden er ingen vild kulinarisk oplevelse, men smager godt, og vi er særligt vilde med de læskende sodavand fra Jarritos. 

Henry Hundeprut og rejsen til Snelandia. Foto: Stephanie Mielnicki
Henry Hundeprut og rejsen til Snelandia. Foto: Stephanie Mielnicki
Nyt slik fra BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Nyt slik fra BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki

Ny bog og nyt slik

Under frokosten bliver der også tid til at kigge lidt i BonBon-Lands nye bog "Henry Hundeprut og rejsen til Snelandia". Det er sjovt at kunne genkende maskotterne fra parken i bogen. Efter et par pølsehorn er der heldigvis også plads til at prøve BonBon-Lands nye slik. Både Ditlevs Dragegummi og Olferts Ormeguf falder i børnenes smag. Ditlevs Dragegummi er lækkert tyggegummi med frugtsmag, som er perfekt til at blæse bobler med. Og Olferts Ormeguf består af sure, bløde vingummi-orme i flotte farver. 

Guldgraveri i Cowboybyen. Foto: Stephanie Mielnicki
Guldgraveri i Cowboybyen. Foto: Stephanie Mielnicki
Guldmønt efter guldgraveri i Cowboybyen. Foto: Stephanie Mielnicki
Guldmønt efter guldgraveri i Cowboybyen. Foto: Stephanie Mielnicki

På guldjagt i Cowboybyen

Vi har efterhånden været i en del forlystelsesparker, men har faktisk aldrig prøvet at grave efter guld. Så nu skal det være! Vi graver og graver, og ender med en håndfuld guld og en våd 4-årig. Et godt tip er at tage overdelen af små børn inden man starter, så der er tørt tøj til bagefter. Eller måske at have lidt skiftetøj med. Heldigvis skinner solen og det er dejlig varmt, så t-shirten tørrer hurtigt. I butikken overfor guldgravene kan man bytte sit guld til en guldmønt med et billede af et valgfrit BonBon-dyr. Børnene elsker, at de selv skal hive i håndtaget, mens der kommer røg ud af mønt-maskinen. Helt stolte går de derfra med hver deres mønt i en snor om halsen. 

Hestepære legepladsen i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Hestepære legepladsen i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Bremsesporrutsjebanen i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Bremsesporrutsjebanen i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki

Legepladser overalt

Selvom det er fedt med forlystelser, har BonBon-Land også fanget, at børn bare gerne vil lege. Uanset hvor vi er på vej hen, støder vi på op til flere legepladser. Og man kan jo ikke gå forbi en rutsjebane uden lige at prøve den. Hestepære legepladsen i Cowboybyen har nogle vildt lange rørrutsjebaner, som kilder godt i maven. På Bremsesporrutsjebanen er der et konstant rend af især mindre børn, der hygger sig med at rutsje i elefantens ører. Vi besøger også vandlegepladsen Den våde delfin, Andemad Legepladsen og Annas Mini Mokka. 

Pelles Pirateventyr i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Pelles Pirateventyr i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Pelles Pirateventyr i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Pelles Pirateventyr i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki

Rolige grønne omgivelser

Vi nyder også, at der er flere grønne oaser med masser af luft, ro og plads til leg. Vi bruger især lang tid på Pelles Pirateventyr - en naturlegeplads, der er udformet som en lang forhindringsbane, der samtidig fortæller et sjovt eventyr gennem skilte langs ruten. Børnene skal blandt andet passere et vandløb, hvor det sprøjter med slangegift og suse ned gennem en lang rørrutsjebane, før de ender på det store sørøverskib Kalypso. Lige ved siden af skibet er der desuden et hyggeligt område ud til søen, hvor man kan spise madpakker. 

Bæver Rafting i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Bæver Rafting i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Hundeprut Rutsjebanen i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Hundeprut Rutsjebanen i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki

Børnenes favoritter

Efter at have prøvet en masse forskellige forlystelser, er der ingen tvivl hos vores børn - både Hundeprut Rutsjebanen og Bæver Rafting er de nødt til at prøve igen og igen. Heldigvis er der næsten ingen kø, så forlystelserne kan vi nemt nå at prøve mange gange. De er desuden vilde med Andedammen og Mågeklatterne, mens de vist er lidt for store til Ormen og Sprutten, som er helt oplagt til de mindste børn. 

Karin Krage i BonBon-Byen. Foto: Stephanie Mielnicki
Karin Krage i BonBon-Byen. Foto: Stephanie Mielnicki
Is fra Is-slottet i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Is fra Is-slottet i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki

Hurra for BonBon-dyr 

I løbet af dagen støder vi på flere af parkens maskotter. Sigurd Søløve vinker velkommen ved indgangen, Karin Krage giver kram i BonBon-Byen kl. 12 og Hugo Hestepære går en tur gennem Cowboybyen og hilser på børnene. Maskotterne er en stor del af oplevelsen, særligt for de mindste børn, som glade løber hen for at give kram og highfives. Da vi skal have is om eftermiddagen, vælger begge børn selvfølgelig også at få deres softice serveret i børnekrus formet som Leonora Leofart og Søren Skildpadde. 

Lav-selv-slikkepind i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Lav-selv-slikkepind i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Lav-selv-slikkepind i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Lav-selv-slikkepind i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki

Lav jeres egen slikkepind

Mit eneste minde fra mit besøg i BonBon-Land som barn, er at lave min egen slikkepind. Dengang var det vist kun den klassiske rød/hvid-stribede variant med pebermyntesmag, hvor det hvide blev helt sort, fordi fingrene var beskidte. I dag er vi smarte og booker slikkepind-tid i Slaraffenland, når vi ankommer, så vi er sikret pladser ud på eftermiddagen. Der er fire tider at vælge imellem, og der er forskellige smagsvarianter ved hver tid. Vi former slikkepinde kl. 15:30, som er gule med smag af hindbær - formet med hjørnet af måtten for at undgå brændte børnefingre og beskidte slikkepinde. Smart! 

Lav-selv-slikkepind i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Lav-selv-slikkepind i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Andedammen i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki
Andedammen i BonBon-Land. Foto: Stephanie Mielnicki

Tak for en dejlig dag

Vi slutter besøget af med en hyggelig familietur på Andedammen. Vi ender med at være i BonBon-Land fra åben til luk, og kunne sagtens have brugt et par timer mere. Godt nok er parken ikke ret stor, men der er mange ting at prøve. Og selvom der er lidt småslidt rundt omkring, og nogle ting kunne trænge til en frisk klat maling, hygger vi os virkelig meget.

Sammenlignet med andre forlystelsesparker, bemærker jeg, at der er flere forlystelser, hvor højdekravene er skruet lidt ekstra i vejret. Det er selvfølgelig positivt, at der er fokus på sikkerhed, men der er også forlystelser, hvor det vil være svært for én voksen at være afsted med to børn, hvis selv større børn skal have en voksen ledsager i de fleste forlystelser. 

Om BonBon-Land
  • Hvor? Gartnervej 2, 4684 Holmegaard (ca. en time i bil fra København)
  • Pris? Online fra kr. 199,- (udvalgte dage)
  • Se mere her

0 bidrag fra Børn i byens brugere

Stephanie Mielnicki
Journalist på Børn i byen
Har du tips og erfaringer, som andre familier kan få glæde af?
Log ind for at bidrage
Der er ingen kommentarer, skriv den første nu!
Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben