Køl ungerne ned med et besøg i et af byens udendørs soppebassiner.
Vi guider jer til de børnevenlige bassiner, I kan besøge på varme sommerdage i København.
Flere af København Kommunes bemandede legepladser har gratis soppebassiner, og de er en populær fornøjelse hos både små og lidt større børn. De fleste soppesøer er åbne fra uge 25-34 - I kan se hvilke ugedage, de forskellige soppesøer er åbne her.
Bemærk, at soppesøerne lukker ved vedvarende regn, voldsomt vejr eller urenheder i vandet.
I finder soppebassiner på følgende legepladser: Skydebanen, Hulgårds Plads, Remiseparken og Vandlegepladsen i Fælledparken.
Soppesøerne er åbne fra cirka kl. 10 – og proppen trækkes op cirka en time før legepladserne lukker.
Følg også med på De Bemandede Legepladsers Facebook-side.
I Frederiksberg Kommune kan I besøge to soppesøer - på Langelands Plads og i Lindevangsparken. Soppesøen på Langelands Plads har åben i perioden 1. juni-30. september i tidsrummet 9-20 på dage med temperaturer over 20 grader - i skolernes sommerferie har det åbent hver dag. Soppesøen i Lindevangsparken har åbent i skolernes sommerferie. Læs mere under hver enkel legeplads her.
Havnebadet på Islands Brygge er også for de små, da de kan soppe i småbørnsbassinet, der kun er 30 cm dybt. Der kan dog blive pladsmangel i højsæsonen, da Havnebadet er populært hos københavnere i alle aldre. Havnebadet ved Fisketorvet er til de lidt større børn, da det laveste bassin er 70 cm dybt. Havnebadet ved Sluseholmen har også børnebassin, der er op til 30 cm dybt. Havnebadene holder åbent fra fra 1. juni til 31. august. Der er gratis adgang til alle havnebadene.
I Bellahøj Friluftsbad kan I nyde udsigten over Københavns tage, mens I plasker rundt i de to 25-meter-bassiner på henholdsvis 70 og 90 cm. Bellahøj byder også på et legeområde med vandrutsjebane og et kuperet græsklædt terræn, hvor hele familien kan hygge sig i solen. Der er åbent fra 1. juni til 31. august, husk at købe billet her.
Midt i mellem Sydhavnens ensformige boligblokke finder I Bavnehøj Friluftsbad, en oase hvor ungerne kan plaske rundt i legebassinet med varierende dybder. Derudover byder Bavnehøj også på et svømmebassin, græsareal med legeredskaber og en volleybane. Der er åbent fra 1. juni til 31. august, og gratis adgang.