Find en bemandet legeplads i din bydel

Byens 26 bemandede legepladser er vældig populære, fordi der er masser af legeredskaber og arrangementer, samt opsyn og en hjælpende hånd hvis der er brug for det. Vi giver jer her et udpluk af Københavns bedste bemandede legepladser - en i hver bydel.

Foto: Katrine Hemmingsen
19. september 2023
Af Caroline Gruth Hemmingsen
Foto: Børn i byen 

Indre by: Ørstedsparken

Smut forbi den bemandede legeplads i Ørstedsparken, der har et stort afgrænset og indhegnet legeområde med et hav af aktiviteter for både store og små. Her kan ungerne lege med byggebrædder, cykler, sandlegetøj, hockey, minifodbold, basket, bordtennis, bålsted, legehuse samt legetårn med rutsjebane, gynger, længdespring, balanceplader, hamsterhjul og målestation!

Hvor? Nørre Farimagsgade 2, 1364 København K

Foto: Børn i byen 

Christianshavn: Elefantens Bastion

På den bemandede legeplads på Christianshavns Vold er der rigeligt med plads til leg for både børn og unge. Her er der bl.a. legehus og legeskur med byggeklodser og fantasibrædder, samt et udendørs skakspil, en dejlig stor sandkasse med sandting og masser af legecykler. På legepladsen findes også basketbaner, tennisbaner, bordtennisborde, stor fodboldbane, rundboldbane, svævebane, klatreborg, legeskib, gynger og små vipper.

Hvor? Christianshavns Voldgade 36, 1424 København K

Foto: MONSTRUM 

Østerbro: Tårnlegepladsen

Ta' ungerne med på den fine Tårnlegeplads i Fælledparken. Legepladsen er interaktiv og bygget op omkring fem af Københavns mest markante tårne: Vor Frelsers Kirke, Rådhustårnet, Rundetaarn, Marmorkirken og Børstårnet. Tårnene udgør rammerne for legepladsen, der bl.a. ved hjælp af teknologi, lægger op til høj fysisk aktivitet, stor interaktion mellem børnene og et twist af konkurrence. Legepladsen er en rigtig københavner-legeplads, og lægger op til, at børnene bliver klogere på de historiske facts om byens tårne.

Hvor? Frederik V's Vej 4, 2100 København Ø  

Foto: Stephanie Mielnicki 

Nordvest: Legepladsen på Hulgårds Plads

Legepladsen på Hulgårds Plads er en populær, grøn oase i Københavns nordvestkvarter. Pladsen ligger fint afskærmet fra den omliggende trafik med mange høje træer og masser af beplantning. Legepladsen er delt i to: en indhegnet legegård for de mindste, og et stort, afvekslende legeområde for de større børn. Den hyggelige, lukkede legegård for de mindste har sandkasse, rutschebane og småbørnslegetøj til udendørs brug. På det store legeområde er der en bevokset høj med underjordisk tunnel. Der er multiboldbane, opmalet trafiklegeplads, sandkasse med sandlegetøj, legehuse, bordtennis, gynger, bålplads og masser af store træer der giver skygge på varme sommerdage.

Hvor? Hulgårds Plads 6, 2400 København NV

Foto: ByOasen

Nørrebro: ByOasen i De Gamles By

ByOasen er tilbage i De Gamles By på Nørrebro! Jorden er blevet renset under det skønne grønne åndehul, som ungerne vil elske at besøge! ByOasen består af en bybondegård, hvor børnene har mulighed for at stifte bekendtskab med geder, høns, kaniner, marsvin, mus, fugle og bier. Desuden er der højbede, udekøkken med en lille bålplads og et orangeri, der er et 135 m2 opvarmet drivhus. ByOasens vision er at skabe natur, miljø og sundhed på Nørrebro, og fungerer som et samlingssted for børn og unge, der på tværs af målgrupper kan komme og deltage i forskellige aktiviteter under temaerne miljø, sundhed og natur.

Hvor? Møllegade 25C, 2200 København N

Foto: Stephanie Mielnicki 

Amager: Bondegården i Remiseparken

Remiseparken er placeret midt i boligområdet Urbanplanen, og består af 2 bemandede legepladser, herunder Bondegården, hvor man kan opleve dyr fra en almindelig, dansk bondegård. Der er både høns, kaniner, koen Maren, heste, grisen Bertha og en indhegning med masser af geder, der gerne vil fodres og klappes. Her er også masser af legemuligheder med: Sandkasse, vippedyr, gynger, minigolfbane, soppesø om sommeren m.m. I åbningstiden kan man låne cykler, mooncars, stangtennis mm. Børnene må også meget gerne hjælpe med at fodre dyrene, strigle ponyerne og lukke kaninerne ud i kaninbjerget i dagtimerne. Her er borde og bænke til madpakken og hvis vejret er dårligt, er der mulighed for at spise indenføre, hvor der også er legestue, brætspil, bordforbold, bøger og dukker.

Hvor? Peder Lykkes vej 73, 2300 København S

Foto: Katrine Hemmingsen

Vesterbro: Skydebanehaven

Skydebanehaven, også kaldet Papegøjelegepladsen, ligger som en grøn perle midt på det tætbebyggede Vesterbro. Legepladsen er stor og giver masser af muligheder for leg. Vartegnet er en kæmpestor, farvestrålende papegøje, der har en udfordrende rutsjebane og er til at klatre på. Her er også en ny stor sandkasse, træterrasser ved soppebassinet, indianerhjørne med tipi, totempæl og bålplads, boldbaner, basketkurve, udendørs bordtennis, stangtennis, stort klatrenet, roterende dinogynge, almindelige gynger og en svævebane med klatretårn.

Hvor? Absalonsgade 12, 1658 København V

Naturlegepladsen i Valbyparken. Foto: Stephanie d'Acqueria

Valby: Naturlegepladsen i Valbyparken

Besøg Naturlegepladsen i Valbyparken, der med sine 25.000 m2 både er København Kommunes største naturlegeplads og bemandede legeplads! Her kan børnene boltre sig i bakkelandskaber, på klatrestativer, petanquebaner, ligesom der bålplads og blomsterbede – alt sammen forbundet med pladsens gennemgående, cirkelrunde gangbro, som er et vidunderligt stykke legetøj i sig selv. For de mindste er sandkassen og soppesøen de største trækplastre. I sommermånederne er der åbent i Valbyparkens cafeteria.

Hvor? Hammelstrupvej 41, 2450 København SV

Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben