Schh! København gemmer på flere hemmelige legepladser i baggårde og på tage. Har I opdaget dem alle sammen? Tjek vores guide her!



Classens Have er en lille, "hemmelig" park, som ligger gemt i en gård på Østerbro. Her finder I også en sød, lille legeplads for de mindste børn, som bl.a. har legehus, klatre-elementer, sandkasse og gangbroer. Stedet er en skøn og tryg oase, fordi den ligger væk fra storbyens trafik og larm - perfekt til småbørnsfamilier! Legepladsen er desuden afgrænset med hegn, og er dermed adskilt fra det øvrige haveanlæg.
Hvor? Classensgade, over for Fiskedamsgade, 2100 København Ø

Det er ikke alle der endnu ved, at hvis Ir sætte kurs mod Egernvej ved Fuglebakkekvarteret på Frederiksberg, så finder I en lækker ny lege- og motionslegeplads. Her er et højt udkigstårn, sandkasse, legehus, dobbeltrusjebane og et stort gyngestativ med fugleredegynge og almindelige gynger. Her er også to trampoliner.
Hvor? Egernvej på Frederiksberg

I Ørestad har de indrettet et legetag med alverdens sjove aktiviteter for børn og legesyge voksne. Der er faciliteter til en lang række boldspil - både basket, fodbold og hockey mm., små trampoliner og træningsstationer. Taget er tilgængeligt for alle, og har åbent hver dag fra kl. 07-21. Det er ikke muligt at booke banerne på forhånd.
Hvor? Emma Gads Vej 10, 2300 København S

Det er ikke alle der ved, at der er flyttet en helt ny, gennemført legeplads ind i Postbyen. Lad børnene snuppe en rutsjetur, der giver kild i maven, bestig det høje klatretårn, der ligner pakker, der er stablet ovenpå hinanden eller tag en tjans i billetkontoret. I kan også sætte jer til rette i postbilen.
Hvor? Postbyen, Centralpostbygningen, Bernstorffsgade 30, 1577 København

Konditaget Lüders gemmer sig på toppen af et stort parkeringshus i Nordhavn. Ved første øjekast kan man ikke se, at der ligger en stor, fed legeplads på toppen af det 24 meter høje p-hus, men det gør der altså! Her er både trampoliner, klastrespiral, gynger, masser af træningsfaciliteter og selvfølgelig en fantastisk udsigt over havnen og Øresund.
Hvor? Helsinkigade 30, 2150 Nordhavn

Besøg den lille oase Brumleby på Østerbro, hvor der emmer af idyl blandt de charmerende gule huse. Børnene i Brumleby har fået deres egen fine legeplads med skæve, twistede huse, der er forbundet af en lille bro, som kræver balance at suse rundt i. Husk at have respekt for området.
Hvor? Brumleby, 2100 Kbh Ø

Besøg den unikke bybondegård, som er en skøn oase, hvor I kan møde både kaniner, katte, chinchillaer, geder og minigrise, som alle er “redningsdyr”, der havde brug for et hjem. Her løber kaninerne frit, så der er god mulighed for at komme helt tæt på legepladsens dyr. Obs! Lukket i weekender.
Hvor? Folehaven, Vinhaven 4, 2500 København

Den bemandede legeplads på Christianshavns Vold er omkranset af træer, og derfor ikke til at se, hvis man ikke lige ved, at den er der. På legepladsen er der bl.a. legehus en dejlig stor sandkasse med sandting og masser af legecykler. På legepladsen findes også basketbane, tennisbane, bordtennisborde, stor fodboldbane, svævebane, klatreborg, legeskib, gynger og små vipper.
Hvor? Christianshavns Voldgade 36, 1424København K

Du er sikkert gået forbi et hav af gange uden at ane, at der ligger en legeplads i Hostrups Have. Udefra ser det nemlig ikke ud af meget, men går du ind gennem porten fra Rolighedsvej, vil du se et stort legeområde udfolde sig. Der er blandt andet et sandkasseområde og et minislot til de mindste, et nyere klatretårn og rutsjetårn til de større, samt en motionsø til de voksne. Den perfekte legeplads for hele familien!

Blandt boligblokke i byens Nordvestkvarter finder I Pipperen, som er en stor legeplads med sjov og leg for børn i alle aldre. Gyng løs på fugleredegyngen, balancer på forhindringsbanen, rutsj ned fra det bakkede og gummibeklædte landskab, gå en tur på den lange gangbro fra legepladsens ene ende til den anden, hvor I også finder det høje, skæve legetårn, hvor de større børn kan klatre og rutsje amok. Der er desuden en boldbane på legepladsen.
Hvor? Rørsangervej 83, 2400 Kbh NV

Vidste du, at der ligger en lille, skjult legeplads lige ved ZOO-tårnet i Zoologisk Have? Du finder den ved enten at gå ned ad trappen oppe ved hovedindgangen eller følge stien, der løber nede fra søen. Legepladsen er opbygget som en forhindringsbane, der både byder på rutsjebane, klatretårn og en masse balanceleg. Legepladsen er mest for mindre børn.


