
I Ørestad, oven på Bella Centers logistikcenter, gemmer sig et af Københavns mere uventede udflugtsmål: Aktivitetstaget Bella. Syv meter over gadeplan finder I et farvestrålende aktivitetstag med boldbaner, trampoliner og løbebane – og nede i gadeplan en legeplads, der er forbundet med taget via en 16 meter lang rutsjebane. Det er den slags kombination, der gør besøget lidt ekstra sjovt.
Aktivitetstaget minder om det velkendte Konditaget Lüders i Nordhavn, men har sin helt egen karakter. Her kan børn og voksne spille basketball, fodbold og hockey på de farverige baner, løbe en tur på den 100 meter lange løbebane, hoppe på trampolinerne eller styrke kroppen ved træningsstationerne og fitnesskuberne. Der er også balancestubbe og grønne opholdsrum, hvor man kan lægge sig i solen og trække vejret, mens ungerne løber rundt. Taget kan nås via to trapper fra gaden eller med elevator – så det er tilgængeligt for alle.
Nede i gadeplan, på bygningens østside, venter legeparken – et parklignende legehjørne med klatreredskaber, legehuse, sandkasse og en pylonkarrusel med klatrenet. Her er der ly fra solen i løbet af dagen, og der er plads til rolleleg og gemmelege i legehusene, klatring og akrobatik i den høje klatreboks og svimmelhedsfremkaldende snurreture på karrusellen. De to niveauer er forbundet via trapper, elevator og naturligvis den lange rutsjebane, der nok er stedets største attraktion for de fleste børn.
Aktivitetstaget er gratis og åbent for alle hver dag kl. 7-21 – ingen booking, ingen entré, ingen venteliste. Det er tænkt som et fælles byrum for Bellakvarteret, men er åbent for alle besøgende. Nærmeste stoppested er Toskiftevej (Kongelundsvej) med bus.
Er I til endnu et aktivitetstag i København, kan I læse om den 1850 m2 store tagterrasse med interaktiv legeplads på vores hjemmeside.


