Børn i byens CEO, Caroline, har været på forlænget weekend i Hamborg med sin kæreste. I en by der er tre gange så stor som København, og faktisk Tysklands næststørste by, er der et væld af spektakulære oplevelsesmuligheder for børnefamilier.


Børn i byen var inviteret af Tysk Turist Information og Hamburg Marketing GmbH

Vi bliver allerede blæst bagover, da vi ankommer til PierDrei Hotel, hvor vi skal bo weekenden over. Hotellet er fyldt med alverdens små finurligheder i sin indretning, der leger med børns fantasi og kreativitet.
Restauranten er med sine fem meter høje vægge indrettet med sjove tegninger, billeder, legetøjsbiler, dukker og masser af skæve figurer. Det er som at træde ind i verdens største børneværelse. Og samtidig er det lykkedes at indrette restauranten i bløde smagfulde farver og belysning, så det er et æstetisk og virkeligt rart rum at opholde sig i.

Den legende tankegang gennemsyrer både hotellets gange og de mange værelser. Og hvis ikke det skulle være nok, så kan man vælge at bo i campingvogne oven på hotellets tag. På den ene af hotellets tagterrasser er der stillet tre farvestrålende campingvogne op på en plæne med parasoller, campingstole, blomsterdekorationer, og hvad der ellers hører sig til på en vaskeægte campingplads. Der kan kun bo to personer i hver vogn, og i alt er der tre campingvogne, så disse skal bookes i god tid, da de er ekstremt populære. Heldigvis er de opvarmede så de kan bebos både sommer og vinter.


Hotellet er i det hele taget børnevenligt, som vi ikke har oplevet det før. De er bl.a. også kendte for deres Racker Room, som er et område, hvor der er aktiviteter for både små børn og helt op til teenagere med både biograf, playstation, dukketeater og brætspil. Børnene har også mulighed for at komme på udflugter sammen med personalet, fx til det lokale chokolademuseum - måske det kan give forældre mulighed for at stjæle et par timers afslappende voksentid sammen.
En anden sjov detalje er, at værelserne ikke har minibar, men kun tomme køleskabe, som du selv kan fylde op. Det foregår på hotellets z-etage, hvor der er adgang til Späti. En ”Späti” er en tradition fra Østberlin i 50’erne og er en minikiosk, men hvor du kan få det hele på den halve tid med alt fra øl, vin, slik og hygiejneprodukter. Her er høflig selvbetjening i det lillebitte rum, som børn bare elsker med sin finurlige og autentiske indretning.

I gamle dage sagde man, at Hamborg var porten til verden, fordi den var knudepunkt for maritim handel med hele verden. Det er den stadig i dag, og faktisk Europas tredje største havn.
Byens globale udsyn fornægter sig ikke. Vi mærker, vi virkelig er i en storby, der giver København baghjul på mange parametre. Hele havnefronten St. Pauli Landungsbrücken er et livligt strøg for handlende og med restauranter og streetfood med lokale specialiteter. Vi besøgte Brücke 10 og satte tænderne i en traditionel fishroll. Det er hyggeligt, fyldt med liv og med kig til havnens spektakulære skibe og kæmpekraner. Og det er ret særligt, at man har formået at forene grov skibsindustri med en moderne havnepromenade for turister. Mest spektakulær er operabygning Elbphilharmonie med sit bølgeformede tag. Bygningen er en attraktion i sig selv, og har en offentlig udsigtsplatform med panoramaudsigt over havnen og byen, der kan besøges, uden at man behøver gå til en koncert.
Vi prøver naturligvis også en havnerundfart, der klart kan anbefales for de små børn, der kommer helt tæt på de gigantiske containerskibe og som er dybt fascinerede i deres volumen.

Hamborg er mere end et havnemiljø og maritim stemning. Her er også fantastiske shopping muligheder og ofte til en bedre pris end i Danmark. Især shopping center Westfield er et besøg værd. Udover shopping for de voksne ligger der i samme område et af LEGOs discovery centre, som er stedet, hvor du kan bygge alt med LEGO. Her er der 12 stationer, hvor børn og voksne forenes i skøn kreativ leg, og hvor du aldrig løber tør for klodser. Det er tydeligt at se, hvorfor LEGO er så populært, når du går igennem det spektakulære center, som ikke er en forlystelsespark, men et sted, hvor du og børnene skaber magien sammen.


Magien er et nøgleord for de oplevelser, der favner både børn og voksne i Hamborg. Et godt eksempel er Port des Lumières, som er en udstilling, der bruger AI og lys til at skabe unikke kunstoplevelser. Der er masser af action og farver - vi ser Gustav Klimts værker bygget op fra grunden og eksponeret på alle vægge og gulvet. Selvom mindre børn ikke er til Klimt, er det tydeligt at mærke fascinationen af at stå midt inde et kunstværk, som der bygges op fra bunden af farvet lys og musik. Børnene har desuden mulighed for at farvelægge illustrationer i ”Kids’ Atelier”, som de selv scanner og som bliver vakt til live på en kæmpe animeret film fra Hamborgs havnefront.


Er du mere til hipster stemning end fin kultur og highend shopping, ligger der et skønt loppemarked Flohschanze i området Schanze. Her kan du få alt, hvad hjertet begærer af second hand. Og er du i området, bør du besøge det rå og farverige område Sternschanze & Karolinenviertel med butikker, streetart og masser af charmerede cafeer. Gaderne Schanzenstrasse og Schulterblatt er klart et besøg værd for at mærke den moderne unge storby-stemning, som minder mere om London eller New York, end hvad man måske ville forbinde med Tyskland.



I samme område ligger i øvrigt den berømte St. Pauli Bunker, der er en bunker, der er bygget over jorden og som under 2. verdenskrig kunne huse 18.000 beboere og efter sigende havde et hospital med 95 senge. I dag er der hotel, restaurant og rooftop garden med en fantastisk udsigt over Hamborg.

Imellem de forskellige attraktioner er der mange grønne områder og oaser for børn med legepladser og rekreative områder. Vi besøger bl.a. den store Piratlegeplads i Grasbrookpark i området Hafencity, der udover en vandlegeplads også har gynger, klatrestativer og en café med is, kaffe og hyggelige kroge for voksne og børn.

Hamborg er mangfoldighed, der folder sig ud i fuldt flor - og det gælder i høj grad også den kulinariske scene. Her kan du få alt fra streetfood til en saftig burger i den hippe Strand Pauli, der er en cool strandbar med legeplads for børn og bademuligheder om sommeren. Eller du kan vælge at besøge high cuisine, hvor vi især vil nævne Strauchs Falco, der virkelig er et besøg værd og en har fin børnemenu, hvis du er til spændende fusion af japansk og europæiske fiskeretter.
Hamborg er som sagt historisk benævnt som Tor zur Welt -porten til verden, og det er stadig her hele verden mødes. Og selvom her er højt til loftet, forstår Hamborg i den grad at møde børnene i øjenhøjde.



