På vinterferie i de sydtyske alper

Børn i byen har været på det perfekte vintereventyr med sne, vandring og afslappet wellness-oplevelser for hele familien.

Foto: Konigsee med St. Bartholomä i baggrunden. Fotograf: Caroline Meldgaard
26. maj 2025

Børn i byen var inviteret af Germany Travel

Berchtesgaden by med alper i baggrunden
Berchtesgaden by med alper i baggrunden

Vi er taget på vinterferie til Bayern i Sydtyskland, for at undersøge hvordan det er at holde vinterferie for børnefamilier i dette område. Vi er lidt spændte på, om det kan måle sig med de andre sydeuropæiske vinterdestinationer som f.eks. Schweiz og Østrig. Kan det det, er det rigtig interessant, da det kun er godt 13 timers kørsel fra København.

Straks ved ankomsten bliver vi positivt overraskede. Vi bor i Berchtesgaden, en lille romantisk middelalderby, omkranset af smukke, skyhøje, sneklædte alper kun 20 km fra Salzburg i Østrig. Det er en by, som børn vil elske, da den ligner noget fra et vaskeægte eventyr.

Berchtesgaden by med smukke facader og bjerge i baggrunden
Berchtesgaden by med smukke facader og bjerge i baggrunden
Vores hotel, Hotel Alpina Ros med alper i baggrunden
Vores hotel, Hotel Alpina Ros med alper i baggrunden

Byen er omkranset af Nationalparken Berchtesgaden som er et overskueligt område, hvor alt er enten i gåafstand eller en køretur på under 20 minutter fra det hyggelige Hotel Alpina Ros, hvor vi bor. Hotellet har et venligt personale, og det er tydeligt, at de er stolte af deres region. De byder på en fantastisk morgenmand med lokale råvarer som alpemælk, smør og oste fra regionen.

Min mand er især meget begejstret for den Bayerske morgenmad, der består af gode pølser lavet på kalvekød og grønne urter, der serveres med saltkringle, sød sennep og en stor skummende weissbier. Ja til morgenmad! Øllet er brygget på vand fra undergrunden som klipperne er mere end 30 år om at presse op til overfladen. Det kan drikkes rent som krystalklart kildevand, og så bruges det selvfølgelig til den gode tyske ølbrygning.

Saltkringle
Saltkringle

Mikroklima

Den første morgen vågner vi op til en grå og trist himmel, da vi er ramt ned i en varmebølge, der skyller hen over det meste af Europa i disse dage. Vi holder dog fast i vores plan om at tage til Jenner-bjerget, hvor vi skal prøve at kælke, som regionen er lige så berømt for som deres alpinski og langrend. Efter blot 10 minutters kørsel fra hotellet når vi frem til foden af bjerget, hvor man lejer sin kælk inden opstigningen. ´

Lidt skuffet over gråvejret sætter vi os i svævebanen, der fragter os op mod toppen. Vi har kørt i ca. 5 minutter i tæt tåge, da vi pludselig bryder igennem skyerne, som man kender det fra et fly ved takeoff. Med ét sidder vi badet i strålende solskin, og de sneklædte bjerge tindrer mod en knaldblå himmel. Og sådan er det åbenbart ofte, da der er mikroklima hernede - skulle man være uheldig, at der er gråt i dalen, så er der oftest sol på bjerget.

Kælketur på Jenner Berchtesgaden
Kælketur på Jenner Berchtesgaden
Kælketur på Jenner Berchtesgaden
Kælketur på Jenner Berchtesgaden

De vildeste kælketure

Vi bliver 5 år igen, da vi sætter os op på hver vores kælk. Både voksne og børn suser afsted i stor fart ned af bjerget med høje skrig og latter. Og modsat Danmark er det kælketure, der aldrig synes at ende. Vi snakker om hvor fedt det her vil være, hvis man har små børn med på vinterferien. Det er en fantastisk måde for dem at blive fortrolig med høj fart i sneen og sammen med forældre, der kan holde dem trygge hele vejen ned. Herudover er det genialt for børn at veksle mellem skiskole, hvor de skal lære at holde balancen, og hvor farten ikke er så høj i starten, for så bagefter at få suset på kælk ned af bjerget. Begge dele er mulig her og skiløjper er her nok af og til alle niveauer, ligesom langrend er er en udbredt aktivitet også.

Når sulten skal stilles, har restaurant Jenneralm på toppen af bjerget en spektakulær udsigt til alperne med god plads til børnefamilier.

Jenneralm spisested på Jenner med smuk udsigt til alperne
Jenneralm spisested på Jenner med smuk udsigt til alperne

Et vintereventyr

Udover ski og kælkning findes der rigtig mange vandreruter, og vintervandring er faktisk en ting her. Vi har ikke hørt om dette før, men der findes ruter langt oppe i bjergene, hvor man kan vandre i både sne og på isglatte stier. Her kan man lege snesko - ikke som vi kender dem fra Anders And, men moderne snesko, der er udstyret med pigge og elastisk materiale, så man kan gå de mest ekstreme steder. Og så findes der heldigvis mange fine små nemme ruter, hvor også børn kan være med.

Vandretur Berchtesgaden Nationalpark Brandkopf udsigt til Konigssee
Vandretur Berchtesgaden Nationalpark Brandkopf udsigt til Konigssee

Vandring med udsigt til Köningsee

Søen Königssee er regionens store stolthed og man kan både besøge søen med båd eller få synet af den fra en af de mange børnevenlige vandreruter. Vi beslutter os for at prøve begge dele.

Vandreruten fra udgangspunktet Hinterbrand kun et kvarters kørsel fra byen er en meget overskuelig rute på godt 2 km, hvor selv de mindste børn vil kunne følge med. Det er en eventyrlig tur igennem skoven, hvor grenene er dækket af rimfrost, og vi føler lidt vi går tur i selveste Narnia, hvor vi plukker smukke sneblomster på vejen. Selve udsigtspunktet Brandkopf kræver klart vejr for at få synet af Königssee, der ligger smaragdgrøn i dalen omkranset af bjergsider og høje graner. Vi er dog ikke så heldige på vores tur, hvor vi igen rammer ind i en tåge. Men hvis søen ikke vil komme til os, må vi komme til søen!

St. Bartholomä kirke ved Köningsee
St. Bartholomä kirke ved Köningsee

Königssee

Fra Schönau der ligger lige ved foden af Jenner bjerget, sejler vi ud på søen i en af de smukke gamle passagerbåde, der er drevet af el og derfor helt lydløst glider igennem det smukke grønne vand. Vi går i land ved kirken St. Bartholomä, hvor det tidligere jagtslot i dag er en restaurant. Herfra kan man gå langs søbredden eller ind i skoven. Igen er der vandreruter i forskellige niveauer, og vi tager en børnevenlig rute for at opleve hvordan den vil være, hvis man har mindre børn med på rejsen. Vi kommer ned til en lille strand, hvorfra vi oplever et væld af farver selv på en overskyet dag. Søen er lysegrøn, og dybblå på samme tid og kaster farver op på granerne, som nærmest lyser lilla. Det er et mageløst syn, og vi slukker tørsten direkte med vand fra søen, der faktisk er en af de reneste i hele Europa.

Elbåd fra Schönau am Königssee
Elbåd fra Schönau am Königssee
Königssee udsigt over smaragdgrønt vand
Königssee udsigt over smaragdgrønt vand
Restaurant Grünsteinstüberl
Restaurant Grünsteinstüberl

Uden mad og drikke...

Duer helten ikke, som man siger. Og med en aktiv ferie, hvor børn både vil blive fysisk trætte af vandreture, kælkning og skiløb, så er det skønt, at Berchtesgaden byder på et væld af børnevenlige restauranter. For her er der gode traditionelle retter som dobbeltpanerede wienerschnitzel med stegte kartofler og varm apfelstrudel med rigelige mængder flødeskum og vaniljesauce til dessert. Mange af restauranterne er familiedrevne og over 100 år gamle, og det er tydeligt at stoltheden er stor over at drive stederne videre i den gamle ånd. Mange af restauranter serverer også virkelig lækker mad for de voksne. Her kan du få bjergforeller, der er så friske, at de næsten spræller på tallerkenen, og det møreste hjortekød fra nationalparken.

Restaurant Scharitzkehlaml Berchtesgaden
Restaurant Scharitzkehlaml Berchtesgaden

Nationalparken

Det kan måske virke barbarisk, at man om dagen kan besøge hjortebestanden i Nationalpark Berchtesgaden, og om aftenen sætter tænderne i individer fra samme bestand Det er imidlertid dyr, der lever vildt i det enorme Alpe- og skovområde og som har et godt liv i frihed, og for at sikre at bestanden ikke bliver for stor med risiko for, at der opstår sygdomme, reguleres dyrene jævnligt og indgår på restauranternes menukort – lokalt og bæredygtigt.

Selve nationalparken er virkelig storslået, og er du heldig kan du opleve både kronhjorte og ørne, der svæver himmelhøjt over alpetinderne med sneen og vildtet under sig. Vi tog en vandring ud til en foderplads, hvor hjortevildtet kommer lige før solnedgang for at spise. Det vil være en særlig oplevelse for børn at opleve de prægtige dyr på tæt hold, og omgivelserne med alperne hvor den sidste sol rammer tinderne, er virkelig et smuk syn, der vil glæde både børn og voksne.

Efter denne smukke sene eftermiddagsoplevelse slutter vi af i det termiske bad Watzmann, der ligger midt i byen, og hvor man kan sidde udendørs i et varmt bassin med eget vandfald, som børn også vil elske. Her er også et stort indendørs område med bassiner for både store og små børn, ligesom der er mulighed for saunagus og dampbade - også for børn fra de er 6 år gamle.

Nationalpark Berchtesgaden ørne og vildt
Nationalpark Berchtesgaden ørne og vildt

En skøn familiedestination

Berchtesgaden Nationalpark er et perfekt rejsemål for børnefamilier, hvor alle vil få noget ud af både vintersportsaktiviteter og de mange udflugtsmuligheder, der findes. Vi nåede kun en lille bid af eventyret, men havde vi haft børn med, ville vi også have besøgt den berømte saltmine Salzbergwerk, der er den ældste i Tyskland og har været i drift siden 1517 - altså over 500 år! Du kan købe salt med fra minen. Og en del af de gamle mineskakter er omdannet til lange rutsjebaner, hvor familien kan få den vildeste actiontur i bedste Indiana Jones stil igennem minen. Er du i tvivl om, hvor du vil tilbringe vinterferien næste gang kan vi på det varmeste anbefale BerchtesgadenDet er nemt at komme dertil og rundt - og priserne er yderst rimelige på både restauranter og udflugtsmål, og så er det frem for alt smukt og som at træde ind i et eventyr for børn.

NYTTIGE LINKS

Oplevelser

Jennerbahn Svævebane

Familievenlige vandreruter

Færge til Königssee

Watzmann termisk bad 

Berchtesgaden Nationalpark 

Saltmine

Spisesteder

Gasthof zum Neuhaus 

Gasthof Grünsteinstüberl  

Alpengasthof Vorderbrand

Gasthof Goldener Bär

Jenner Alm 

Sophie's Café Restaurant Berchtesgaden

Gaststätte St. Bartholomä

Scharitzkehlaml 

Overnatning

Mindre pensionater 

Vi boede på Hotel Alpina Ros midt i Berchtesgaden

Transport

Med bil er turen fra til Berchtesgaden ca. 13 timer fra København og flyver man, ligger Salzburg lufthavn kun 30 minutters kørsel fra byen. Det er nemt at komme rundt med bus til aktiviteterne i området – og ellers er det muligt at leje bil centralt i Berchtesgaden.

Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben