Europa Park - magisk familieferie i Europas største forlystelsespark

Børn i byens anmelder Stephanie har været på miniferie i Europa Park med sin mand og deres to børn. De boede på det familievenlige Hotel Krønasår, og besøgte både vandparken Rulantica og Europas største forlystelsespark Europa Park.

Foto: Stephanie Mielnicki
2. december 2025

Børn i byen var inviteret af Tysk Turist Information og Europa Park

Hotel Krønasår. Foto: Stephanie Mielnicki
Hotel Krønasår. Foto: Stephanie Mielnicki

Fra København til Krønasår

Vi flyver fra København til Stuttgart, og lejer en elbil ved lufthavnen, så vi kan køre det sidste stykke til den lille by Rust, hvor Europa Park og de tilhørende hoteller ligger. Turen går nemt, og de forholdsvis korte distancer gør det til en overskuelig tur med små børn. Vores er 7 og 3 år, og klarer det uden problemer. 

Ved ankomsten til Hotel Krønasår, bliver vi straks grebet af den eventyrlige stemning. Allerede på parkeringspladsen bydes vi velkommen af stemningsmusik fra højttalere i buskene, og i hotellets lobby hænger et enormt fossil fra loftet, og slanger sig ned gennem seks etagers højde. Børnene underholdes af et lysende kort med knapper, og er næsten ikke til at lokke med op på værelset efter check in. 

Rejsen til hotellet
  • 1,5 time i fly fra København til Stuttgart
  • 2 timer i bil fra Stuttgart til hotellet
  • Der er opladning af elbiler på de forreste pladser foran hotellet, så bilen nemt kan lades op inden hjemturen
Hotel Krønasår. Foto: Stephanie Mielnicki
Hotel Krønasår. Foto: Stephanie Mielnicki
Hotel Krønasår. Foto: Stephanie Mielnicki
Hotel Krønasår. Foto: Stephanie Mielnicki

Hotel Krønasår er Europa Parks nyeste hotel fra 2019, og temaet på hotellet er Skandinavien. Vi skal bo på et standardværelse med dobbeltseng, køjeseng til børnene og separat bad og toilet. Værelset er hyggeligt indrettet med skandinaviske detaljer ligesom resten af hotellet. Hotellets facade er eksempelvis opbygget som farvestrålende bådhuse ud til en havn, hvorpå der er skrevet forskellige nordiske ord. Det er meget hyggeligt at kunne genkende ting hjemmefra - især for børnene, der særligt lægger mærke til flagene rundt omkring. 

Europa Park 50 år. Foto: Stephanie Mielnicki
Europa Park 50 år. Foto: Stephanie Mielnicki
Europa Park, Østrig-området. Foto: Stephanie Mielnicki
Europa Park, Østrig-området. Foto: Stephanie Mielnicki

Europa Park 50 år

Vi vågner efter vores første nat på hotellet, og er klar til endelig at opleve turens helt store højdepunkt. Nemlig selve Europa Park, som er Europas største forlystelsespark, og som i år fylder hele 50 år. Vi bliver vist rundt i parken, og blæses bagover af begejstring for de vilde forlystelser, gennemførte områder og den hyggelige stemning overalt.

Som navnet antyder, er Europa Park bygget op i områder, der afspejler europæiske lande. Vi kommer både gennem Østrig, Spanien, Italien, Frankrig, Skandinavien, Schweiz, Grækenland, Ireland, Liechtenstein, Kroatien, England, Rusland, Luxembourg, Holland, Island, Portugal og Tyskland. Alle områder er opbygget med så høj en detaljegrad, at vi føler, at vi er på miniferie i Europas mange storbyer. 

Shuttle bus til Europa Park
  • Ved indgangen til Hotel Krønasår kører der hvert kvarter en shuttle bus til Europa Park
  • Med bussen kommer vi nemt og hurtigt til Europa Park på ca. 10 minutter
  • Der kører busser fra tidlig morgen til sent om aftenen, så man også kan komme hjem igen
Europa Park, Voltron i Kroatien-området. Foto: Stephanie Mielnicki
Europa Park, Voltron i Kroatien-området. Foto: Stephanie Mielnicki
Europa Park, sejltur. Foto: Stephanie Mielnicki
Europa Park, sejltur. Foto: Stephanie Mielnicki

Forlystelser for alle

Vi er imponerede over, hvor mange forlystelser, vores børn på 7 og 3 år må prøve. Vores frygtløse 3-årige springer ud i det meste, og får prøvet alt fra hurtige rutsjebaner og en flyvende biograf til klassiske karruseller og radiobiler. Min mand får glæden af parkens vildeste og nyeste forlystelse Voltron, der med høj fart og utallige loops kaster ham rundt i Kroatien-området, mens vi måbende ser på fra en bænk i nærheden. Vi prøver også flere familievenlige forlystelser som sejlture både inde og ude og racerbiler, der passer perfekt til parkens maskotter, musene Ed og Edda fra filmen Grand Prix. 

Det er Mack-familien, som står bag Europa Park, der producerer langt de fleste forlystelser i parken. De sælger endda kopier af de mest populære til forlystelsesparker over hele verden, og vi genkender også et par stykker fra vores tur til Djurs Sommerland tidligere i år. Alle forlystelserne er virkelig velholdte og med sikkerheden helt i top. Vi følte os trygge hele vejen igennem. 

Europa Park, legeplads i Spanien-området. Foto: Stephanie Mielnicki
Europa Park, legeplads i Spanien-området. Foto: Stephanie Mielnicki
Europa Park, Restaurant Bamboe Baai i Holland-området. Foto: Stephanie Mielnicki 
Europa Park, Restaurant Bamboe Baai i Holland-området. Foto: Stephanie Mielnicki 

Legepladser og spisesteder

Udover forlystelserne, er der virkelig mange gode legepladser i Europa Park. Flere gange tager vi en pause, hvor børnene kan lege, mens vi voksne nyder en stille stund og en kop kaffe. Der er opsat behagelige liggestole, bænke og små strandhytter med tag, som forældre kan indtage, mens børnene suser rundt, hvilket er helt perfekt. Og selvom det er højsæson i Europa Park mens vi er afsted, oplever vi på intet tidspunkt ikke at kunne få en god siddeplads. 

Når det ikke lige er tid til forlystelser og leg, er det som regel fordi, det er tid til et måltid. Og den slags er der virkelig gode muligheder for i Europa Park. Restauranterne i de forskellige områder serverer mad inden for diverse temaer - i Grækenland kan man spise gyros, der serveres pizza i Italien, crepes i Frankrig og så videre. Det hele er virkelig gennemført og imponerende lavet. Vi spiser på en Indonesisk restaurant i Holland med udkig til bådene i den pirat-forlystelse vi netop selv har prøvet. Perfekt underholdning til børnene, mens de slubrer nudler. 

Rulantica. Foto: Stephanie Mielnicki
Rulantica. Foto: Stephanie Mielnicki
Rulantica. Foto: Stephanie Mielnicki
Rulantica. Foto: Stephanie Mielnicki

En vild badetur i Rulantica

Fra Hotel Krønasår er der direkte adgang til den store vandpark Rulantica via en gangbro. Vi klæder om, skyller os, og bliver mødt af et vildt syn, da vi træder ind i selve vandlandet, der er bygget op som en hel verden af sjov - selvfølgelig med et nordisk tema. Wow! Der er vandrutsjebaner, kæmpestore bassiner, op til flere pool barer og vandlegepladser til de mindste -  både indenfor, hvor luften er godt varmet op, og udendørs i den friske luft.  

Vi starter blødt ud på vandlegepladsen med det sødeste skovtema, hvor børnene tager sig et par rutsjeture på en trold omringet af fluesvampe, før vi går videre ned i det store bølgebassin. Bassinet er udformet som en indendørs strand med bølger, der skyller kraftigt ind mod land. Børnene hygger sig længe med at hoppe over bølgerne i den lave ende. Vi ender i et af pool bar bassinerne, der er formet som en cirkel med sider, der ligner klipper. Udstyret med badevinger, svømmer børnene rundt og rundt og rundt helt indtil sengetid. 

Rulantica. Foto: Stephanie Mielnicki
Rulantica. Foto: Stephanie Mielnicki

Det er muligt at tilbringe en hel dag i Rulantica. Der er mange timers sjov i de forskellige bassiner, et hav af liggestole til afslapning - inklusive senge og private lounges, der kan tilkøbes - og så er der flere barer og restauranter, som serverer familievenlige snacks og måltider, der kan indtages i badetøj. Bestilling af mad foregår nemt via skærme, og man betaler med det armbånd, man får på ved ankomst, så beløbet trækkes, når man forlader badelandet og afleverer armbåndet. Virkelig smart, så man ikke behøver at have pung eller telefon med ind. 

Aftensmad i Bubba Svens på Hotel Krønasår. Foto: Stephanie Mielnicki
Aftensmad i Bubba Svens på Hotel Krønasår. Foto: Stephanie Mielnicki
Morgenmad i Bubba Svens på Hotel Krønasår. Foto: Stephanie Mielnicki
Morgenmad i Bubba Svens på Hotel Krønasår. Foto: Stephanie Mielnicki

Bubba Svens på Hotel Krønasår

Da vi bor på Hotel Krønasår, er det oplagt, at vi spiser de fleste af vores måltider på hotellets familierestaurant Bubba Svens. Der er buffet både morgen og aften med mad, der gør alle i familien mætte, glade og tilfredse. Børnene har det vildt over den selvbetjente brødrister og nutella-pumpe til morgenmaden, og til aften spiser de pasta med ost, kylling og gnavegrønt. Helt perfekt.

Vi voksne spiser morgenbuffet-klassikere som æg, bacon, pølse, yoghurt med frugt og granola, brød med ost og drikker juice og kaffe. Til aften er der et bredt udvalg bestående af suppe, pasta, kartofler, kød, friske pokebowls og meget mere. Der er desuden en lille slikbuffet at slutte aftenen af på. 

Legerum i Bubba Svens på Hotel Krønasår. Foto: Stephanie Mielnicki
Legerum i Bubba Svens på Hotel Krønasår. Foto: Stephanie Mielnicki

Ikke nok med, at maden er familievenlig, så er omgivelserne i Bubba Svens det i den grad også. I selve restauranten er der højt til loftet og mange forskellige afdelinger, som gør det meget overskueligt at have børn med, som ikke nødvendigvis sidder ned og er stille under et måltid. Ved indgangen til restauranten er der desuden et legerum, hvor børnene nemt selv kan løbe ud og lege, når de er færdige med at spise før resten af familien. Det brugte vi virkelig meget - og mens børnene nyder at tonse rundt, nyder vi at tage os god tid til at spise og tale sammen. 

Silver Lake Station i Silver Lake City. Foto: Stephanie Mielnicki
Silver Lake Station i Silver Lake City. Foto: Stephanie Mielnicki
Silver Lake Station i Silver Lake City. Foto: Stephanie Mielnicki
Silver Lake Station i Silver Lake City. Foto: Stephanie Mielnicki

Silver Lake Station i Silver Lake City

På vores sidste aften spiser vi i området Silver Lake City - et campingområde på den modsatte side af Europa Park. Her serveres også buffet med børnevenlige muligheder som pasta, pizza og burgers, mens vi voksne spiser alt fra tacos og grillet kylling til chili con carne og cæsarsalat. 

Vi får en plads "udendørs" på en slags overdækket terrasse med teltdug på siderne og terrassevarmere, fordi det trods alt ikke er så varmt her i midten af oktober. Men vi har perfekt udsyn til en stor legeplads, som børnene kan løbe ud og lege på, når de ikke længere har lyst til at sidde med til bords. 

Legeplads ved Silver Lake Station i Silver Lake City. Foto: Stephanie Mielnicki
Legeplads ved Silver Lake Station i Silver Lake City. Foto: Stephanie Mielnicki
Legeplads ved Silver Lake Station i Silver Lake City. Foto: Stephanie Mielnicki
Legeplads ved Silver Lake Station i Silver Lake City. Foto: Stephanie Mielnicki

Legepladsen er kæmpestor, belagt med gummiunderlag, og indeholder blandt andet en række cirkusvogne, et enormt damplokomotiv, et tårn med rørrutsjebaner og en hestestald. Der er mange børn derude, som leger fangeleg, og vores børn har det så sjovt, at vi bliver hængende til langt over sengetid. 

Restauranten har desuden et indendørs legeområde, hvor de mindste kan klatre og lege i lunere og mere kontrollerede omgivelser tæt på familien. 

Europa Park. Foto: Stephanie Mielnicki
Europa Park. Foto: Stephanie Mielnicki

Høj kvalitet på alle parametre

Efter vores ophold sidder vi tilbage med en følelse af at have oplevet en perle, vi ikke anede eksisterede. Vi er imponerede over hvor gennemført og velholdt alting er - både på hotellet, på restauranterne, i Rulantica og i selve Europa Park. Der er rent og pænt alle steder, alle faciliteter virker istandsatte og lækre, og niveauet af børnevenlighed er helt fænomenalt. Samtidigt med, at vi som forældre også føler os set, og har lyst til at komme tilbage og gøre det hele igen. 

Anmelder Stephanie og hendes familie i Europa Park. Foto: Stephanie Mielnicki
Anmelder Stephanie og hendes familie i Europa Park. Foto: Stephanie Mielnicki
PRISER
  • En dagbillet til Europa Park koster fra 39€ (voksen) og 36€ (barn 4-11 år)
  • Børn under 4 år er gratis - både i forhold til overnatning og entré
  • Et ophold er under halv pris sammenlignet med Disneyland Paris
Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben