Prøv den lækre, nye legeplads i Postbyen, hvor nærvær og leg er i fokus, så voksne og børn helt glemmer mobilerne.


Nu er det muligt at lege på Danmarks første skærmfri legeplads. Så stik telefonen i lommen, og tag forbi det nye område Postbyen. Her finder I den nybyggede legeplads med post-tema, hvor børnene kan lege løs. De kan bl.a. sætte sig ind i en postbil, bestige en stabel pakker og suse ned ad rutsjebanen eller lege i billetkontoret.
Det er pensionsselskabet Danica, der netop har åbnet den skærmfri legeplads i Postbyen i København, hvor de opfordrer de voksne på legepladsen til at lade mobilen være og i stedet være nærværende sammen med børnene. På legepladsen er der opsat tre diskrete skilte med teksten ”skærmfri legeplads” og et lille hjerte, som skal signalere, at det er en venlig ment opfordring til de voksne på legepladsen.
”Skærmfri zoner kan fungere som små, men vigtige pusterum fra skærmen, der kan styrke nærvær, fællesskab og bidrage til bedre trivsel i hverdagen”, siger Camilla Thind Sunesen, udviklingsdirektør i Danica, i en pressemeddelelse.
Derfor vil Danica give forældrene en hjælpende hånd i kampen mod skærmene:
”Danske forældre gør det godt. Og endnu vigtigere: De gør deres bedste. Men de har også brug for hjælp til at være gode rollemodeller for deres børn. Vi forældre må gå foran og vise, at det er muligt at skabe en sund balance mellem skærmbrug og nærvær – både i det offentlige rum og i hjemmet.”




