Tag på lysvandring, når Copenhagen Light Festival 2026 endnu engang lyser hovedstaden op. Vi viser vej til 7 interaktive lysværker, som vil begejstre børnene.


På med flyverdragten og ud i Kbh, når mørket falder på! Vi guider jer afsted til de mest børnevenlige, interaktive værker på den smukke, gratis lysfestival.

I år kan I via Cph Light Festivals app åbne et lyskort op over København, der guider jer ud på skattejagt efter mange af de smukke lysværker i byen. Sammen med børnene kan I vælge mellem flere ruter, og snuppe det tempo, der passer til jer. Så tag afsted efter lys i mørket!

Oplev Alexander Reichsteins lys- og lydinstallation, som er en strøm af oplyste menneske-silhuetter, der strækker sig over flere hundrede meter. Fordrevet, vandrer de i mørket til et lydbillede af personlige beretninger om at være på flugt.
Hvor? Vestre Kirkegård

Gå igennem Havnegade mellem Nyhavn, hvor der er sat ekstra interaktive værker op til glæde for børnene. Gå også forbi DAC ved BLOX. På fotoet kan I se værket Overgrown med lysende slyngplanter, der breder sig langs kanalens væg. Ved forbipasserende aktivitet dukker nye skud frem, hvor lys strømmer gennem planterne som saft i bladene.
Hvor? Indre By

Besøg værket ReFLECT af Arthur Steijn, hvor I kan opleve lysbuer, der svæver over kanalen og spejler sig i vandet, imens jeres ansigtsbevægelser styrer animationen. Når I smiler eller vipper hovedet følger lyset med og skifter farve og form. Værket udforsker forbindelsen mellem menneske, lys og omgivelser og inviterer til leg og nærvær.
Hvor? Ørestaden

InterArt Studio står bag en interaktiv lysinstallation opbygget af hængende tråde af lilla lys, som I kan bevæge jer indunder. Lyset reagerer på bevægelse og ledsages af lyd. Værket inviterer jer til at reflektere over menneskets ansvar for klimaet.
Hvor? Amager

Ved Broens Skøjtebane og Den Grønlandske Handels Plads kan I opleve et univers af lys med to særlige værker, der hylder Nordatlanten. Glæd jer til en drømmende fortolkning af nordlyset gennem projektorer og reflekterende materialer. Oplev den digitale version af det magiske naturfænomen.
Hvor? Den Grønlandske Handels Plads

Træd ind i den imponerende lys -og lydinstallation, hvor hver af de trekantede, oplyste porte rummer en højtaler, der afspiller fragmenter af en samlet lydkomposition. I denne nye udgave oversætter værket naturens transformerende kraft til lys, gennem en undersøgelse af samspillet mellem eksistens og opløsning.
Hvor? Ofelia Plads

Som et alfabet af tegn, projekteres laserlys op på facaden i 16 forskellige symboler, der i samspil med de eksisterende lydbrønde på pladsen, reagerer på en sammensat lydside. Brøndene spiller hver deres del i en større komposition, og skaber resonans på tværs af pladsen.
Hvor? Frederiksberg

Bliv en del af lysværkerne under Copenhagen Light Festival, når I den 8. februar kan deltage i det 3,4 km lange familieløb. Her får I en lyskæde udleveret, så I kan lyse op i mørket, imens I løber. 5% går til Make-A-Wish Danmark. I kan også pynte jer med endnu flere lys og være med i konkurrencen om lækre præmier.
Hvornår? 8. februar 2026


