Børn i byen har besøgt børneområdet Hjerteland på Heartland Festival - et magisk, kreativt, gakket, interaktivt, legende, lærerigt og fortryllende frirum på børnenes præmisser.

skumpool

Det føles næsten som at have fundet portalen til Alice i Eventyrland eller Narnia, når man passerer den magiske port af guld og glimmer-lametta ind til Hjertelands fortryllende univers. I Hjerteland finder man alt det, som også findes på de voksnes festivalplads - mad, musik, snakke og kunst - her er det bare på børnenes præmisser og altid med et ekstra twist!

Hjerteland

Interaktivitet med et ekstra twist

Alt i Hjerteland fremstår skævt og forunderligt på én og samme tid. F.eks. er minifestivalens pølsevogn placeret 3 meter over jorden, blandt træerne, så de sultne gæster får hejst deres hotdog ned i en lille kurv. Det er både skørt og gakket, men stadig genkendeligt, så børnene kan relatere til det. Ungerne fanger straks, at de selv skal gribe deres hotdogs, når de kommer ned med kurven, og derefter pynte dem med friske krydderier - et interaktivt aspekt, som går igen i alle Hjertelands aktiviterer. Overalt involveres børnene, netop fordi det er Hjertelands filosofi at børn bliver mere modige og kreative, når de inddrages.

Oplevelser der går på kantPølsevogn

Udover det interaktive aspekt, er det gennemgående at alle oplevelserne går på kant. Det som børnene møder i Hjerteland, møder de næppe andre steder. Samtidig får børnene her lov til ting, som de normalt ikke kan eller må derhjemme. F.eks. er der placeret to spraymalede biler midt på festivalpladsen, som børnene kan lege i og kravle rundt på. Ungerne morer sig med at styre rattet, stå på taget, kure ned at forruden og hoppe på køleren - ting man ellers ALDRIG må!

Kreativitet og fordybelse

Også i Rønnebæksholm og Billedskolen Storstrøms kunstværksted slippes fantasien løs. Her får ungerne lov at køre cykeldæk rundt i maling og bruge kroppen som pensel. De får også frie tøjler til at lave garnlabyrinter og spinde som edderkopper med massevis af forskelligfarvede garnruller. Det, der normalt ville blive opfattet som uorden, bliver her budt velkommen og hyldet. Mere æstetisk kaos og kreativ udfoldelse skal man lede længe efter.

garn

Trænger børnene til ro og fordybelse, kan de nørkle i krible-krable værkstedet eller besøge Hjertelands hule-biograf, der er bygget i træ. I hule-biografen kan de trække sig tilbage, og nyde en kvalitetsfilm i mørket, trods det er højlys dag.
Skal de voksne have et break fra de mange aktiviteter, kan de gøre det med en iskaffe, cortado eller latte fra Hjertelands egen lille, øko-kaffebiks. Mange voksne, også uden børn, hænger ud på tæpper og omkring skumpoolen - simpelthen fordi stemningen i Hjerteland er super fed og fri. Et pulserende og livligt frirum, men samtidig en rolig, lille oase.

Store personligheder og stof til eftertanke

På Hjertelands miniscene er der løbende fine og finurlige koncerter, vigtige snakke og ikke mindst besøg af store personligheder. Mens vi udforsker Hjerteland, indtager selveste Thomas Blachman f.eks. scenen. Her sætter han sig til rette, for at besvare spørgsmål fra Hjertelands mindste gæster. De små fingre ryger straks i vejret, for hvor tit får man lige muligheden for at spørge Mr. X-Factor om hans livret, kæledyr og yndlingsfag, dengang han gik i skole!? Til det sidste spørgsmål udbryder Blachman straks: "Frikvarter!", og både børn og voksne ler. Senere kigger Kim Fupz Aakeson forbi, og til DFI's pizza-workshop får børnene lov til at kommandere rundt med Gorm fra Gorms Pizza. Her råber børnene "SERVICE!", hver gang de har færdiggjort en pizza, og så kommer Gorm ellers springende med sin pizzaspade, og smider dem i ovnen.

Thom

Også mere alvorlige emner italesættes i Hjerteland. F.eks. gæster Peter Bleis, der mistede førligheden i en trafikulykke, scenen. Her fortæller han om, at genfinde meningen med livet, og børnene kan igen stille spørgsmål. En vigtig snak, der giver både børn og voksne stof til eftertanke.

Alt i alt er Hjerteland et fantastisk og fortryllende frirum for børn, hvor de både forundres, udfordres og involveres.

Kom med på en tur i årets Hjerteland

Heartland Festival og Hjerteland løber af stablen igen den 30. maj-1. juni 2019.

Hjerteland er udviklet og bygget af kunstnergruppen De Sceneste i samarbejde med elever fra PRO-klassen på Vesterdal Efterskole.
Hjerteland er udelukkende drevet af frivillige og hjælpere fra bl.a. Smagforlivet, DFI, MadeByUs, Gorms Pizza, Dansk Hulebyg, Rønnebæksholm, Billedskolen Storstrøm mv.


Foto af Thomas Blachman: Mikkel Meldgaard
Pige i maling: @daniellaschmidtwojtynka
Diverse fotos og video: Caroline Hemmingsen