Pizza og pasta = de fleste børns favoritter! Sus på italiensk restaurant med børnene - vi viser vej til 5 x børnevenlige italienske spisesteder i København.



Hvem elsker ikke pizza? Det gør de hos Mother, der har lavet surdejspizzaer i Kødbyen i 15 år. Bestil jeres favoritpizza og nyd den i de rare omgivelser - prøv også deres populære søndags-brunchbuffet. Som noget særligt kan børnene få en klump dej, som de må lege med og forme til lige hvad de vil - efterfølgende bages kunstværket i ovnen - genialt!
Hvor? Høkerboderne 9-15,1712 København

Tag børnene med på italiensk restaurant, og nyd lækkerier fra Scarpettas børnemenukort. Her finder I både forskellige snacks, pastaretter, pizzaer og desserter, som vil falde i familiens mindstes smag. Og så er der tegnesager på bordet, så ingen mister tålmodigheden inden desserten.
Hvor? Islands Brygge 81F, 2300 Kbh S og Rantzausgade 7, 2200 Kbh N Nørrebro

Tag turen til Lupo, som I finder midt på Frederiksberg. Her lokker de med skøn italiensk mad - især pasta - i hyggelige lokaler, og de har også en menu til børnene. De små kan gå ombord i pasta, is og chokolade, og så har de puslebord og højstole, hvis I får brug for det. Om sommeren udvider Lupo med udeservering, hvor børnene kan lege frit, imens I venter på jeres aftensmad.
Hvor? Solbjergvej 8, 2000 Frederiksberg

Frankies på Frederiksberg langer de lækreste pizzaer over disken. Her finder I også det sejeste lyserøde legerum med boldbassin, rutsjebane og diskokugle! Ungerne kan også tegne deres egne pizzaer på papir, og aflevere det som en bestilling til køkkenet. Her er masser af underholdning for de små, samt højstole, tegnesager og puslebord.
Hvor? I finder Frankies flere steder: Israels Plads, Frederiksberg og på Strøget

På restauranten Donna får I en oplevelse udover det sædvanlige - glæd jer til italiensk wow-faktor - her er (virkelig) højt til loftet og smukt. Menukortet byder på børnevenlige retter såsom pizza og pasta, men køkkenet er fleksibelt og tilpasser også gerne retterne til børnenes behov. Der er desuden tre højstole til rådighed, og god plads til at bevæge sig rundt på for de små.
Hvor? Vester Voldgade 25, 1552 København
✔︎ Som medlem af Børn i byen får du 10% rabat hos Donna søndag-torsdag


