Endnu en gang afholdes den populære Bilfri Søndag på Nørrebrogade, hvor ungerne kan lege og dekorere gaden med kridt, mens hele familien nyder en hyggelig eftermiddag.


Besøg en bilfri Nørrebrogade den 30. august 2026 – en legendarisk begivenhed, hvor børnene vil elske at lege frit, og I kan nyde den særlige stemning på Nørrebro.

Det er 9. gang, at Nørrebrogade spærres af for biler til Bilfri Søndag. Her inviteres alle ud på gaden til fælles leg. Så tag jeres tegneglade børn med, for der er indkøbt massevis af kridt, så de kan bidrage til årets største kridtmaleri (tag også meget gerne selv kridt med). Til den festlige dag vil et væld af foreninger, aktører og kulturmagere rykke ud på gaden med masser af aktiviteter som loppemarked og aktiviteter for store og små. Så tag familien i hånden og ryk til Nørrebrogade til en skøn, bilfri søndag på Nørrebro, hvor fællesskabet er i fokus.




