En søndag i juni tog jeg min familie med på Pavillon Beer Garden i Fælledparken. Her oplevede vi stedets gratis børneunderholdning og mættede maverne med saftige burgere og kolde drikke.



Nanna er anmelder på Børn i byen, og anmelder alt fra spisesteder til cirkusforestillinger med sin mand og to børn i København.
Vi kendte allerede Pavillon Beer Garden fra vores mange ture i Fælledparken, men denne gang besluttede vi os for at opleve stedet på en af de søndage, hvor der er gratis børneunderholdning. Kombinationen af et underholdende trylleshow, god cafémad og afslappede omgivelser under de store træer gjorde besøget til en hyggelig familieudflugt. Det er et sted, vi gerne vender tilbage til.

Min familie og jeg besøger tit Fælledparken, hvor vi særligt tilbringer tid på legepladserne og løbehjulsbanen. Vi er i den forbindelse ofte kommet forbi pavillonen, som hver gang har set både indbydende og velbesøgt ud. Vi besluttede os derfor at kigge ind en søndag i juni.
Pavillon Beer Garden er omgivet af høje, gamle træer og har udsigt til Fælledparkens grønne arealer og Parkens ikoniske tribuner. Indretningen af stedet er stemningsfuld med flettede havemøbler, lyskæder og masser af grøn beplantning. Der er mange hyggelige kroge, hvor man kan slå sig ned, mens ungerne leger eller nyder børneunderholdningen.
Vi ankom omkring en halv time før dagens børneunderholdning begyndte. Der var god plads, så vi fandt et bord i skyggen, bestilte kolde sodavand og nød de rolige omgivelser. Sommerens hedebølge havde sendt mange mod stranden, men omkring ti minutter før showet, begyndte børnefamilierne stille og roligt at dukke op.

Dagens indslag var et trylleshow med Miguel El Zorro, som hurtigt havde børnene i sin hule hånd. Hans numre så ud til at fange hele målgruppen af børn i forskellige aldre, fra ca. tre til ti år. Han var dygtig til at inddrage dem som både hjælpere og medspillere undervejs i sit show. De små hænder skød i vejret, når han spurgte dem om noget, og begejstringen var tydelig, når et tryllenummer imponerede eller morede dem. Mine børn på fem og syv år var godt underholdt fra start til slut, og bagefter var de ivrige efter mere. Heldigvis var der mulighed for at se et show mere, da Miguel lavede to trylleshows med en par timers mellemrum den dag.
Hvert show varede omkring en halv time, og i pausen mellem de to shows gik Miguel rundt mellem bordene og optrådte med små tryllenumre helt tæt på gæsterne. Den personlige kontakt understregede den hyggelige og uformelle stemning, som præger både stedet og konceptet.



Efter det første trylleshow var det tid til frokost. Menukortet er overskueligt og henvender sig til hele familien med et udvalg af burgere, sandwiches, friske salater og en særlig børnemenu. Vores børn valgte hver en burger med pommes frites, min mand gjorde det samme, mens jeg gik med en kyllingesalat.
Mens vi ventede på maden, smuttede børnene en tur i det lille legeområde ved siden af caféen, hvor der er sandkasser og legetøj til de yngste gæster. Det er en fin detalje, som gør ventetiden lidt sjovere.
Da maden kom, blev vi bestemt ikke skuffede. Burgerne var saftige med sprøde pommes frites, mens kyllingesalaten var frisk og lavet af gode råvarer. Portionerne var gavmilde, og priserne var yderst rimelige.


Pavillon Beer Garden har skabt et koncept, der er svært ikke at holde af. Her kan man søge skygge under de gamle trækroner, nyde en velsmagende frokost og kolde drikke til fornuftige priser, samtidig med at børnene får en gratis kulturoplevelse. Kombinationen af dette gør, ifølge os, Pavillon Beer Garden til et af byens hyggeligste udflugtsmål for børnefamilier denne sommer.

✔︎ Medlemmer af Børn i byen får en kop gratis filterkaffe hver søndag kl. 12-15


