Så er det sommerferie, og endelig skal vi til Norge igen! For vi er så heldige, at de stramme rejseregler grundet Covid-19 ikke har ramt Norge. Det er her, vi har holdt sommerferie de sidste 6 år. 

INVITERET AF HEMSEDAL.COM

Og hold nu op, hvor er det befriende at komme til storslåede Hemsedal, Skandinaviens Alper, som området også kaldes. Efter for mange måneder med restriktioner og hjemmeskoling er det en velsignelse at trække den friske, sunde fjeldluft dybt ned i lungerne, mens øjet skuer ud over de enorme vidder.

Fra skisport til sommeraktiviteter

Vores kæmpe lejlighed, der mere minder om en fjeldhytte, ligger på selve fjeldet, med den smukeste udsigt over dalen og elven, der bruser frugtbart igennem hele området. Vi har faktisk boet præcis samme sted på en skiferie for år tilbage, og der går noget tid inden min mand udbryder, at det er det samme sted. Ungerne kan også pludselig genkende det, men alt ser så anderledes ud om sommeren, når fjeldet har smidt sin tunge snekappe. Og hvis man kun har prøvet Hemsedal fjeldet om vinteren, så bør man altså tage hertil om sommeren. Her er så mange aktiviteter at vælge imellem med alt fra mountainbike, til vandring, fisketure og lækre svømmeture i elven og de mange vandfald.

360 graders udsigt

Vi er her primært for at vandre og kommer ud på flere skønne ture. Den bedste af dem er turen helt op til toppen af "Kvitingatn". Det er en tur, der i alt tager ca. 4 timer, og den er en sand fryd for øjet. Vi nyder turen undervejs, og for hver meter vi går, bliver det bare flottere og flottere. På toppen har vi 360 graders udsigt over hele fjeldet, og selvom det er midt om sommeren er fjeldtoppene sneklædte, og ligner noget fra en Milka-reklame i gamle dage. Vi spiser vores medbragte frokost, og vi har både tørret elgkød og forskellige slags konserves med os. Intet kunne smage bedre her på toppen af Norden. 

Lyst hele aftenen

Udover de skønne vandreture, hygger vi os hjemme med god mad, ild i brændeovnen - og spiller matador til langt ud på natten, fordi vi ikke opdager, at det bliver nat. I Hemsedal opleves det nemlig lyst til over kl. 24 om sommeren. Men ligeså lyst og mildt her er, ligeså hurtigt kan vejret slå om. 

Ufrivillig hule-hygge

Et sådant vejrskifte oplever vi, da vi er på vej til "Fekjaneåenefossen", som er et vandfald. Dagen starter med sol og et par enkelte skyer, men pludselig driver en mørk himmel ind over landskabet, og et aggressivt haglvejr går i gang. Lynhurtigt får vi spændt vores medbragte tæpper ud, som vi egentligt skulle have siddet på. Nu er de i stedet et tag. Ungerne tager dog det hele med højt humør og grin, og synes det er en sjov oplevelse at spise frokost i vores hurtigt hjemmelavede hule. Vi ender såmænd med både at synge og fortælle vittigheder i ly under tæppet, indtil haglvejret endelig giver op og lader os være i fred. 

Og selvom det måske lyder som en barsk omgang, så er det præcis det vi kan lide ved Norge. Naturen er vild, og vi er kun i den på dens præmisser. Det kan man godt glemme lidt i lille Danmark, hvor den vilde natur desværre ikke er så vild mere.

Guld for enden af regnbuen

En stor gave ved at bo på fjeldet er, at man oplever det som om man er ude i naturen, selvom vi sidder lunt i vores lækre hytte. Igennem panoramavinduerne har vi udsigt til massive bjerge i øjenhøjde, og børnene fryder sig over, når vi pludselig er indhyllet i en sky. Vi har kikkerter med, og følger med i de vilde fugles jagt over fjeldet. På grund af de mange vejrskift, vi oplever, er vi så heldige også at opleve en fantastisk dobbeltregnbue over fjeldet, som får os alle til at tro på, at der er guld for enden - så smukt er det.

Friheden og elven bruser

Lige neden for fjeldet, som er en køretur på bare fem minutter, bruser elven sig gennem landskabet. Og den sidste aften har vi den smukkeste solnedgang, hvor vi har taget vores primus med, og laver mad ved elvens bred. Bagefter tænder vi bål og spiser chokolade, og vi voksne får et glas vin. Vi sidder der i den blå time og spiller spillet "Varulv", lige indtil mørket begynder at falde på, for så vil børnene gerne hjem i seng. Om det er træthed eller fordi varulve pludselig virker lidt for ægte i det eventyrlige vilde landskab skal stå usagt, men en ting er sikkert: Eventyret findes i Norge, og man glemmer helt virkeligheden, når man er her.


Faktisk har vi fuldstændigt glemt alt om Covid-19 på vores ferie i Norge. Både fordi nordmændene har styr på sikkerheden og overholder alle restriktioner, men måske endnu mere fordi vi har fået lov at mærke fjeldtoppenes vildskab og elven bruse. For os er det livet og friheden, der har fået lov at bruse igen!

Fakta

Læs mere om Hemsedal her
Vild med vandfald? Gå på jagt efter Hemsedals mange vandfald
Bestig en bjergtop og tjek sikkert ind på bjergtoppen digitalt
10 skønne familieoplevelser i Hemsedal denne sommer
Følg også Hemsedal på Facebook og Instagram

Ta' til Hemsedal

Transport: Det er nemt at komme til Hemsedal - det ligger kun tre timers køretur fra Oslo. Fra Jylland kan I tage færgen til Larvik/Langesund og derfra her I fire timers køretur. 

Bo fantastisk: Vil I bo på midten af fjeldet med smuk udsigt, så prøv at overnatte i en hytte med plads til at være sammen i det norske landskab. Vi boede på Skarsnuten Hotel. Se også andre overnatningsmuligheder her

Tip: Besøg det lokale turistkontor, når I ankommer, og få tips til området, som passer til jeres børns alder.

Husk: Der er god plads i Norge til at holde sommerferie, da der på grund af Covid-19 kun er gæster fra Norden på besøg denne sommer, og der er derfor rum og luft til alle. 

 

Fotos: Caroline Meldgaard