Kan du og ungerne lide at hamre og save? Der findes masser af skønne og charmerende byggelegepladser i og omkring København. 

Bredegrund Byggelegeplads

Adresse: Bredegrund 8, 2300 Kbh S

Bredegrund Byggelegeplads på Amager er delt op i to: en klassisk legeplads, som har åbent døgnet rundt, og en byggelegeplads, som har åbent alle hverdage. Byggelegepladsen består af et stort, farvestrålende klatrelandskab. Her har børn og voksne bygget et stort skib, en hængebro, en svævebane, broer og meget andet. Der er også klatremur og vandleg i samme område, så der kan sprøjtes med vand i de varme sommermåneder. På Bredegrunds klassiske legeplads findes blandt andet tennisbane, badmintonbane, soppesø med skibe, gynger og en sandkasse. Det er desuden muligt at låne go-carts og mooncars eller at trille på egne hjul. Legepladsen brændte delvist ned i 2018 men er blevet bygget op igen.

Remiseparken byggelegeplads

Adresse: Peder Lykkes Vej 79, 2300 København

Byens anden byggelegeplads ligger i Remiseparken - også på Amager. Remiseparken er en bemandet legeplads med områder, hvor børn og voksne har været med til at bygge på en stor borg, en hængebro, en svævebane, en labyrint, broer og en masse andre forhindringer – ideelt til gemmelege.
På byggelegepladsen er der også ca. 15 huse, som børnene kan bygge videre på, og på pladsen foran legepladsens indendørsafdeling er der mulighed for at spille diverse boldspil. Der er også moon-harleyer og sæbekassebiler, som børnene kan køre på, ligesom der kan lånes trægeværer og rollespilssværd.

LÆS OGSÅ: De 5 rutsjebaner

Byggelegepladsen Regnbuen

Adresse: Avedøre Tværvej 5, 2650 Hvidovre

Byggelegepladsen Regnbuen er en fritids- og juniorklub i Hvidovre for børn i 3.-8. klasse. Men udenfor åbningstid er alle velkomne til at gå igennem Regnbuen, men de ting og de huse der er på legepladsen tilhører børnene på Regnbuen, og man skal derfor være meldt ind for at måtte benytte disse. Også Regnbuen har mange dyr, som gæsterne er velkomne til at besøge i åbningstiden.  Regnbuen har 4 heste, 2 geder, 1 gris, 2 gæs, kaniner, marsvin, høns, katte og en edderkop. 

LÆS OGSÅ: De 5 hemmelige legepladser

Få et overblik over alle byens legepladser med Børn i byens interaktive kort her.

Fotos: Bredegrund legeplads og Anders Hviid