Om I er på besøg eller bor her fast, er der en række obligatoriske klassikere i København, som jeres børn bare skal opleve. Her guider vi til 15 af byens must sees, I ikke vil gå glip af!

Vagtskifte på Amalienborg

Amalienborg Slotsplads 5, 1257 København K

Hver dag kan I opleve Livgardens vagtskifte på slotspladsen omkring kl. 12:00. Og når Dronningen har residens på Amalienborg, vil det endda være med musik og optog gennem byen. På disse dage er der nemlig vagtparade fra Livgardens Kaserne i Gothersgade kl. 11:27, hvorfra musikere, tambourer og gardere marcherer forbi både Rundetårn og Kongens Nytorv på deres vej mod vagtskiftet på Amalienborg. Det er altid en sjov oplevelse for de små!

En tur i Tivoli

Vesterbrogade 3, 1630 København V

Ingen Københavner-tur uden et smut i Tivoli! Der er sjov for alle pengene, og både store og små vil have en fest med at drøne rundt blandt forlystelser, legepladser, teaterscener og søde sager, samt de betagende udsmykninger, som Haven efterhånden er mindst lige så kendt for. Der er desuden mulighed for, at I kan holde picnic på plænen, aflevere jeres sutter til sovetrolden i Lykkerosen og spise jer gennem de mange restauranter inde i haven eller boderne i Tivoli Foodhall. 

Shopping på Strøget

Fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen, Indre By

Midt i byen finder I den altid travle gågade, Strøget, som byder på shopping, spisesteder og kultur for hele familien. Gør Strøgturen særligt børnevenlig med et besøg i Disney Store på Amagertorv, en tiltrængt pause på legepladsen bag Helligaandskirken og et lækkert stykke kage fra La Glace. Med små pitstops undervejs, kan det være, at tålmodigheden hos de små rækker lidt længere, så I også kan smutte ind i et par butikker på vejen. 

Mød dyrene i Zoologisk Have

Roskildevej 32, 2000 Frederiksberg

Københavns ZOO er et sikkert hit for børnene! I kan hilse på alt fra pandaer og isbjørne til slanger og dovendyr, mens I kan stille sulten i de mange foodtrucks, der byder på et bredt udvalg af street food, snacks og drikkevarer. I Børnezoo finder I desuden en kæmpe legeplads, som ungerne vil kunne bruge timevis på, når de skal finde ud af, om de løber hurtigere end en gepard og kan svinge sig rundt som en chimpanse.

Tip! Med Børn i byen Klubben får du 20% i udvalgte perioder

Kunst og krea på SMK

Sølvgade 48-50, 1307 København K

Med et besøg på Statens Museum for Kunst, får I ikke kun et kig på de interessante udstillinger. Børnene kan også lade kreativiteten flyde i Børnenes Værksted, hvor de kan male og tegne på livet løs. Husets billedkunstnere står klar til at give en hjælpende hånd, og det er kun fantasien, der sætter grænser. Udover værkstedet og udstillingerne, er museet i sig selv et besøg værd med dets spektakulære arkitektur, der forener den historicistiske hovedbygning fra slutningen af 1800-tallet med den modernistiske tilbygning fra 1990'erne. 

LÆS OGSÅ: De 10 børnevenlige museer

Udsigten fra Rundetaarn

Købmagergade 52A, 1150 København K

Tag ungerne med i Rundetaarn, og lad dem blive rundtossede af at suse op og ned gennem den lange, snoede sneglegang, der fører jer hele 35 meter over jorden. Fra toppen kan I se hele byen oppefra - og hvis I ser godt efter, kan I måske endda se helt til Sverige. I sommermånederne kan I forsøde jeres tur til toppen med en is fra Topkiosken. På udvalgte dage kan I også besøge tårnets observatorium, som er Europas ældste.

Tip! Med Børn i byen Klubben er børn gratis, og du får 50% på voksenbilletter

Tilbage i tiden på Nationalmuseet

Ny Vestergade 10, 1471 København K

Skal børnene have en på opleveren, bør I kigge forbi Børnenes Museum på Nationalmuseet. Her kan de små gå på opdagelse, og på egen hånd udforske vikingeskibet, skolestuen, middelalderkøkkenet, borgen og meget mere. Og bliver museumsbesøget alligevel lidt kedeligt for familiens børn, kan I altid gå på jagt efter en kedsomhedsknap, og se, hvad der mon sker af spændende ting, når I trykker på den - uhh!

Frisk luft på Langelinie

Langeliniekaj 2, 2100 København Ø

Trænger I til lidt luft i ansigtet kombineret med den smukkeste udsigt ud over vandet, kan I gå en tur på Langeliniekajen og Kastellet. Langs kajen kan de bådinteresserede falde i staver over de enorme cruiseskibe, der ofte ligger til kaj, og de mindste kan give den gas på legepladsen lige ved Langelinie Pavillonen. I kan også vinke til Den Lille Havfrue på vej videre mod Kastellet, hvor I kan gå på de høje volde og se på vaskeægte kanoner. 

Kanalrundfart rundt om byen

Kanalerne i København, Indre By

Oplev København fra en af de mange både, der dagligt sejler turister og lokale gennem Hovedstadens kanaler og ud på vandet, hvor byen kan betragtes udefra. Udover at blive klogere på de mange historiske bygninger og monumenter gennem guidens fortællinger, vil børnene synes, at det er sjovt at sejle under alle de lave broer og vinke til Dronningens slot ude fra vandet. Det er en hyggelig og anderledes måde at tjekke de vigtigste seværdigheder af listen på. 

Sjov og leg i Fælledparken

Edel Sauntes Allé, 2100 København Ø

Sæt en hel eller halv dag af til at opleve Fælledparken på Østerbro. Parken er nemlig proppet med sjove aktiviteter for hele familien. Der er store åbne græsplæner, en hyggelig sø og utallige legepladser med både trafik-, tårn- og sansetema. Og så er der den store skaterpark, hvor både store og små kan fyre den af på rulleskøjter, skateboard, løbehjul eller hvad end I har med jer. På parkens vandlegeplads kan I desuden bade på årets varmeste dage. 

LÆS OGSÅ: De 7 seje temalegepladser

Lærerig leg på Experimentarium

Tuborg Havnevej 7, 2900 Hellerup

Er vejret ikke med jer, har byen heldigvis også en masse bud på indendørs oplevelser, I ikke vil gå glip af! Tag for eksempel forbi Experimentarium i Hellerup, hvor de mange interaktive udstillinger indbyder til leg, som samtidigt vil gøre jer klogere på alt mellem himmel og jord gennem videnskabelige eksperimenter, som I selv er en del af. Her kan børn og voksne i alle aldre lade sig fascinere og inspirere af de mange interessante forsøg.

Tip! Med Børn i byen Klubben får du 20%

På skovtur med De glemte kæmper

Taastrup, Ishøj, Rødovre, Vallensbæk, Albertslund og Hvidovre

Tag ud i det blå, og gå på opdagelse i skoven på Københavns Vestegn. Blandt buskadser og trætoppe finder I nemlig de seks glemte kæmper, Teddy Venlig, Oscar Under Broen, Sovende Louis, Lille Tilde, Thomas på Bjerget og Bakke Top Trine, der alle er lavet af lokale genbrugsmaterialer og med hjælp fra frivillige. Pak picnickurven, og drag afsted på den helt store skattejagt, som er sjov for hele familien - hvem spotter mon først den næste kæmpe?

På ski og kælk på CopenHill

Vindmøllevej 6, 2300 København S

Drømmer I om en skiferie med fart under skiene, behøver I ikke at drage mod fjerne himmelstrøg, hvor der er ægte sne og kulde. For i København kan I stå på både ski og snowboard hele året rundt. CopenHill er nemlig et kunstigt anlagt vinterlandskab med skibakke, vandreruter og klassisk afterski-hygge. Så om I er til slalomløb på pisterne, kælkning eller en vandretur med god udsigt, er CopenHill et besøg værd - for hvor tit støder man lige på et skisportssted midt i storbyen?

Det farverige fristadsliv på Christiania

Prinsessegade, 1422 København K

Lad dine børn opleve mangfoldigheden og en anderledes måde at leve på ved at besøge Københavns helt egen fristad. Christiania er en farverig plet med skøre og skæve huse, interessante eksistenser, hyggelige spisesteder og en sjov legeplads og skaterrampe. Når I træder ind på Christiania, er det som om, at tiden går i stå, og I bevæger jer rundt i en hyggelig og afslappet - men også rodet - boble af liv, kærlighed og kaos. 

Nyt møder gammelt i Carlsberg Byen

Mellem Frederiksberg, Valby og Vesterbro

Carlsberg Byen er en af Københavns nyeste bydele, selvom byen i sig selv er en ældre sag. Det historiske område, som blev grundlagt af J.C. Jacobsen helt tilbage i 1847, er nemlig i rivende udvikling, og skal med tiden udgøre en helstøbt bydel med butikker, parker, skoler og lejligheder. Udover at være et interessant sted rent historisk og arkitektonisk, er der også en række aktiviteter på vej i Carlsberg Byen, der skal gøre stedet attraktivt for børnefamilier.

 

Fotos: 1) Terry Mclaughlin, Copenhagen Media Center 2) Lasse Salling, Tivoli 3) Romeika Cortez 4) Daniel Rasmussen, Copenhagen Media Center 5) Romeika Cortez 6) Morten Jerichau, Copenhagen Media Center 7) Caroline Meldgaard 8) Thomas Høyrup Christensen, Copenhagen Media Center 9) Céline Au detour d'un chemin, Copenhagen Media Center 10) Alberte Cornelius 11) Caroline Meldgaard 12) Thomas Dambo 13) Caroline Meldgaard 14) Peter Holliday, Copenhagen Media Center 15) Carlsberg Byen