Hvis du bor i Valby, og er i tvivl om, hvad du og din baby skal lave under jeres barsel, så læs med her, hvor vi deler tips og tricks til de bedste barselsaktiviteter i dit hood. 

CAFÉ-HYGGE

★ Mælk & Honning
Hvor: Gammel Køge Landevej 22M
Den familievenlige café på Gammel Køge Landevej serverer morgenmad og frokost til både børn og voksne. Der er desuden indrettet et legeområde til caféens mindste gæster, som er farverigt, spændende for de små at kigge på, og samtidigt en flot og insta-venlig del af indretningen.

 Riccos
Hvor: Valby Langgade 66
Nyd din velfortjente morgen-, formiddags- og eftermiddagskaffe på en af Valbys mest populære kaffebarer. Hold øje med barnevognen gennem de store vinduespartier, eller tag baby med indenfor i varmen. 

 Bjælkehuset
Hvor: Valby Langgade 2
Mangler du et sted, hvor du kan invitere dine mange barselsgæster på en lækker frokost, så du bliver fri for at handle ind, gøre rent og lave mad, når nogen kommer forbi? Tag dine gæster med på Bjælkehuset i Søndermarken, og spis jer mætte i klassisk smørrebrød. Baby er selvfølgelig velkommen, og mangler du et sted til barnedåben, navngivningen eller den første fødselsdag, så er Bjælkehytten også stedet!

 Coffee Empire
Hvor: Valby Torvegade 15
Endnu en kaffebar, men denne gang midt på torvet i Spinderiet, som er overdækket. Her kan du altså sidde ude ved siden af barnevognen i alt slags vejr - smart! Og så er du jo omringet af butikker, hvor du kan klare dagens indkøb, inden turen går hjem i barselsboblen igen. 

LEG MED BABY

 Valby Bibliotek
Hvor: Annexstræde 2
Din lille baby er måske ikke verdensmester i at koncentrere sig i mange sekunder af gangen, men det er aldrig for tidligt at begynde med lidt højtlæsning! Når tålmodigheden slipper op, kan I heldigvis også bruge biblioteket som tumle- og legestue, hvor I garanteret møder mange andre søde babyer og deres forældre.

 Valby Vandkulturhus
Hvor: Julius Andersens Vej 1A 
Babysvømning er et hit hos de fleste små rollinger, så hvorfor ikke forsøge dig med en tur i det varme vand? I Valby Vandkulturhus er der et varmtvandsbassin, hvor du og din baby kan pjaske løs og blive nogle rigtige vandhunde. 

 Valby Kulturhus
Hvor: Valgårdsvej 4
I Valby Kulturhus er der flere forskellige kulturtilbud til både børn og voksne. Din baby vil med sikkerhed have en fest til både babyrytmik og legestue, hvor der er mulighed for at hilse på en masse jævnaldrende, mens I hygger og har det sjovt.

 Valby Kino
Hvor: Gammel Jernbanevej 36
Babybio er en perfekt beskæftigelse for dig og din mødre/fædregruppe eller måske hygge med en ven, der også har en lille bebs. Hold øje med, hvilke film, der vises i babybio, og slå til, når der dukker noget spændende op. 

Tip! Med Børn i byen Klubben får du 20%

 Langgadehus Plejecentret
Hvor: Valby Langgade 97

Der er ikke noget mere livsbekræftende end små babyer, så hvorfor ikke lade dit pragteksemplar sprede glæde blandt de ældre på jeres lokale plejehjem? Som besøgsbaby i Københavns Kommune tager du og din baby på besøg til en kop the eller kaffe og en snak på tværs af generationer - I bestemmer helt selv, hvor ofte og hvor længe. 

 De lokale kirker
Din baby vil sikkert synes, at det er en fest at synge og lave fagter til babysalmesang i kirken. Tjek tilbuddene i Timotheuskirken, Vigerslev Kirke, Jesuskirken og Aalholm Kirke, og bliv klogere på, om der kræves tilmelding og betaling i jeres lokale kirke. 

SNACKS TO-GO

 Impact Roasters
Hvor: Valby Station og Langgade Station
Hos Impact Roasters kan du hente kaffe til trilleturen med god samvittighed! Udover at servere virkelig god kaffe, er kaffebaren nemlig et socialt projekt, som sikrer en god levestandard for de hårdtarbejdende kaffebønder i Etiopien, hvor kaffen produceres.  

 Paradis Is
Hvor: Toftegårds Allé 40
Der er ikke noget som en god is på en varm sommerdag - eller en hvilken som helst anden dag, for den sags skyld. Tril forbi Paradis Is, og find den ultimative snack, så resten af turen rundt med din lille bliver endnu hyggeligere - mums!

 Emmerys
Hvor: Trekronergade 147B
Efter at have været tidligt oppe igen igen, har du sikkert brug for flere måltider, for at holde dig kørende, inden det bliver frokosttid. Tank op på Emmerys med lækkert bagværk til trilleturen.

LÆS OGSÅ: Guide: De 15 bedste spots i Valby

SHOPPING

 Børneloppen
Hvor: Gammel Køge Landevej 135
Der er mange gode grunde til at kigge forbi Børneloppen, når bebs mangler noget til garderoben eller legehjørnet. Her finder du nemlig billige, brugte varer, som leder efter et nyt hjem. På den måde sparer du både miljøet og din pengepung fra at købe nyt-nyt-nyt.

 Spinderiet
Hvor: Bomuldsgade 4
I Valbys indkøbscenter finder du alt, hvad du har brug for. Tøj, sko, indretning og dagligvarer til både dig og baby. Og så er der en masse hyggelige caféer, hvor I kan slå jer ned, når der er brug for et pitstop. 

 Babysam
Hvor: Roskildevej 181
Med en baby i hjemmet, er der ofte et eller andet, man pludseligt mangler. Alt fra babyservice og drikkedunke til turen til klapvogne og autostole. Det hele finder du heldigvis i Babysam, som har alt, hvad din baby har brug for - og meget mere. Kig forbi og få god vejledning ligegyldigt, hvad I står og mangler. 

GÅTURE

 Søndermarken
Godt nok er Søndermarken en del af Frederiksberg Have, men den fortjener alligevel lidt Valby-kærlighed. Der er nemlig store stier, hvor du kan gå lange ture med barnevognen, åbne vidder, hvor du kan tumle løs med din baby, og så er der en udkigspost med udsigt ind i Zoologisk Have, så I kan kigge på savannens dyr, når I er på tur i det grønne. 

 Valbyparken
Valby har også sin egen park, som tilmed er Københavns allerstørste. Den indeholder op til flere gode legepladser, samt en masse spændende områder, hvor I kan gå på opdagelse - temahaverne, rosenhaven, den grønne frøpark, søen, kysten, trojaborgen, den svenske sten og den gamle benzinstander. 

 Damhussøen
I grænselandet mellem Valby, Vanløse og Rødovre ligger den store Damhussø, som er det oplagte gå-tur-med-barnevognen-spot. Der er grønt, vand og fred og ro og bare helt igennem hyggeligt. 

LEGEPLADSER

 Legepladsen ved Kirsebærhaven
Hvor: Kirsebærhaven 14
På legepladsen er der både aktiviteter for de helt små og for de større børn. Til de små børn som din baby er der for eksempel et lille, grønt bakkelandskab, hvor man kan kravle på opdagelse, vippedyr, en hængekøje og en kæmpesnegl. 

 Legepladsen i Vigerslevparken
Hvor: I Vigerslevparken ved Lykkebovej/Engdals Allé
Der er både småbørnsgynger og babygynger, som med garanti er et hit for de små! Desuden er der en bred rutsjebane, en mini-klatrevæg og en masse stolper, samt et lille piratland med både sandkasse, bro og skib. 

 Legepladsen på Vigerslev Allé
Hvor: Adgang fra Kærskiftevej 151-159
På Vigerslev Allé finder du legepladsen med det perfekte småbørnsområde. Din baby kan både gynge i babygynge, balancere på trædesten og lave sandkager i sandkassen, som kan serveres på sandkagebordet eller i legehuset. 

 Legepladsen i Trekronergade
Hvor: Vigerslev Allé/Trekronergade
Legepladsen har familiehængekøje, så både du og baby kan få jer et hvil midt i legen - ikke dårligt, vel? Derudover er der en vippebænk, et legehus og en sandkasse med tarzanbane og sandkagebord. 

 

Fotos: 1) Mælk & Honning 2) Valby Bibliotek 3) Impact Roasters 4) Børneloppen Valby 5) Stephanie Lau 6) Stephanie Lau