Er du træt af lange gåture i koldt og vådt vintervejr? Vi har fundet frem til en række steder i byen, hvor du kan tage din baby med indenfor i varmen - og hvor I endda kan lave noget, I begge vil synes er sjovt.


Der er både kreative, kulturelle, lærerige og sjove muligheder for dig og din lille i byen. Læs om vores favoritter lige her.

Gør din barselsdag til en ekstra kreativ én af slagsen med et smut forbi Creative Space. Her kan du male på keramik med alle regnbuens farver, mens du får en god kop kaffe. Imens kan baby tage en lur i vognen, i liften eller kigge nysgerrigt med fra dit skød. Babyer er i hvert fald mere end velkomne. Måske din aktive baby endda skal være med til at styre penslen lidt eller lave hånd- og fodaftryk på jeres kreation? En oplagt gave til bedsteforældrene!
Hvor? Gammel Kongevej 154, 1850 Frederiksberg C og Kastelsvej 1, 2100 København Ø

Uanset om din baby sover sødt i barnevognen eller er vågen og klar til at opleve noget nyt, kan I søge ly fra vinterkulden i Dansk Arkitektur Center. Her kan du nemlig uden problemer have barnevognen med rundt på de forskellige etager, hvor den ene spændende udstilling venter efter den anden. Udstillingerne byder som regel på børnevenlige elementer. Det kan være alt fra lysinstallationer og farverige tæpper, der hænger ned fra loftet, til små rutsjebaner og perfekt udsyn til bilerne, der kører på vejen under centeret.
Hvor? Bryghuspladsen 10, 1473 København K
✔︎ Med Børn i byen Klubben får du 20% på Dansk Arkitektur Center

Der er ægte Middelhavsstemning på Glyptoteket, hvor lyset vælter ind i de store sale, og hvor både kunst og indretning tager dig direkte til Romerriget og de gamle grækere. I kan både gå på opdagelse i udstillingerne og kigge på guldfisk i den eksotiske vinterhave. Desværre er der ikke mulighed for at have barnevognen med rundt, men du kan fint lade baby kravle rundt på museet eller tage en lur i bæreselen under jeres besøg. Alternativt kan der lånes en lille klapvogn i forhallen, og så er der fine puslefaciliteter og madpakkeområde i kælderen.
Hvor? Dantes Plads 7, 1556 København V

Der findes nærmest ikke noget hyggeligere om vinteren, end at sætte sig til rette i et blødt biografsæde med en bøtte lune popcorn og nyde en god film. Alt det kan du gøre sammen med din baby, når BIG BIO i Nordhavn inviterer til babybio. Filmens lyd er dæmpet, og lyset i salen er tændt, men ellers er det helt som en normal biograftur. Dog med mulighed for at pusle og varme sutteflasker undervejs. Uden for salen er der desuden barnevognsparkering - og baby kommer selvfølgelig med gratis!
Hvor? Hamborg Pl. 6, 2150 Nordhavn
✔︎ Med Børn i byen Klubben får du 15% i BIG BIO Nordhavn

Søg tilflugt fra vintervejret med en tur på kunstmuseum. Kunstforeningen Gl. Strand har altid farverige og interessante udstillinger, som du kan beundre med din baby på armen, eller mens den lille sover i vognen. Der er nemlig adgang til alle etager via elevator, med undtagelse af kælderen. Og når I besøger museet, så husk også at kigge forbi deres nyåbnede café Lille Fugl, der serverer lækkerier i form af bagværk og kaffe i samme stil som i deres populære bageri i Nordvest, Flere Fugle.
Hvor? Gl. Strand 48, 1202 København K

Sommervarme er der masser af i Botanisk Haves fine palmehus, hvor I kan opleve forskellige eksotiske planter og en fantastisk udsigt oppe fra kuplen. Barnevognen må blive ude i haven, da der ikke er så meget plads at gøre godt med. Til gengæld er der bænke, hvor baby kan få en tår mælk, og så er der ellers fin mulighed for at kravle rundt og udforske. Er I særligt opmærksomme, vil I opdage, at der også er et rigt dyreliv inde i Palmehuset. Der lever eksempelvis både fugle, fisk og frøer.
Hvor? Botanisk Have, Gothersgade 128, 1123 København K

Tag nemt din baby med på Statens Museum for Kunst, hvor barnevogne er velkomne i udstillingerne. Det eneste, du skal være opmærksom på er, at tasker, sutteflasker og mad skal blive i garderoben. Men ellers er der fri mulighed for at beundre de smukke rum og kunsten på museet sammen med din lille følgesvend. Og har du prøvet caféens berygtede pandekager? Mums!
Hvor? Sølvgade 48, 1307 København K

Hvis din baby ikke gider at sidde i vognen, men hellere vil ud og tumle rundt, er Hovedbiblioteket et oplagt sted at få varmen på jeres daglige ture gennem byen. I parkerer barnevognen i stueetagen, og går så op på 2. sal, der er indrettet til børn i alle aldre. Der er et stort gummibelagt tumleområde til de mindste - med masser af fine billedbøger og spændende legetøj på væggene. Desuden er der gode puslefaciliteter og et stort madpakkeområde på etagen.
Hvor? Krystalgade 15, 1172 København K


