Når sommeren går på hæld og regnvejrsdagene kommer tilbage, er det ikke lige så sjovt at være udenfor. Men der er heldigvis masser af indendørs legepladser og museer i Aarhus, hvor børnene kan lege i tørvejr!

Museer

1. Væksthusene

I Væksthusene kan I gå på opdagelse i de fire forskellige klimazoner med smukke blomster og imponerende planter. Spire Ib giver de mindste børn ledetråde, så planterne kan opleves i børnehøjde. Brug øjnene og find spor efter en elefant og bjergged eller lugt med næsen og find krydderurterne. 
Pris: Gratis.
Alder: 5-10 år.

oplevelser for børn i aarhus2. KØN - Gender Museum Denmark

Ta' familien med på museum og lær noget, som du heller ikke vidste før! I museets faste udstilling ”Pigernes og drengenes historier” kan børn og deres voksne synge, føle, lege, ae og tegne sig vej til at blive klogere på køn og barndomskultur. Det er en god mulighed for at lege og lære. Bagefter kan I få et stykke kage på museets café.
Pris: Børn er gratis, Voksne: 75 kr.
Alder: 6-17 år.

3. ARoS

Det er også en oplagt idé, at tage familien med på ARoS, når det regner. Her venter altid en masse sjov i børnehøjde som f.eks. en tur i Regnbuen eller et besøg hos museets største dreng BOY. Hver lørdag kan hele familien være kreative i værkstedet ARoS Studios for bare 25 kr., hvor de skifter mellem spændende aktiviteter for børn i alle aldre, der tager udgangspunkt i museets aktuelle udstillinger. 
Pris: Børn er gratis, voksne 150 kr.
Alder: 6-17 år.

Indendørs legepladser

4. Børnenes Jord

I er sikkert allerede bekendte med legepladsen på Børnenes Jord, men vidste I, at pladsen også har indendørs arealer med mulighed for forskellige aktiviteter, som blandt andet billard, bordtennis og bordfodbold? Der findes også et utroligt fint træværksted, samt et rum, hvor der kan laves lektier eller forskellige kreative udfoldelser alt efter årstiden.
Pris: Gratis.
Alder: 11-17 år.

5. Legepladsen Kappelvænget

Legepladsen Kappelvænget er et skønt frirum og tilflugssted i tørvejr. Men foruden de skønne udendørs aktiviteter, kan man også benytte pladsens indendørs lokaler og kreahus. Her kan ungerne male, lave ting i ler og efterfølgende få det brændt i kreamikovnen. Der er også mulighed for at lave glasperler og andre smykker. Børnene kan også tage deres lektier med og få lavet skoleopgaver i ro og fred. Selv cyklen kan blive fikset i deres cykelværksted!
Pris: Gratis.
Alder: 6-17 år.

6. Legeland Langenæsstien

At træde ind i Legeland Langenæsstien er som at træde ind i en tredimensionel billedbog - en skov af sanseindtryk, der inspirerer til leg. Et overflødighedshorn af muligheder og udfordringer. Der er teaterscene med udklædningstøj, dukketeater, bøger, spil, planter, dukkehus mm., og mulighed for at tegne, male, klippe og klistre. En dejlig tumleplads for de små, deres kreativitet og fantasi. Der er mulighed for at stille barnevognen ude foran, og I kan desuden spise jeres medbragte mad både inde og ude.
Pris: Gratis.
Alder: 0-6 år.

7. Legelandet.dk

Legelandet.dk er et mekka for både store og små, hvor man nemt kan bruge det meste af en dag. Store oppustelige rusjebaner, trampoliner, kugler og et kæmpemæssigt legetårn er hovedattraktionerne, der suppleres af spillemaskiner, minigolf og meget andet. Der er både aktiviteter for store og små. Der er café med mad og drikke og god plads til forældre og madpakker.
Pris: Børn 60-120 kr, afhængig af dag og alder. Voksne gratis.
Alder: 5-17 år.

8. Leo's legeland

Lige overfor IKEA finder du Leo's Legeland. Et slaraffenland for legeglade børn og voksne. Der er både boldpool, piratskib, adskillige rusjebaner og meget mere. Desuden er der en Mini World - et område for de allermindste, hvor man bl.a. finder klodser og andet sjovt i miniature. Her kan man virkelig få mange timer til at gå.
Pris: 70-149 kr. for børn, afhængig af dag og alder. Voksne gratis.
Alder: 2-17 år.

oplevelser for børn i aarhus9. Storcenter Nord

I Storcenter Nord er der altid en masse spændende, sjove og anderledes oplevelser på programmet for både store og små. Frem til november måned venter jer eksempelvis et hav af sjove oplevelser, når centreret inviterer jer på eventyr under havets overflade. Her kan både børn og forældre kan lære om sjove, finurlige og skæve undervandsskabninger rundt i hele centret. Udforsk f.eks. verdenshavene, hvaler eller blæksprutter, eller se små film og spil luftskydespil og vendespil i Foyeren, hvor den fantastiske udstilling begynder!
Pris: Gratis.
Alder: 0-12 år.

10. Dokk1

I regnvejr er det oplagt at tage på biblioteket og kigge i bøger. Så pak madpakken og tag en tur ned på Dokk1. De har selvfølgelig meget mere at byde på end bøger, og der er noget for enhver størrelse på de forskellige etager. I de små sale for de mindste kan der klatres og rutsjes på små ufarlige forhindringsbaner. Der er også et boltre-rum med sansegynger, madrasser og legeskum - og så har de en afdeling med udklædningstøj for de lidt ældre, samt playstation, brætspil og andet sjovt!
Pris: Gratis
Alder: 0-17 år

Fotos: 1) Væksthusene og Botanisk have Aarhus 2) KØN 3) Aros 4) Børnenes Jord 5) Børn i byen 6) Legeland Langenæsstien 7) Legelandet.dk 8) Alberte Cornelius 9) Storcenter Nord 10) Tine Kjær

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.