Politimuseet: Gå på opdagelse i politiets arbejde gennem tiden

Tag familien med på en rejse gennem politiets historie. Her har I mulighed for at se et fængsel og blive klogere på, hvordan politiets arbejde og uniformer har ændret sig gennem tiden.

Barn på Politimuseet
6. februar 2026

Børn i byens anmelder Camilla besøgte Politimuseet med sin mand og to børn på 11 mdr. og 4 år og et vennepar med deres to børn på 5 mdr. og 3 år.

Børn på Politimuseet
Børn på Politimuseet

I hjertet af Nørrebro på Sankt Hans Torv ligger en gammel historisk bygning, som engang var Station 6 og i dag rummer et skatkammer af politihistorie. Vores udflugt startede tværs over torvet – for som alle forældre ved:

Uden mad og drikke duer børn ikke

Dørene til Politimuseet åbner kl. 11, og da museet ikke har café eller madpakkeområde er det oplagt at mætte sig på en af de mange omkringliggende spisesteder. Vi havde valgt at spise brunch på Wulff & Konstali, der ligger lige overfor museet, og med et stort udvalg af små retter, er det et perfekt cafévalg med børn. Prikken over i’et er deres ’Babyccino’, eller børnekaffe, som vores søn kalder det (skummet mælk med ”latte art” i kakao).

Mætte krydsede vi torvet og bevægede os ind i historiens vingesus.

Brunch på Wulff & Konstali
Brunch på Wulff & Konstali

Stop, du er anholdt

Rundturen på museet startede med et besøg i en af udstillingerne, der er indrettet som en gammel politistation. En gammel vægt og højdemåler fangede hurtigt børnenes interesse, og vi gik i gang med at måle hinanden og tale om, hvordan det foregår, når en forbryder anholdes. Faktaboksene på museet er målrettet voksne, og man skal som forældre derfor være aktiv formidler og lege med for at gøre det forståeligt for små børn.

Gammeldags remedier til at måle og veje forbrydere
Gammeldags remedier til at måle og veje forbrydere
Gammeldags remedier til at måle og veje forbrydere
Gammeldags remedier til at måle og veje forbrydere

Bag lås og slå

I en anden udstilling kan man blive klogere på håndjern og fængsler. For de store drenge var den største attraktion en fængselscelle, hvor man kan se træbriksen og tilmed selv prøve at komme bag lås og slå.

Nogle af museets udstillinger er barske og uegnede for børn, med temaer som kokain og kidnapninger. Særligt museets 1. sal har udstillinger, der er uegnede for børn.

Fængselscelle
Fængselscelle
Udstilling af håndjern
Udstilling af håndjern

Til stor glæde for vores to politiinteresserede drenge har receptionen et lille udvalg af politilegetøj. Heriblandt et kortspil med politiets forskellige transportmidler, som nemt kunne fordrive tiden for de to storebrødre, mens mødrene ammede af, inden turen gik hjem.

Politispillekort i museets reception
Politispillekort i museets reception

Som en lille bonus ligger der i baggården en brandstation. Vi var heldige at afslutte besøget med synet af en brandbil samt smilende og vinkende brandmænd – til stor begejstring for de to store drenge.

Brandbil foran museet
Brandbil foran museet

Ferier for børn

I skolernes ferier tilbyder museet aktiviteter for både små og store banditter, som er nysgerrige på alt det, der gemmer sig bag de blå blink.

I vinterferien (uge 7) kan børnene prøve kræfter som efterforskere samt prøve en politiuniform i børnestørrelse og få taget fingeraftryk. Programmet er skiftende, så tjek programmet før jeres besøg. 

Vinterferie for familier på Politimuseet
Vinterferie for familier på Politimuseet
Om Politimuseet
  • Adresse: Fælledvej 20, 2200 København N.
  • Åbningstider: Tirsdag, torsdag, lørdag og søndag kl. 11.00-16.00. Jul og nytår: Museet er lukket til jul og nytår. Ferieåbent: Museet holder åbent alle dage i uge 7, 42 og hele juli.
  • Billetter købes i entréen, 80 kr. for voksne og børn er gratis.
  • OBS: Det er ikke tilladt at have barnevogne med ind på museet, der er plads til et par stykker i husets opgang. Der findes puslebord på museets toilet på 1. sal.
Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben