Indre By er proppet med tilbud, men hvad laver man lige, når man er på barsel midt i byen? Her finder du vores tips til mor- og babyvenlige barselsaktiviteter i dit område.

Café-hygge

Bertels Salon, Foto: Stephanie Mielnicki

Bertels Salon

Kaffe og kage er en sikker vinder hos de fleste, og hos Bertels får du netop det! De har mange forskellige cheesecakes, rawcakes, marengskager og brownies, som står og ser indbydende ud i disken. Det største problem er, at det er svært at vælge! Om sommeren er der mulighed for at sidde ude, og når der i de koldere måneder ikke er dækket op med cafésæt, er der god plads til barnevognen. 

Hvor? Kompagnistræde 5

Kompa'9

Har du været tidligt oppe med den lille, kan du sikkert nå at spise op til flere morgenmåltider inden det bliver frokosttid. Snup et af dem hos Kompa'9, hvor du selv kan sammensætte dit måltid af de små anretninger på menukortet. Der er fint udsyn til barnevognen, der kan stå i gågaden, og er det godt vejr, kan I sidde ude. 

Hvor? Kompagnistræde 9

Sonny

Sonny er et hyggeligt og populært sted, som serverer morgenmad, frokost og god the og kaffe. Atmosfæren er hyggelig og uformel, og lokalerne pæne og tiltalende. Det er et godt hang out til den trætte mor, hvis baby tager en ordentlig skraber efter at have været vågen den halve nat.

Hvor? Rådhusstræde 5

Bar50 på Danhostel

I caféen BAR50 hos Danhostel Copenhagen City er der altid plads til børn – i alle aldre. Fra kl. 10 er der legetæppe med legetøj, bøger, hoppekøer og tegnesager – midt i caféen, så du kan lade børnene lege, før, under og efter morgenmad, frokost eller andet. Der er desuden højstole til babyer, fine puslefaciliteter, mulighed for at få varmet babymad og sutteflasker samt plads til barnevogne indenfor.

Hvor? H.C. Andersens Boulevard 50, 1553 København V

✔︎  Med Børn i byen Klubben får du 20%

Leg med baby

Babyonsdag i Børn i byen Huset, Foto: Stephanie Mielnicki

Rytmik for børn

På Christianshavn kan I gå til babyrytmik allerede fra baby er 3 måneder gammel. Der er to forskellige babyhold, som er opdelt efter alder - de allermindste på 3-7 måneder og de lidt større på 7-12 måneder. Så kan I få en masse sjov rytmikleg ud af jeres barsel! 

Hvor? Arsenalvej 6

Spillebillen

Spillebillen tilbyder rytmik, musik, tumlastik og koncerter for børn og deres voksne. Spillebillen byder velkommen i dejlige lyse lokaler i Peder Skrams Gade bagved det Kongelige Teater.

Hvor? Peder Skrams Gade 3

✔︎ Med Børn i byen Klubben får du 10 %

De lokale kirker

Byens kirker har mange forskellige tilbud til babyer og deres voksne. Tag eksempelvis en tur i Christians Kirke, Helligaandskirken, Sct. Andreas Kirke, Holmens Kirke eller Vor Frelsers Kirke, hvor der er babysalmesang. Det er forskelligt, om der kræves tilmelding og betaling, så orienter dig om forholdene i din lokale kirke, inden du dukker op med salmebog og baby. 

Hovedbiblioteket

Den lille kan slippes løs i legeområdet, mens du får et tiltrængt hvil. Er der stemning for det, kan I også læse lidt højt fra nogle af bøgerne, og ellers bare hænge med de andre børn og deres forældre på den store børneetage LÆS.

Hvor? Krystalgade 15

Snacks to-go

Foto: Stephanie Mielnicki

Food trucks

Indre By er spækket med pladser, torve og gågader, hvor der ofte dukker nye food trucks op, som sælger alverdens lækkerier, du nemt kan tage med dig rundt i byen. Hold de trætte øjne åbne, når du går rundt i byen, og spis dig gennem din barsel med de utallige fristelser, du møder på din vej. 

Kaffebarer

Hold energien oppe med en god kop kaffe til gåturen. Der er heldigvis mange steder at skaffe en dejlig varm kop to-go. Kig for eksempel forbi Lagkagehuset, Espresso House, Starbucks eller Coffee Collective - flere af stederne får du en belønning, hvis du har dit eget genanvendelige krus med, så husk at spørge!

Torvehallerne

Når du befinder dig i Indre By har du gode muligheder for at skaffe snacks to-go af højeste kvalitet. Torvehallerne er et oplagt sted at få stillet sult og tørst, når du er ude med barnevognen. Det er nemt at komme rundt derinde, og du kan hurtigt smutte videre ud i verden med dine nyindkøbte lækkerier i hånden. 

Hvor? Frederiksborggade 21

Shopping

Foto: Børnenes Boghandel

Børnenes Boghandel

Det er aldrig for tidligt at begynde at læse højt og kigge i bøger, så tag din baby med i Børnenes Boghandel og find alderssvarende bøger eller bliv inspireret til, hvad junior kan ønske sig i dåbsgave, julegave eller fødselsdagsgave af klassiske børnebøger, som ethvert barn bør have i sin bogreol.  

Hvor? Skindergade 4

Børnestafetten

Din lokale Mødrehjælpen er et oplagt sted at købe tøj til dit lille myr. Alt er second-hand eller hjemmelavet, og så er det billigt og går til et godt formål. Er din baby allerede vokset ud af en del af sin garderobe, kan du med fordel også tage en pose med og aflevere i butikken, så nogle andre kan få glæde af det. 

Hvor? Dronningens Tværgade 28

Englebørn

Mads Nørgaard laver lækkert tøj til både mænd og kvinder, men har altså også et optur udvalg af børnetøj. Kvaliteten er i top og farverne er friske og glade, så du kommer formentligt ikke tomhændet ud efter en tur i Englebørn. Så er du advaret!

Hvor? Læderstræde 16

Gåture

Foto: Romeika Cortez

Kongens Have

Den store grønne oase midt i byen er et oplagt sted at lufte din lille basse. Haven skifter farve med årstiderne og er altid smuk og velkommende. Er junior vågen kan I hænge ud på legepladsen eller tumle i græsset, og hvis ikke, kan du gå rundt på de mange stier eller slå dig ned på en bænk og nyde roen. Er der brug for det, er det muligt at skifte ble på havens toiletter. 

Nyhavn

Gå en tur med baby i den charmerende havn med de mange farverige huse og hyggelige sejlbåde. Det bugner med caféer, barer og restauranter. Så melder sulten eller tørsten sig undervejs, skulle der være god mulighed for at gøre noget ved det. 

Botanisk Have

Er du til sirligt arrangerede blomsterbede, idylliske søer med dyr og åkander, eksotiske planter i drivhus og træer og buske, der står flot året rundt? Så sving barnevognen en tur med i Botanisk Have på en af dine daglige trilleture. 

Amalienborg

Besøg dronningens slotsplads, når baby skal sove. De mange brosten gør underværker for de stædige bebser, der nægter at overgive sig til søvnen. Og så er det et smukt, historisk sted for dig at gå rundt og rundt og rundt. Mens udsigten over vandet er en af byens mest betagende. 

Ørstedsparken

Søen, de høje træer, bakkerne, broen. Der er mange ting, der gør Ørstedsparken til et lækkert hang out for dig, der er på barsel. Det er et perfekt helle, når der er brug for fred og ro fra byens larm og støj.

Legepladser

Foto: Stephanie Mielnicki

Legepladserne i Ørstedsparken

Apropros Ørstedsparken, er den indrettet med hele to legepladser, der egener sig godt til de mindste legepladsgæster. Der er både vippedyr, store sandkasseområder med sandlegetøj og legehuse, legetårn, rutsjebane og meget mere. 

Hvor? Nørre Farimagsgade 2 og over for Ahlefeldtsgade 16

Legepladsen på Gammelvagt

På Gammelvagt finder I en hyggelig legeplads med aktiviteter for børn i alle aldre. Til de allermindste er der sandkasse, sandkageborde, sandkagebod, vippebord med plads til mange børn og en fugleredegynge. Fugleredegyngen er et godt sted at starte, da den ikke engang kræver, at baby kan sidde selv. Lad baby ligge og nyde at blive skubet frem og tilbage eller sid selv i gyngen med baby på skødet - hyggeligt!

Hvor? Gammelvagt 5

Kunstlegepladsen på Nikolaj Plads

Bag Nikolaj Kirke ligger en småbørnslegeplads, der er udformet som en lille skov. I skoven er der trækroner med huler, hvor den lille kan titte ud til dig, kravlerør og hængebro mellem trækronerne, rutsjebane og edderkoppenet, træ med babygynge, træstubbe og små stendyr, I kan ridde på. 

Hvor? Ud for Nikolaj Plads 5-11

Legepladsen på Sankt Annæ Plads

Der er fokus på sanserne på den indhegnede legeplads i det grønne område midt på Sankt Annæ Plads. Legepladsen byder blandt andet på snurrepinde, der drejer rundt ved kroppens hjælp, legehuse med sanselegetøj, stenheste i en lille hestefold, kravlehuller og en klatreborg med rutsjebane, kikkert og indbygget sanselegetøj. 

Hvor? Ud for Sankt Annæ Plads 13