15. NOV 2025 - 21. DEC 2025

Skidt, Pyt og nissen Hellehopsa Halløjsovs

Det bliver SÅ hyggeligt (igen) i år til juleforestillingen “Skidt, Pyt og nissen Hellehopsa Halløjsovs laver sjov” med efterfølgende nydelse af hjemmebag i cafe’en og klippe-klistre med Skidt og Pyts unikke “Julekreaark”.🥰

Juleforestillingen er en hyggelig og sjov fortælling, hvor de to gårdvæsner Skidt og Pyt får besøg af nissen Hellehopsa Halløjsovs. Kokkepigen Helena har travlt med julebageriet og alle børnene hjælper til. Julekager smager godt, men intet smager så godt som risengrød, og nissen glæder sig umådeligt til årets første skål med risengrød …men hov…hvem og hvad er det nu? …noget går galt….uha…og så sker der selvfølgelig ting og sager!

Forestillingen er også en fortælling, der giver et indblik i, hvordan det var at være barn på landet i gamle dage. Det er ægte, autentisk julehygge. 🧑‍🎄

Forestillingen tager ca 40 min, og vi slutter med fælles dans om juletræet.🎶🎄

Med nissens dejlige julesang i ørerne, går vi efterfølgende ind i den hyggelige cafe, hvor der serveres hjemmebag og drikkevarer. Når maverne er fulde, finder jeg de unikke og skønne klippe/klistre juleark med Skidt og Pyt frem, og så er det bare i gang med saks og lim. Her er også en rigtig “hjernevrider” til de voksne – de skal sandeligt ikke kede sig!

Vi hygger, sysler og børnene plejer også at lege med de gamle legesager som Teatergården gemmer på i alle hjørner og kroge. 🧸

Sluttidspunktet er “flydende”. Jeg sætter tre timer af, men har I brug for at gå før, så gør I bare det – og I får naturligvis julesyslerierne med hjem.

Teatergården er jo et lille sted kun med plads til ca. 30, så du må være forberedt på at dele bord med andre (søde) gæster 😀 Bonus ved det, er at børnene ofte skaber nye venskaber og leger med hinanden, og så kan de voksne jo hyggesnakke og tag en kop kaffe mere 😉

Nøj, hvor jeg glæder mig til en endnu engang at byde hjerteligt velkommen til denne hyggelige og ustressede juleoplevelse sammen med skønne børn og voksne her på Teatergården. Arrangementet anbefales til børn mellem 4 og 9 år.

Mange glade julehilsner fra Elsebeth

Ps. Hvis du ikke har været her før, er det godt at vide, at de tre forestillinger med Skidt og Pyt kan ses i vilkårlig rækkefølge. Persongalleriet og Skidt og Pyts sang går igen og skaber en genkendelighed hos børnene som de nyder.

Ide, manus og skuespil: Elsebeth H. B. Sass
Instruktion: Asger Gomez Frøkov
Musik: Christian Koed
Sang: Mira Manniche Jurcenoks, Anton, Klara og Liva
Dukker: Birgitte Krag Hansen

Tidspunkter

Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben