Ta' på familieudflugt til Odense - det tager under 1,5 time med tog fra København. Vi guider jer til de bedste børnevenlige spots i H.C. Andersens hjemby lige her!


Som en del af det nye H.C. Andersens Hus kan I nu komme på en sanseoplevelse i Eventyrlandet ved H.C. Andersen Haven. I Eventyrlandet er der et hav af oplevelser, alle inspireret af den odenseanske forfatters liv og fortællinger. Her er legeoaser og scenograferede rum, hvor man kan klæde sig ud og bruge rekvisitter til at digte sit eget eventyr. Er man mere til at klippe og klistre har stedet også et fantastisk atelier, hvor man kan male på staffelier eller fordybe sig i andre kreative projekter.
Hvor? H.C. Andersens Hus, H.C. Andersen Haven, 5000 Odense C

Store lokomotiver fascinerer de fleste børn - og på Danmarks Jernbanemuseum midt i Odense, må ungerne både røre, lege og gå på opdagelse i de mange lokomotiver og vogne. I kan bl.a. besøge museets Børnebanegården - en banegård i børnestørrelse, og udendørs finder I et stort lære- og legeområde. Hver dag kører desuden det populære minitog, og som noget nyt har museet investeret i 6 lokomotiver, Koblingerne, et formidlingstilbud til børn i alderen 3-7 år. Alle aktiviteter er gratis, når først entréen er betalt. Børn op til 17 år har GRATIS entré.
Hvor? Dannebrogsgade 24, 5000 Odense C

Gå en tur i den idylliske gamle bydel i Odense, hvor I nemt kan forestille jer H.C. Andersen komme gående på de charmerende, historiske brostensgader. I den gamle bydel finder I flere forskellige hyggelige caféer, butikker og kulturtilbud, hvor I kan stoppe op.
Hvor? Det gamle bydel

Nørregaards Teater er et lille fint storbyteater i Odense. Teatret producerer og præsenterer forestillinger for børn og unge i alle aldre - både egne forestillinger og gæstespil fra andre teatre. Forestillinger spænder fra klassisk teater til mere abstrakt og visuelt teater med f.eks. marionetdukker eller menneskestore hånddukker. Tjek kommende forestillinger her.
Hvor? Filosofgangen 19, 5000 Odense C

Ta' hele familien med på en rejse tilbage til 1800-tallet! På frilandsmuseet, Den Fynske Landsby, inviteres I nemlig indenfor i en tidskapsel fra H.C. Andersens tid kun 11 minutter fra stationen. Museet består af en række gårde og huse, der alle har stået i landsbyer rundt omkring på Fyn og øerne. Med fokus på bæredygtighed og fællesskab giver indblikket i fortiden en ny forståelse af nutidens grønne omstilling. Der er løbende forskellige aktiviteter og arrangementer i landsbyen, dog er stedet lukket fra november-marts.
Hvor? Sejerskovvej 20, 5260 Odense S

Besøg Brandts - et museum med klassisk, moderne og nutidig kunst. Her er der udstillinger for både børn og voksne, hvor I kan fordybe jer og blive klogere på kulturen. I år kan I bl.a. opleve "Himmelspjæt & Tankespring", som er en poetisk sanseudstilling for børn. Udforsk en kæmpe labyrint, spejle & tunneller. Smut også forbi udstillingen, der viser Jakob Martin Strids unikke tegninger, som han har fremstillet til hans prisvindende børnebog "Den fantastiske bus".
Hvor? Amfipladsen 7, 5000 Odense C

Find ud af hvordan livet var før i tiden, ved at lege med de gamle museumsting, der gemmer på mange finurlige fortællinger. Museet danner rammer for forskellige udstillinger, der breder sig over forskellige rum med hvert sit tema. Der er plads til både leg og viden med de mange aktiviteter i børnehøjde, som for eksempel i Børnenes Baggård, et iscenesat bymiljø hvor børn fysisk kan opleve og afprøve levevilkår for 120 år siden.
Hvor? Møntestræde 1, 5000 Odense C

Trænger I til en pause fra alle kulturoplevelserne er Munkemose Park et oplagt sted at tage hen i sommermånederne. Parken ligger i forlængelse af gågaden Vestergade, og er det perfekte sted for børnefamilier at boltre sig - for eksempel kan I leje robåde og vandcykler ved åen, kigge på skulpturer i parken, spille streetfodbold, køre på skate-rampen eller besøge legepladsen med overdimensionerede naturelementer som fugle, sommerfugle og åkandeblade. Børnene vil elske det!
Hvor? Munke Mose, 5000 Odense C

Ta' ungerne med i Odense Zoo! Her kan de mindste ikke kun se alverdens vilde dyr, men også hygge sig på legepladser, klatre, klappe geder og strigle ponyer. I kan også tage ZOO-toget rundt i haven eller besøge Sminketeatret, og få sej ansigtsmaling. Det er desuden muligt at leje både trækvogne og klapvogne, hvis benene bliver trætte, og hvis I har spædbørn med, at der ammestol i puslerummet ved skildpaddehuset og på det bagerste dametoilet ved indgangen. Puslepladser findes i alle toiletområder rundt i haven.
Hvor? Søndre Blvd. 306, 5000 Odense C

Knurrer maverne? Så gå mod Storms Pakhus, som byder på et væld af street food og en rigtigt hyggelig stemning. Her kan I glæde jer til alt fra mexicanske tacos og indisk butterchicken til sprøde, italiensk pizza og lækre vafler som dessert. Inde i madhallen kan I gå på opdagelse i de mange boder og herefter slå jer ned enten indenfor eller udenfor, hvor der venter langborde og god plads til, at børnene kan suse rundt.
Hvor? Lerchesgade 4,5000 Odense C


