Min familie og jeg tog turen til Brorfelde Observatorium for at overnatte i et af deres stjernekiggershelters. Det blev en tur med masser af vild natur, aftensmad i det fri og stjerneskud!


Inviteret af Brorfelde Observatorium

En times kørsel fra byen, ventede der os det dejligste syn. Grønne bakker så langt øjet rækker, vild natur og udsigt til et døgn helt nede i gear. På parkeringspladsen fandt vi nemt den trækvogn, der hørte til vores shelter. Vi læssede den med vores ting, og trak den 500 meter ind i det skønne naturområde.

Ankommet til shelterpladsen, følte børn og voksne sig med det samme hjemme. Og mens vi fik pakket lidt ud og redt op med liggeunderlag, tæpper og soveposer, løb børnene ud for at lege. Den store mammut var et kæmpe hit, og der blev klatret på den sammen med pladsens andre børn, i hvad der føltes som timer.

Vi besluttede os for at gå en lille tur rundt på Observatoriet, og helt oppe på toppen af bakken, fandt vi det dejligste spot med hængekøjer til hele familien. Her lå vi længe og kiggede på køer, talte om skyerne og gyngede hinanden frem og tilbage. En perfekt aktivitet for hele familien.

Tilbage på shelterpladsen var det så småt blevet aftensmadstid. Så vi tændte et bål med den pose brænde, der lå klar til os ved ankomsten, og nød varmen fra bålet og duften af røg, der bredte sig. Vi havde holdt ambitionsniveauet lavt, og skulle bare grille majskolber til den pastasalat, vi havde med hjemmefra.

Udenfor hvert shelter er der et borde-bænke-sæt, hvor man kan sidde og spise. Det fungerede super godt, at man havde sit eget lille sted, men stadig havde frit udsyn til både legeplads og bålsted, så børnene kunne rejse sig og løbe ud og lege, mens vi voksne spiste færdigt. Til sidst mødtes vi ved bålet og ristede skumfiduser over gløderne.

Efter desserten blev vi pludseligt overrasket af en stor flok køer, der gik gennem skoven lige ved vores shelter, for at komme ud på den store eng. Det var en virkelig hyggelig oplevelse, særligt for pladsens børn, der på ingen måde havde forventet at få besøg af de store dyr. Så de løb sammen ind ad lågen til engen for at komme helt tæt på køerne, der gik og græssede.

Da mørket begyndte at falde på, gik vi op på toppen af den store bakke sammen med de mange andre gæster, der var kommet for at deltage i Observatoriets open by night-event "Når du ser et stjerneskud". Der var først oplæg fra en ekspert inden for meteoritter, og efterfølgende var der adgang til de forskellige observatorier med nogle af landets største stjernekikkerter.

Efter en times tid måtte vi gå tilbage til shelteret for at putte to trætte børn. Men efter de var faldet i søvn, kunne vi voksne sidde og kigge på himlen, der langsomt blev mindre og mindre skyet, og pludseligt bød på det ene stjerneskud efter det andet. Et helt vildt syn, som man sjældent oplever i byen, hvor de mange lyskilder og forstyrrende elementer gør det svært at se himlen tydeligt.

Vi var overraskede over, hvor lunt og behageligt det var at sove i det fine shelter. Børnene sov igennem, selvom det langt fra altid er tilfældet derhjemme. Og magien ved at vågne til udsigten af vild natur og fuglefløjt kunne vi alle fire mærke. Efter lidt morgenmad og oprydning, pakkede vi igen vores trækvogn og trillede tilbage mod parkeringspladsen. Og vi er vist alle enige om, at vi må tilbage igen en anden gang.


