Børnevenlige oplevelser i Hillerød

Hillerød ligger centralt placeret i det Nordsjællandske, og byder på flere børnevenlige oplevelser, der er værd at køre efter. Vi har samlet en håndfuld til jer her.

Foto: Hillerød Kommune, Visit Nordsjælland
6. juni 2023
Af Caroline Gruth Hemmingsen

Den lille Færge

Hop ombord på ”M/F Frederiksborg”, og sejl en smuk tur på slotssøen ved Frederiksborg Slot. Turen varer en halv time, og hvis I er heldige (og hvis der ikke er for mange børn ombord) kan børnene få lov at styre langs Barokhaven og Søstien. Færgen sejler fra maj til slutningen af efterårsferien, og har afgang fra Torvet hver halve time. Læs mere om sejltiderne her. Det koster 30 kr. for voksne og 10 kr. for børn.

Foto: Frederiksbrog Slot og Barokhave

Frederiksborg Slot og Slotshave

Frederiksborg Slot, også kendt som Det Nationalhistoriske Museum, er uden tvivl Hillerøds største attraktion - og med god grund. Her kan I bruge maaange timer, også med børn. Besøg f.eks. børneudstillingen “Christian 4. – barn og konge”, kig forbi aktivitetsrummet, hvor I bl.a. kan skrive med fjerpen og blæk eller farvelægge billeder af konger og dronninger. I kan også prøve forskellige sporlege rundt på museet. Læs mere om Børnenes Frederiksborg. Husk også at besøge den smukke slotshave, og gå på opdagelse i de mange forskellige stilarter.

Escapee

Escapee i Hillerød åbnede i 2019, og byder på spænding for store børn og familier! Konceptet er simpelt, det gælder nemlig om at slippe ud af et rum hurtigst muligt, I har 60 minutter. Prøv kræfter med enten "Draculas Kammer", "Area 51" eller "Den forbandede skat", og se om I kan finde ledetrådene, dirke hængelåsene op og løse gåderne sammen som en gruppe. Escaperooms er perfekt som familie-teambuilding, især med store teenagebørn.

Foto: SALTO 

SALTO

SALTO er Hillerøds idealistiske iværksætterprojekt, der skaber bæredygtige børnefamilier gennem viden og fællesskab. Her kan I bl.a. deltage i forskellige hold - der er både aktiviteter for gravide, barslende, småbørnsforældre og skønne babyer, tumlinge og lidt større børn. Hvis ikke I bor i Hillerød, kan I også bare nøjes med at besøge deres familievenlige café: SALTOs Køkken, som tilbyder skøn hjemmelavet mad, mos, kaffe/te og kage. Cafeen har åbent for alle på hverdage 9-14.

Foto: Posens Legeplads, Hillerød.nu

Tour-de-legeplads

Ta' på jagt efter Hillerøds mange legepladser, som I finder på skolernes offentlige arealer, i byen og i naturen. Vi har samlet 3 styks til jer her, som bestemt er et besøg værd:

  • Posens Legeplads
  • Legepladsen ved Hillerød Bibliotek
  • Naturlegepladsen Eghjorten
Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben