De 5 børnevenlige i Ringsted

Ta' familien med til Ringsted, også kendt som Sjællands navle, der byder på masser af børnevenlige aktiviteter og oplevelser.

21. december 2022
Af Caroline Gruth Hemmingsen

Ringsted Svømmeland

Ringsted Svømmeland er et rent slaraffenland for børn og barnlige sjæle. Svømmelandet byder på i alt fire forskellige bassiner: et svømmebassin med 8 baner, som i weekenderne er delt op i 3 områder: ét til at svømme baner, ét til at lege og ét til at springe. Derudover finder I et lege- og undervisningsbassin med modstrømskanal, boblezoner og springvand, et soppebassin for babyer samt et stilleområde med varmtvandsbassin og massagedyser.

Foto: Caroline Hemmingsen

Ringsted oplevelsessti

Er familien til frisk luft, motion og natur, skal I prøve Ringsted Oplevelsessti! En 25 kilometer lang natur- og aktivitetssti med ca. 100 oplevelser, aktiviteter og seværdigheder. Stien tager jer igennem meget forskellige landskaber, bl.a. langs den smukke Haraldssted Sø. På ruten kan I også møde får og kvæg, samt finde borde, bænke, bålhytter og shelters, som I kan overnatte i. Har I små børn med, kan I vælge at parkere på en af rutens mange parkeringspladser, og blot tage en lille tur. Hent evt. den gratis app Ringsted Oplevelessti.

Foto: Caroline Hemmingsen

Sørøverlegepladsen i Klosterparken

I Klosterparken nær Ringsted Outlet finder I den fedeste legeplads til ungerne. Legepladsens centrum består af et kæmpestort sørøverskib med flere rutsjebaner og klatrenet, samt ægte piratflag i toppen! Deruover finder I også en stor blå hval bygget i træ, som ungerne kan klatre på, svævebane og sejt udkigstårn. Legepladsen har blødt underlag, så ungerne ikke slår sig, og borde/bænke, hvor man kan nyde medbragt mad.

Foto: Caroline Hemmingsen

Sct. Bendts kirke

Er man I Ringsted, bør man lægge vejen forbi Sct. Bendts Kirke, som er Danmarks første kongekirke. Ungerne kender den måske allerede fra julekalenderen "Absalons Hemmelighed", hvor Cecilie og Hubert besøger kirken for at stjæle en nøgle til fangekælderen. Kirken rummer masser af vigtig historie: flere af Danmarks store konger og dronninger ligger nemlig begravet her. Besøg både gravene af Valdemar den Store, Knud 6., Valdemar Sejr, Erik Menved og Erik Plovpenning! Kirken har åbent alle ugens dage kl. 10-13. I sommerperioden 1. maj til 31. august er kirken åben kl. 10-16.

Foto: Caroline Hemmingsen

Ringsted Outlet

Ringsted Outlet er Danmarks eneste rigtige Outlet-by - en hel lille landsby med masser af kendte danske og internationale mærkevarebutikker. Umiddelbart lyder det måske ikke børnevenligt - men det er ihvertfald et besøg værd for børnefamilier, der gerne vil spare penge på fede børnetøjsmærker. I outlettet finder I f.eks. POMPdeLUX , NOA NOA , LEGO WEAR og PHISTER & PHILINA. Skal du have tid til at shoppe, kan du evt. installere din partner og ungerne på den fede legeplads i outletbyen, lade dem gå i Haribo-butikken eller spise frokost på The Burger.

Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben