Der er godt nyt for byens børnefamilier, der snart kan besøge det nye, imponerende Statens Naturhistoriske Museum, der venter med spektakulære bygninger og vigtige udstillinger.


Glæd jer til at kunne opleve både Zoologisk Museum (som vi savner, da det har været lukket for renovering og flytter med fra Østerbro til Indre By), Geologisk Museum og Botanisk Museum samlet under Statens Naturhistoriske Museum i en række nye og eksisterende bygninger i Botanisk Have.

Det nye Statens Naturhistoriske Museum bliver på cirka 30.000 m2, hvor omkring 15.000 m2 vil være placeret i eksisterende bygninger, og så kan I opleve nye udstillingsrum placeret under jorden. Her vil bygningerne rumme en naturhistorisk samling med mere end 14 millioner genstande - hvor publikum vil kunne gå på opdagelse i samlingerne af skeletter, skind, dyr i sprit, insekter på nål, planter på herbarieark, fossiler og mineraler, som dokumenterer livets mangfoldighed og udvikling og danner grundlaget for museets forskning, uddannelse og formidling. Den samlede budgetramme for projektet er cirka 1,2 milliarder kroner - det er endnu ikke meldt ud, hvornår byggeriet forventes klar til åbning for publikum.




