Går du ekstra meget op i at træffe grønne valg, efter du er blevet forælder til din lille guldklump, som gerne skal have en klode at vokse op på? Så læs med her, hvor vi giver tips til, hvordan du gør din barsel mere bæredygtig. 

HJEMMET

♥ Stofbleer
Det kan virke som en stor mundfuld at skifte de almindelige engangsbleer ud med den genanvendelige stofudgave, som skal vaskes efter brug. Men har du mod på at prøve det af, så har WeeCare et stort udvalg af bleer i fine mønstre og farver. 

♥ Neutral tøjvask
Det er ikke til at komme udenom, at der bliver vasket en del med en lille baby i huset. Men når du gør det, så sørg for at vaske i neutralt vaskemiddel, så både baby og miljøet bliver skånet for unødig parfume. 

♥ Klude af gamle håndklæder
Slip for at bruge vådeservietter, skumvaskeklude eller andre engangsremedier, hver gang din baby skal have en tør ble. Find i stedet et gammelt håndklæde i skabet, og klip små vaskeklude af det.

Tip! Kludene kan blive dejlig bløde ved at blive lagt i koldt vand inden vask, og derefter ved at du smider en hættefuld eddike med i maskinen. 

♥ Sorter skrald
Det kan godt være, at din baby holder dig beskæftiget de fleste af døgnets timer, men under din barsel er du formentligt mere hjemme end normalt, og du har derfor tid og mulighed for at fikse et godt sorteringssystem hjemme i køkkenet, hvis ikke det allerede spiller.

♥ Bleer i alle slags poser
Hvis du tænker over det, er der mange slags poser, der ender i skraldespanden derhjemme - poser fra rugbrødet, frysefritterne, morgenbrødet og så videre. Brug dem til de brugte bleer i stedet for bleposerne - og hav eventuelt en rulle bionedbrydelige bleposer liggende, hvis du skulle løbe tør.

♥ Vand blomster med badevandet
Der er masser af vand til blomsterne i forbindelse med babys bad. Saml for eksempel vandet, der løber ud, mens du venter på den rette temperatur i en spand, og brug eventuelt vandet fra karret, når baby er færdig med at plaske. 

GARDEROBEN

♥ Køb brugt og stort
Du kommer til at købe en del tøj til baby, mens du er på barsel, så hvorfor ikke gå på genbrugsjagt og spare penge, mens du gør miljøet en tjeneste? Husk også, at du kan købe nogle ting en størrelse større, så de kan bruges med et opsmøj i begyndelsen, og på den måde har en længere levetid. 

LÆS OGSÅ: Den store genbrugsguide: 15 steder med secondhand til dit barn

 Sælg ud af babys aflagte ting
Når der er noget tøj eller legetøj, som din baby vokser fra, så sørg for, at det kommer videre i systemet ved at sælge det, donere det eller låne det ud til venner og familie. Der er ingen grund til, at det samler støv på loftet.

♥ God kvalitet og lang holdbarhed
Om det er genbrug eller ej, er det altid en god idé at sørge for, at tøj, legetøj og andet tilbehør er af god kvalitet. På den måde holder tingene længere, og kan gå i arv gennem generationer - hyggeligt!

♥ Smid ikke plettet tøj ud
Selvom din baby har skidt igennem og pletterne ikke går af i vask, er der ingen grund til at smide tøjet i skraldespanden. Tøj, der er plettet og hullet kan nemlig doneres i en af Røde Kors' containere, så materialet kan genanvendes - bare sørg for, at tøjet hverken er beskidt eller vådt, når du smider det i containeren. 

♥ Lille og overskuelig garderobe
Det kan også være en idé at sortere ud i garderoben og sørge for, at den kun indeholder ting, som rent faktisk bliver brugt. Så kan resten komme videre til en anden, som kan få glæde af det, mens I undgår for meget rod. 

MADEN

♥ Opbevar maden bæredygtigt
De fine beholdere fra Haps Nordic er for eksempel perfekte til en portion grød eller smoothie, der skal gemmes til dagen efter eller med på tur - de laver desuden også madposer, hagesmække, tildækningshætter og en masse andet godt. Bee's Wrap er et godt alternativ til husholdningsfilm, sølvpapir og fryseposer. Frugt og grønt kan nemt opbevares i poser og net i stedet for de tynde plastikposer fra grøntafdelingen.

 Køb økologisk 
Sprøjtegifte er sjovt nok hverken miljø- eller babyvenlige, så sørg for at vælge økologisk, når det er muligt. Skal det være ekstra klimavenligt, kan du for eksempel købe dine økologiske grøntsager hos GRIM, som sælger grønt, der bliver kasseret på grund af overproduktion eller udseende, selvom det intet fejler - og selvfølgelig pakker i et minimum af indpakning og genanvender kasserne.

♥ Frys frugtmos
Når din baby så småt begynder at spise grød og mos, er det begrænset, hvor meget, der rent faktisk glider ned. Derfor kan det virke som spild af mos at åbne en af de færdigkøbte, for at smide resten ud. Tryk i stedet mosen ud i en isterningbakke og smid den i fryseren. Så har du små portioner, der enten kan tøs op og spises som de er eller bruges som topping på en varm portion grød. 

♥ Gem rester
Hvis din baby kun har spist halvdelen af sin havregrød, eller I selv har et par kogte grøntsager tilovers, så gem det og lav bananpandekager, grøntsagsmos eller noget helt tredje - det kan alt sammen smides i fryseren til senere brug.

LÆS OGSÅ: Bæredygtig familie: Undgå madspild

TURENE

♥ Kop til to-go-kaffen
Når du skal på tur med din lille, så husk din genanvendelige kaffekop - enten med kaffe hjemmefra eller så du slipper for to-go-kopperne på byens kaffebarer. Eventuelt de fine fra KeepCup, som tilmed er bæredygtigt produceret i miljøvenlige materialer. Er du kommet afsted uden en dag, så husk i det mindste at sige nej tak til plastiklåget på din engangskop eller sugerøret i din iskaffe. 

♥ Saml skrald på barnevognsturen
Sørg for at have et net med i vognen, så du kan samle det skrald sammen, som du støder på. For hvad skulle du ellers lave, mens baby sover? Det kan også være en idé at have en håndsprit i tasken, så du ikke skal dikke-dikke med skraldefingre, når baby vågner.

♥ Gå rundt
Du kan lige så godt gå byen tynd med sovende bebs i barnevognen, og lade bilen stå, selvom I har en aftale i den anden ende af byen. Udover at være bedre for klimaet, er det samtidigt hyggeligt at udforske områder, som du normalt ikke besøger til fods. Har I pludseligt brug for at komme hjem i en fart, kan du altid springe på en bus eller hoppe ind i et tog eller en metro.

♥ Hav altid et stofnet med 
Der er stort set altid et eller andet, du kommer i tanke om, at I mangler, når du er ude og gå. Måske den friske luft får dig til at tænke klart! Hvis du sørger for altid at have et stofnet med dig, slipper du for plastikposer, når du impulsshopper.

LÆS OGSÅ: Guide: 5 tips til bæredygtig dagligdagsshopping

♥ Våde klude
Baby får ofte beskidte eller klistrede fingre, når I er på tur - særligt når han eller hun begynder at spise selv og kravle rundt på jorden. Hvis du tager et par af dine hjemmeklippede klude med hjemmefra - fugtige i en tæt beholder - kan de bruges som et alternativ til vådeservietter. Også ved bleskift!

FESTEN

Brugte gaver 
Når baby skal døbes, navngives eller bare fejres, så ønsk jer brugte eller hjemmelavede gaver fra venner og familie. Det er hyggeligt at vide, at folk virkelig har gjort en indsats for at finde noget til jeres lille i stedet for et hastekøb i sidste øjeblik i den lokale BabySam. 

♥ Doggybags
Sørg for, at alle gæster bliver tilbudt en doggybag, når de går. Der skal jo ikke mangle noget til sådan en fest, men der kan hurtigt gå madspild i den, hvis I har alt for meget, og ikke selv kan udrydde resterne efterfølgende. 

 

Fotos: 1) WeeCare 2) Stephanie Lau 3) Haps Nordic 4) KeepCup 5) Stephanie Lau