7. DEC 2025

Dans, musik, kreative værksteder og omvisninger i børnehøjde!
Vær med, når vi tre søndage i efteråret inviterer indenfor til ekstra mange børneaktiviteter på SMK. I selskab med KrudtUgleJazz, Dansk Danseteater og museets nysgerrige kunstværter undersøger vi efterårets store særudstilling, Surrealisme på papir, gennem alt fra fabulerende drømmerier, fantasifulde toner og legende bevægelser.
Denne søndag
Danseworkshops
Vær med, når vi sammen med Dansk Danseteater inviterer til kreative danseworkshops på museets store scene. Gennem fantasifuld leg, frie bevægelser og eksperimenterende dans tager vi på en drømmerejse ind i surrealisterne legende univers. I selskab med fire dansere fra Dansk Danseteater forvandler vi os til magiske væsner, skaber fantasifulde billeder med vores kroppe, og danser tegninger frem. Se tidspunkter for danseworkshops nedenfor.
Kreativt værksted
Hele dagen kan børn og deres voksne også besøge museets kreative værksted, hvor drømme og fantasi har frit spil. Udstyret med korkpropper, blyanter og sytråd skaber vi mystiske væsner og spraglede collager.
Omvisning
I kan også gå med, når vores familievært Nikoline Wilken ruller fortælletæppet ud i museets samling. Sammen udforsker vi drømmenes verden, går på opdagelse efter springende tigre og møder mystiske, magiske væsner. Se tidspunkter for omvisninger nedenfor.
Familiefolder
Får I lyst til at gå på opdagelse i museets samling af 700 års kunst på egen hånd, kan I snuppe en familiefolder fyldt med drømmerier, finurlige fortællinger og små aktiviteter. Bered jer på at møde både mystiske væsner, en haletudse på tur og fingre med lange negle, der er på vej ud gennem lærredet. Familiefoldere kan hentes i Informationen.






