Børn i byen har været inde og se "Frost 1 & 2 - Musikshow på is" i Falkoner Salen på Frederiksberg. Læs vores anmeldelse af showet her.



Det er en kold torsdag eftermiddag i januar måned, da jeg sætter kursen mod Falkoner Salen på Frederiksberg med min mand og 4,5-årige datter. Allerede i Scandics foyer bliver vi mødt af flere små piger iklædt isblå prinsessekjoler og med diadem på hovedet - I kan næsten gætte det: vi skal til Frost-skøjteshow! Min datter er stor fan af Anna og Elsa, så der er selvfølgelig store forventninger. Vi kommer gnidningsfrit gennem indgangen, lægger vores overtøj i garderoben og finder vej til vores pladser på række 15. Herfra har vi godt udsyn til scenen, hvorpå der er bygget en kunstskøjtebane - der er altså ikke tale om rigtig is! Jeg havde egentlig forstillet mig, at scenen var større, i og med der er tale om et skøjteshow, men da først showet går i gang, glemmer jeg alt om den lille scene.
At scenen pludselig ikke føles så lille mere, skyldes måske den store LED-skærm bag skøjtebanen, der både levendegør fortællingen og skaber dybde. Skærmen udgør kulissen under hele forestillingen, og tager os med gennem balsale på slottet, snelandskaber, efterårsskove mv. Derudover er der placeret en trappe med et slags plateau, som særligt sangerne indtager under forestillingen.

Frost-showet består af et internationalt skøjte- og akrobatik crew samt fire danske musicalstjerner, som indtager hovedrollerne som Elsa, Anna, Christoffer og Olaf. Det er altså ikke de danske sangere, der står på skøjter, og det skaber i starten en smule forvirringen hos den lille: "Hvorfor er der to af dem, mor?" spørger min datter, da Anna og Elsa skøjter rundt på scenen, alt imens den danske Elsa synger fra plateauet. Det er dog ikke noget, hun bider yderligere mærke i, og de danske sangere smelter naturligt ind i resten af showet.
Forestillingen rummer alle de kendte sange fra både Frost 1 og 2, og min datter nynner gladeligt med på flere af dem, f.eks. "Skal vi ikke lave en snemand" og "Lad det ske". Det er helt klart en fordel, at have set filmene, for genkendelsens glæde er stor - både hvad angår sangene, men også de små, sjove citater, som når Olaf f.eks. kalder på "Susanne". Sangerne er super dygtige, og stemmerne lyder imponerende meget som de originale fra filmene.

Skøjteløbselementet tilfører både showet elegance, et strejf af magi og fuldender ligesom hele frost-temaet. Vi har aldrig før set et skøjteshow på den måde, og da slet ikke med alle de tricks og rekvisitter. Foruden smukt koreograferede skøjteseancer indeholder showet også masser af hæsblæsende akrobatik - og man skal altså ikke have dårlige nerver hér! Akrobaterne flyver rundt i luften, i saltoer, i reb for loftet, på vipper mv., og vores datter påpeger efter showet, at det netop er alle disse seje tricks, der er det bedste ved showet.
Frost-showet leverer virkelig. Vi er underholdt fra start til slut, og der sker hele tiden noget på scenen. Det ene vilde, glimtende og farverige kostume udskiftes med det andet, nye rekvisitter hives frem, akrobaterne tager pusten fra os, og sangerne synger for fuld kraft - alt sammen i Disneys vidunderlige Frost-univers. Ej at forglemme rensdyret Svend, der skøjter rundt på alle fire, til stor begejstring for de små publikummer.

Egentlig har vi ikke rigtig kritikpunkter til selve showet, men flere af de omkringliggende faktorer gør, at vi som børnefamilie ikke kan give oplevelsen som helhed fem stjerner. Først og fremmest ligger showet en hverdag kl. 18, hvilket er alt for sent for showets primære målgruppe: børnene. Vores datter ytrer, at hun er klar til at tage hjem i seng, da første akt er færdig - her er kl. 19, og hun plejer at blive puttet efter en lang dag i børnehave. Vi bliver dog, og hun kæmper sig igennem anden akt (der varer til kl. 20), hvilket vi er glade for, for her optræder troldene bl.a.
Hertil bliver vi nødt til rette en kritik af det merchandise, som sælges både i foyeren og i salen. Alt hvad der sælges, minder mest af alt (sorry to say) om billige kopivarer fra Wish, og efter vi har givet 75 kr. for en lysende tryllestav med en dukke på, der mangler et ben, taber hun både arm og halskæde samme aften.
At showet er så underholdende og i virkeligheden meget mere end et skøjteshow gør dog, at vi kan se gennem fingrene med disse omstændigheder - og vi vil klart anbefale showet til alle Frost-fans! Hvis I er hurtige, kan I nå at købe billetter til showet i Odense den 28. marts, hvor der heldigvis også afholdes et show kl. 14.30 og ikke kun kl. 18.


