Gør holdt ved en gennemført legeplads, når I bevæger jer rundt i landet! Danmark lokker med mange særlige legespots, som er værd at køre efter - vi serverer 17 geniale af slagsen!



Pak børnene og smut til Nordhavn, hvor Konditaget Lüders gemmer sig på toppen af et stort parkeringshus. Ved første øjekast kan man ikke se, at der ligger en stor, fed legeplads på toppen af det 24 meter høje p-hus, men det gør der altså. Her er både trampoliner, klatrespiral, gynger, masser af træningsfaciliteter og selvfølgelig en fantastisk udsigt over havnen og Øresund. Husk også at besøge den nye lommepark, som ligger lige ved p-huset.
Hvor? Helsinkigade 28, 2100 København Ø

Ta' ungerne med på den fine Tårnlegeplads i Fælledparken. Legepladsen er bygget op omkring fem af Københavns mest markante tårne: Vor Frelsers Kirke, Rådhustårnet, Rundetaarn, Marmorkirken og Børstårnet. Legepladsen lægger op til høj fysisk aktivitet og stor interaktion mellem børnene.
Hvor? Frederik V's Vej 4, 2100 København Ø

den 20.000 m2 store naturlegeplads i Valbyparken er åbnet efter en omfattede renovering, og her kan børn i alle aldre gå på opdagelse på sjove stier, i tunneller og blandt anderledes legeredskaber. Der er også et par klassiske gynger, en rutsjebane og legetårn. Bered jer på timevis af leg!
Hvor? Hammelstrupvej 41, 2450 København SV

Hop på metroen til Ørestaden, hvor den nye legeplads Skovrummet står klar. Her kan I besøge legepladsen, som venter med forhindringsbane, rutsjebane, klatrebane og karrusel. Legepladsen Skovrummet er inspireret af Fælledens natur og dyreliv, derfor kan ungerne rutsje ned fra en kæmpe klyde, klatre rundt i en ørnerede og gemme sig i havtornhuler.
Hvor? Else Alfelts Vej 83, 2300 København S

I Skydebanehaven på Vesterbro ligger den skønne legeplads som en perle midt på det tætbebyggede Vesterbro. Vartegnet er en kæmpestor, farvestrålende papegøje, der har en bred rutsjebane. Her er også en stor sandkasse, tipi, boldbaner, klatrenet, vippe, klatretårn, svævebane og bare en rigtig hyggelig stemning. Så tank op på kaffe og slip de små fri til leg.
Hvor? Absalonsgade 12 1658 København V

Smut nordpå og stop ved Taarbæk Havn, hvor I finder den smukke skolelegeplads, som er bygget som en lille havneby i børnehøjde. Her kan ungerne smutte op i fyrtårnet med rutsjebane, klatre på det store fiskestativ, holde øje i udkigstårnet og meget mere. Vær opmærksom på, at det er skolens legeplads - så sørg for at besøge den om aftenen eller i weekenderne, når klokken har ringet ud.
Hvor? Taarbæk Strandvej 96, 2930 Klampenborg

Naturlegepladsen Kronhjorten, også kendt som Skovlegepladsen ved Skodsborg Station, er designet over historien om kongernes hektiske og imponerende parforcejagter i skoven. Her kan større børn klatre på bl.a. jagthunde, heste og jægere, mens mindre børn kan prøve det lille lokomotiv med mange vogne og gemme sig i huler til "Stationsrotter" og "Skovmus".
Hvor? Bøllemosevej 6. 2942 Skodsborg

Tag en tur ud af byen til Madsby Legepark, der er et kæmpe udendørs legeland, hvor I meget hurtigt kan få en hel dag til at gå. Det er gratis at besøge parken, se dyrene og lege på legepladserne. Har I lyst, kan I snuppe en tur i det fine minitog (kræver betaling) eller gratis køre løs i de sjove mooncars. I kan også dyste i minigolf eller prøve en tur i parkens både. Har I brug for snacks? Så kan I forsyne jer i Madsbykiosken, hvor I kan købe is, mad, slik og drikkevarer.
Hvor? Lumbyesvej 45 7000 Fredericia

Tag turen ud af byen til Industrimuseet i Horsens, som står klar med en eventyrlig legeplads, som I gratis kan lege løs på. Her kan børnene kravle, klatre og rutsje rundt i industrihistorien. Dampkedel, svinghjul, møtrikker mv. forbereder jer til, hvad I kan opleve inde på museet. Hvis I tør, kan I også tage en rutsjetur ned af den syv meter høje gastank!
Hvor? Gasvej 17-19, 8700 Horsens

I Skanderborg kan du opleve børnebogsforfatteren Ole Lund Kirkegaards skæve univers på den fantastiske legeplads, Sløngel Pladsen, som blev bygget i 2021. Rid på næsehornet Otto, gem jer for Orla Frøsnapper i cirkusvognen, hop på trampolin og meget mere. Legepladsen ligger i Byparken, som har en fin udsigt over Skanderborg Sø.
Hvor? Byparken 3, 8660 Skanderborg

Sæt kurs mod en miniudgave af Koldinghus. Her kan børnene bl.a. lege løs på klatrestativ og rutsjebane, og legepladsen er udstyret med et blødt faldunderlag, så børn i alle aldre roligt kan tumle løs. Foruden Koldinghus byder Legeparken på vandcykler, robåde i sommerhalvåret, kiosk, moon cars og masser af timers god leg på de forskellige gynger og legestativer.
Hvor? Grønningen 4 6000 Kolding

Besøg Danmarks største legepark på 12.500 m2. Her kan børnene kan gå på opdagelse i Riberhus Slot, klatre op i Stormflodssøjlen, svæve som fuglene i Vadehavs-området, spise medbragt kage eller madpakker i Vikingehusene og derefter bestige Galgebakken. Eller hvad med en tur på en af parkens 20 rutsjebaner? Her findes også Nordeuropas længste enkeltstående legeunivers, som er en forhindringsbane på 107 meter.
Hvor? Sportsvej 8, 6760 Ribe

Prøv at besøge den historiske skovlegeplads i Viborg, hvor det glubske vildsvin og dets unger sammen med borgtårnet og den middelalder-inspirerede gynge venter på jer på den vilde legeplads Børnenes Hald. Både tårnet, vildsvinet og gyngen er omdrejningspunkterne for legepladsen, som henviser til de historiske omgivelser legepladsen er en del af.
Hvor? Ravnsbjergvej 69, 8800 Viborg

Besøg Jernbanemuseet i Odense, som har en fantastiske legeplads, hvor børnene kan kravle ind i det 15 meter lange lokomotiv, der rummer instrumentbræt, fyrrum, ildkammer og askerum. Børnene kan også kravle op i et 8 meter højt vandtårn og få en rutsjetur fra toppen, som giver sus i maven. Jernbanemuseet er også en stor oplevelse, hvor I bl.a. kan få en tur i mintogene. Børn har gratis entre.
Hvor? Dannebrogsgade 24, 5000 Odense C

Tag på tur til Egeskov Slot, som lokker med de dejligste rammer for leg og nærvær . Legeskoven er designet med riddertema og tilsat eventyr. Løb en tur igennem den store labyrint, snup en tur på de to svævebaner, som giver jer en 80 meter lang flyvetur, eller prøv hoppepuden og de mange legeaktiviteter.
Hvor? Egeskov Gade, 5772 Kværndrup

Besøg den fine sæl-legeplads på Lolland, som er fra 2021 og som er placeret i smukke omgivelser ved Hestehoved Strand i Nakskov. Her kan I lege på de to venlige sæler - en mor og en babysæl. Her er der masser af detaljer at gå på opdagelse i - både ud- og indvendigt. I kan klatre op, rutsje ned, kravle indenfor og lære de to sæler bedre at kende.
Hvor? Hestehoved Strand, Nakskov

Besøg Hindsgavls Naturcenters store legeplads, hvor I kan opleve og røre jer i den smukke natur. Området byder på masser af sjov hele året og har aktiviteter for forskellige aldersgrupper. Prøv tarzanbanen eller kravl løs i de mange udfordrende legeredskaber. Legepladssen er omkranset af borde, bænke og bålpladser, hvor I kan nyde jeres medbragte mad.
Hvor? Galsklintvej 2 , 5500 Middelfart

Besøg Odense Zoo, hvor I udover at møde alverdens dyr også kan lege løs på flere superfine legepladser. Her møder i bl.a. en 8 meter lang løve, som I kan kravle til tops på. Slå jer løs på svævebanen eller øv jeres balanceevne på de mange legeredskaber. Her er også høje tårne, der giver udsigt til klatrende chimpanser og meget mere.
Hvor? Søndre Boulevard 3065000 Odense C


