Ender I altid i den samme svømmehal med ungerne? Snup cyklen, toget eller bilen og prøv en svømmehal, I ikke er hoppet i før.


I Roskilde Badet er der en masse sjove aktiviteter for hele familien. Hop en tur i aktivitetsbassinet, hvor der er plads til leg og plask for hele familien. I kan også prøve legeredskaberne eller tage en tur i modstrømshvirvlen, der fører jer rundt i en susende fart. For de helt små er der både et babybassin og et fint børnebassin i midten af bygningen, hvor bassinet langsomt bliver dybere og en lille rutsjebane. Har I mod på det, kan I også tage en tur op ad den 4,5 meter høje klatrevæg og springe ud i bassinet oppe fra toppen.
Hvor? Roskilde Badet, Bymarken 37, 4000 Roskilde
Midt i et lille skovstykke i Gentofte ligger den smukke Kildeskovshallen, hvor I kan tage en dukkert med den smukkeste udsigt ud til det grønne. Her finder I blandt andet et børnebassin med rutsjebane, skægt legetøj, bælter og vinger. Her er også et babybassin til de små og sauna til efter svømmeturen.
Hvor? Kildeskovshallen, Adolphsvej 25, 2820 Gentofte

Ta' nordpå og besøg Værløse Svømmehal, hvor der er masser af sjov for ungerne. Smut i det 30 grader varme soppebassin eller slap af i boblezonen og leg under paddehatten. I aktivitetsbassinet kan I lege frit, blive udfordret i modstrømmen eller blive masseret af massagedysser og plaske under mammutbruseren. Husk at snuppe en tur i den 55 meter lange vandrutsjebane.
Hvor? Værløse Svømmehal, Kirke Værløsevej 60, 3500 Værløse
Sæt kurs mod Køge Svømmeland, som har et væld af sjove bademuligheder. Her kan I plaske og lege i det 30 grader varme legebassin, hvor der er legeting, vandkanon og modstrømskanal. Prøv også stedets hele 60 meter lange rutsjebane eller tag et hvil i boblebassinet. Til familiens mindste er der et lunt babybassin.
Hvor? Køge Svømmeland, Ølbycenter 104, 4600 Køge

Tag turen til Bagsværd Svømmehal, hvor I i byens svømmehal kan glæde jer til udspringsbassin med klatrevæg, kild i maven i vandrutchebanen, legebassin med modstrømsanlæg, roligt babybassin og meget mere. I kan også tage et smut i saunaen efter jeres svømmetur. Her er der mulighed for særomklædning til familier.
Hvor? Bagsværd Svømmehal, Værebrovej 156, 2880 Bagsværd
Flintholm Svømmehal blev bygget i 2017, og den lækre svømmehal byder bl.a. på to vandrutsjebaner, et babybassin, et lunt legebassin og caféområde helt nede ved bassinkanten. I det hyggelige babyområde venter en lille vandrutsjebane, en vandsprøjtende slange og et springvand. I morskabsbassinet kan I boltre jer blandt vandkanoner, vandfald og massagedyser. Lufttemperaturen i svømmehallen er 31 grader, så I kan snildt holde varmen. Ud over de almindelige omklædningsrum, er der særlige familie-omklædningsrum.
Hvor? Flintholm Svømmehal, Bernhard Bangs Alle 41, 2000 Frederiksberg
Tag en tur til Greve Svømmehal, der er en af landets største svømmehaller. Her lokker de med både børnebassin, babybassin, tårne og vipper. Glæd jer til masser af god plads til at lege og plaske, og så er der skruet godt op for temperaturen i svømmehallen, så I ikke fryser. Der er gode pusle- og omklædningsfaciliteter. Svømmehallen ligger 300 meter fra Greve Station.
Hvor? Jørgen Bachs Pl. 1, 2670 Greve


