5 x klassiske forlystelsesparker I skal besøge med børnene

Sommeren står for døren og landets forlystelsesparker er i fuld sving. Er ungerne vilde med rutsjebaner, karruseller og candyfloss, så besøg en klassisk forlystelsespark.

Foto: Djurs Sommerland
19. juni 2023
Af Nanna Enevoldsen

Her kommer et bud på 5 af de mest populære.

Foto: BonBon-Land

BonBon-Land

Børn er tossede med BonBon-Land! Klaptorsken, Den Skøre Skildpadde, Hestepærerne, Vild-Svinet, Alba-Tossen, Vandrotten, Sprutten og Hundeprutten. Navnene på forlystelserne i det kuleskøre BonBon-Land stammer fra de populære slikposer fra 90’erne. Familier som graver guld, går i Bon-Bio, sejler rundt i andebådene og i det hele taget nyder parkens mange forlystelser, er synet, der møder en i BonBon-Land. Når indgangen er betalt, er alle forlystelserne gratis, men i godt vejr er køerne lange, så man skal væbne sig med en god portion tålmodighed, hvis solen skinner over Holme-Olstrup.

✔︎ Med Børn i byen Klubben får du 25% hos BonBon-Land

Foto: Djurs Sommerland

Djurs Sommerland

Er I klar til fart, spænding og leg for hele familien? Så besøg Djurs Sommerland med masser af temalande, Danmarks største rutschebaner, et kæmpestort vandland og mere end 60 forlystelser. Djurs Sommerland er Nordens største sommerland beliggende i Jylland, lidt nord for Århus (man kan også tage færgen til Ebeltoft og køre til parken på en halv time). Djurs Sommerland har også et Bondegårdsland med 10 ret nye forlystelser. Mærk blandt andet suset i det frie fald fra vandtårnene eller flyv af sted i rutschebanen i en sky af hønsefjer. Bondegårdsland er fyldt med sjove oplevelser for både børn og deres legesyge forældre. Her kan I uden tvivl få jer en uforglemmelig dag.

Foto: Bakken

Bakken

Bakken er verdens ældste forlystelsespark. Stedet opstod omkring en kilde, hvis udspring blev opdaget helt tilbage i 1583, og siden dengang har Bakken været samlingssted for folk fra nær og fjern. Det er den stadig – familier kører gerne langt for en skovtur i Dyrehaven efterfulgt af en tur på Bakken, der råder over alle de gode traditionelle forlystelser, og så er Pjerrot en af stedets populære ansigter. Det er gratis at komme ind, men forlystelserne koster.

✔︎ Med Børn i byen Klubben får du rabat på Miniturbånd og Turbånd på Bakken

Foto: Fårup Sommerland

Fårup Sommerland

Alle, der er til action med eller uden vand, vil kunne få tilfredsstillet deres lyster i nordjyske  Fårup Sommerland. Her kan de små få en tur i en go’ gammeldags karrusel i sommerlandets Mini-tivoli, de større kan udfordre sig selv i Mine-Expressen eller med Fårup Rafting og de endnu større kan forsøge sig som bjergbestigere i det store edderkoppespind eller blive rundtossede efter en tur i den 130 meter lange vandrutschebane i sommerlandets våde aquapark. Sommerlandet lægger op til en sjov og hyggelig dag med madpakker, og i Babycarecentret kan babyer få opvarmet mælk og mos, samt udleveret gratis bleer.

Foto: Caroline Meldgaard

Sommerland Sjælland

I Sommerland Sjælland, en times kørsel fra København, finder I som småbørnsfamilie et frirum, hvor der er aktivitet, men også luft og plads omkring jer. Der er ca. 70 forlystelser for store og små i den store grønne park, der i den grad indbyder til leg og hygge - også på skovturstæppet. Her kan familien være aktive sammen i klatrebaner, junglesti, hoppecykler og legeområder. En af hovedattraktionerne er Den Blå Lagune – Sjællands største badeland. Sommerlandet har desuden en stemningsfuld westernby, et populært minilegeland, Amazonas jungle, et racerland og meget, meget mere. 

✔︎ Med Børn i byen Klubben får du 20% i Sommerland Sjælland

Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben