Hvis I savner at hoppe i bølgen blå, så fortvivl ej. Der findes et hav af sjove, varme og familievenlige badeoplevelser i Aarhus og omegn!

Foto: Landal Greenparks

Badeland Søhøjlandet

Kun en halv times kørsel fra Aarhus finder I badelandet i Landal Søhøjlandet, der er den helt ideelle destination, hvis I er på udkig efter et badeland med aktiviteter for hele familien. Her kan I boltre jer i det tropiske og børnevenlige badeland, der har alt fra børnebassin med vandtemperatur på 34 grader til vandrutsjebane på 56 meter og selvfølgelig spabad. Hele familien er garanteret sjov og vandpjaskeri i timevis, uanset om I trænger til afslapning i spabadet, action eller fart over feltet i rutsjebanen.

Hvor? Landal Greenparks / Lille Amerika 10, 8883 Gjern

Lyseng Svømmebad

Lidt uden for Aarhus ved Højbjerg ligger Lyseng Svømmebad, som byder på varmtvandsbassin (33 grader og en vanddybde på 90 cm) med tre rutchebaner, et springbassin (27 grader og en vanddybde på 4,2 meter) samt et trænings- og motionsbassin (27 grader og en vanddybde på max 180 cm). Motionsbassinet deles i to sektioner, hvor der er mulighed for banesvømning i den ene, og sjov og leg i den anden. Lyseng har to familie-omklædningsrum, hvor hele familien har mulighed for at klæde om sammen. Det er dog ikke muligt at lade sit tøj blive liggende her. Man kan i stedet låse det inde i skabe i selve svømmehallen. I de almindelige omklædningsrum finder du badekar, pusleplads og kravlegård. Lyseng Svømmebad afholder desuden Aqua Days, hvor der er vandbane, trope- og polarland.

Hvor? Lyseng Svømmebad / Lysengvej 4, 8270 Højbjerg

Foto: Badeanstalten Spanien

Badeanstalten Spanien

I hjertet af Aarhus finder du Badeanstalten Spanien, og selvom navnet måske leder tankerne hen på gammeldags dampbade, så gemmer der sig et topmoderne svømmebad indenfor. Der er både et varmtvandsbassin (34 grader og en vanddybde på 60 cm), et trænings- og motionsbassin (28 grader og en vanddybde på 112-180 cm) samt et børnebassin med en lille rutchebane (28 grader og en vanddybde på 90 cm). Omklædningsrummene er særdeles baby- og børnevenlige med kravlegård, puslepladser, badekar mv. Er I på udkig efter en anderledes svømmeoplevelse, så besøg Grossererbadet på 3. sal. hvor der er fokus på velvære. Grossererbadet er for hele familien, men husk at reservere plads, da der her er begrænset antal pladser.

Hvor? Badeanstalten Spanien / Spanien 1, 8000 Aarhus C

Gellerupbadet

I Gellerupbadet finder du både varmtvandsbassin (34 grader og vanddybde på 60 cm), trænings- og motionsbassin (27 grader og en vanddybde på 155 cm) samt et stort legebassin (30 grader og vanddybde på 80 cm), hvor der er rutchebane, skumlegetøj og meget mere. Til de større børn (8-12 år) er det desuden muligt at købe et Svømmepas, som gør det muligt at benytte faciliteterne uden en voksen. Man skal gennemføre en mindre svømmeprøve for at blive godkendt til et Svømmepas.

Hvor? Gellerupbadet / Karen Blixens Blvd. 41A, 8220 Brabrand

Foto: Water & Wellness

Water & Wellness

Skal det være den helt store badetur, er Water og Wellness i Randers stedet. Her finder du både store vandrutchebaner og et morskabsbassin, hvor I kan lege med skum- og legeredskaber. Fra morskabsbassinet kan man svømme ud under broen til udendørsbassinet. Her finder du massagebrikse og vandsprøjt. Vandet i morskabsbassinet er 29 grader både inde og ude. Der er desuden en behagelig lufttemperatur i badelandet på 35 grader, så man ikke kommer til at fryse, når man er på land. Udover morskabsbassinet er der et lækkert varmtvandsbassin (34 grader) samt et motionsbassin (27 grader), hvor der i weekenden er fokus på aktiviteter, der henvender sig til børn og familier.

Hvor: Water & Wellness / Viborgvej 80, 8920 Randers

Hinnerup-Badet

Hinnerupbadet betegner sig selv som et familiebad, og her finder man både et almindeligt motionsbassin, et børnebassin (27 grader med vanddybde på 60-90 cm), et varmtvandsbassin (34 grader med en vanddybde på 120-140 cm) og til de helt små er der sågar en strandbred, hvor vandet er 34 grader med vanddybde på 0-30 cm. Til de fartglade vandhunde er der desuden også vandrutchebaner. Omklædningsrummene er forsynet med puslefaciliteter samt badekar til de helt små.

Hvor: Hinnerup-Badet / Ådalsvej 88, 8382 Hinnerup