Kulturhuse er et oplagt udflugtsmål for byens børnefamilier. De er gratis at besøge og har ofte mange gode aktiviteter, såsom krea-events, teater og bevægelse for ungerne. Derudover er der næsten altid en café med billig kaffe til forældrene.
Vi guider til byens bedste kulturhuse lige her.
KU.BE er et 3800m2 stort kultur- og bevægelseshus fordelt på hele 4 etager. Her finder I blandt andet et fedt legeområde, performance-sal, café, bibliotek og et fint pusleområde til jer med babyer. Stedet åbnede i 2016 og er derfor moderne og lækkert og byder på en fed arkitektur - alt i alt et rart sted at være for både børn og voksne. Stedet afholder desuden en lang række arrangementer, heriblandt teater og koncerter for børn, foredrag med mere.
Absalon på Vesterbro kalder egentlig ikke sig selv for kulturhus, men derimod FOLKEhus. Stedet kan betragtes som borgernes udvidede dagligstue, og byder på masser af spændende kulturelle tilbud for både børn og voksne, hvorfor vi har valgt at tage stedet med i denne guide. Absalon er fyldt med film, banko, yoga, loppemarkeder, bordtennis, kreaevents og meget mere.
Kulturhuset Islands Brygge, også kendt som KIB, har siden 2002 været et skønt samlingssted for både børn, voksne, unge og gamle. Kulturhuset har åbent alle ugens dage, og afholder årligt 300 arrangementer, heriblandt koncerter, børnekultur, fællesmiddage, loppemarkeder, teater, dans, yoga, foredrag med mere. Besøg også husets café Bryggens Spisehus, som er særligt familievenlig.
Valby Kulturhus tilbyder kulturaktiviteter til både børn og voksne. I Zone2 kan ungerne tilmelde sig forskellige hold, som for eksempel dans, teater, rollespil og musik, mens forældre kan gå til BabyGroove, hvor de kan danse med deres små poder. Derudover afholdes der legestue for de 0-4 årige hver mandag og torsdag. Det er gratis og kræver ikke tilmelding.
Osramhuset er et aktivt og åbent kulturhus på Nørrebro. Her kan I f.eks. møde andre familier til gratis børnekultur-arrangementer, eller fordybe jer i planternes verden i det udendørs væksthus Bioteket. Derudover arrangeres børneteater, workshops og koncerter for skoler, børnehaver og familier. Hver mandag og onsdag afholdes der legestue fra kl. 10.00-13.00 - et skønt mødested for forældre på barsel.
Børnekulturhus Ama'r er børnenes helt eget kulturhus - men voksne er selvfølgelig også velkomne. Du behøver ikke være tilmeldt en konkret aktivitet for at benytte huset - I kan bare droppe ind. Gå f.eks. på opdagelse i husets mange kringelkrogede og overraskende rum og oplev stemningen i huset. Lad også ungerne prøve den fede indendørs klatrebakke! Det er desuden muligt at medbringe egen madpakke og købe varm kakao, kaffe og te i cafeområdet.
Besøg Østerbros nye 1000 m2 store kulturhus der har fokus på natur, kultur og bevægelse. Huset åbnede i september 2022, og de lyse, lækre lokaler inviterer til en bunke børnevenlige events, som kvarterets familier vil elske. Her kan byens børn smutte afsted til alt fra baby-events og foredrag i børnehøjde til krea-workshops, musik og meget mere. Der er også planlagt, at der skal være en cafe i det nybyggede kulturhus.