Roskilde Badet

50 meter bassin taget fra Bynmarken. Foto: Birgitte Østrøm
Sidst opdateret 11. juni 2026 Kl. 14:10

Under vandtårnet på Bymarken i Roskilde finder I Roskilde Badet – én af de største og mest veludstyrede svømmehaller i regionen. Med syv bassiner, en wellnessafdeling og et aktivt program for børn og familier er der noget for enhver smag, uanset om I kommer for at svømme baner, lege i vandet eller bare slappe af. Perfekt som familieaktivitet hele året rundt.

Syv bassiner – noget for alle aldre
Roskilde Badet har hele syv bassiner, heriblandt et 50-meter bassin, et 25-meter bassin, et koldtvandsbassin og fire varmtvandsbassiner – nemlig et funbassin med modstrøm, et terapi-, et baby- og et børnebassin. I weekender og skoleferier sættes en stor Aquaglide-aktivitetsbane i 50-meter bassinet, og vipper giver de modige mulighed for at springe ud. Baby- og børnebassinerne er åbne i hele åbningstiden, og babyer trives godt i det varme vand. Terapibassinet er i hverdagenes dagtimer reserveret til holdundervisning, men er åbent for alle i weekender, helligdage og ferier.

Wellness og café
Wellnessafdelingen byder på saunaer, dampbad, koldtvandskar og infrarøde saunaer. Normalt er den forbeholdt gæster fra 16 år, men fra 2026 er alle aldre velkomne den første fredag i måneden – børn under 10 år dog i følge med en voksen.

I receptionen finder I en café, hvor I kan få stillet tørst og sult, og i shoppen er der badeudstyr og badetøj til salg. Få kaffe, sodavand, pastasalater, panini, grød, is, frugt og meget mere. Vær opmærksom på, at I ikke selv må medbringe mad og drikke.

Et godt valg for familier med særlige behov
Roskilde Badet er på hele 5.700 kvadratmeter, og svømmehallen er indrettet med tilgængelighed i fokus. Indgangen er bygget som en rampe med sensorstyret døråbning, og kørestole samt rollatorer til svømmehalsbrug kan lånes umiddelbart efter indgangslågen. Har man brug for hjælp til at komme i vandet, henter personalet en Panda-lift, som giver adgang til næsten alle bassiner. Handicapomklædningsrummet har plads til både kørestol og ledsager, loftslift og sengeleje, badestol, håndtag og brede døre. Ledsagerkort accepteres. Læs mere om alle handicapforhold på Roskilde Badets hjemmeside.

Er I på udkig efter andre svømmeoplevelser i området, kan I også læse vores guide til svømmehaller, der er værd at køre efter.

Faciliteter

    • Pusleplads
    • Mad til salg
    • Toiletter
    • Vandaktiviteter
    • Handicapvenlig
Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben