Sænk farten - tag på museumscafe. Her kan I nyde kage, snacks og et hvil i indbydende, børnevenlige omgivelser, som gør børnene nysgerrige. Vi guider til 6 af de bedste museumscafeer i København.

Foto: Statens Naturhistoriske Museum 

Riccos Kaffebar på Statens Naturhistoriske Museum: Spis snacks med en flyveøgle

Hvor? Riccos Kaffebar,  Øster Voldgade 5 - 7, 1350 København K

Gå gennem smukke Botaniske Have og end ved Statens Naturhistoriske Museum. Her venter museets hyggelige Riccos Kaffebar i lyse lokaler med rolige blå vægge og den mest imponerende vægudsmykning bestående af udstoppede dyr og geologiske skatte, som I kan beundre, imens I nyder cafeens udvalg. Her langes både kage, sandwich, kaffe, is og meget mere over disken. Husk at kigge op, for i loftet flyver en flyveøgle - et stort hit for familiens dino-elskere. Det kræver ikke museumsbillet at besøge cafeen, men har I lyst, kan I købe billet og fortsætte ind på museet, som netop nu har en fascinerende udstilling om Neandertalerne.

Foto: Børnenes Museum

Cupcake-cafeen på Børnemuseet: Pynt jeres egen kage

Hvor? Børnemuseet, Svanholmsvej 3A, 1905 Frederiksberg C

På Børnemuseet på Frederiksberg kan I gå på cupcake-cafe på børnenes præmisser. Her kan byens mindste nemlig bestille øko-cupcakes i den familievenlige cafe og efterfølgende pynte deres helt egen cupcake med hjemmelavet glasur og eventyrligt krymmel. Børnene vil nyde at blande  glasuren til deres yndlings-farve og til sidst dekorere den flotteste cupcake. I kan spise kagerne i cafeen, eller få dem med hjem til sofabordet i en fin æske. På Børnemuseet kan I besøge en bunke DIY-værksteder, hvor ungerne kan udfolde sig kreativt  - her kan I meget hurtigt få en eftermiddag til at gå. 

Foto: Rasmus Hjortshøj 

DAC Café: Frokost med fænomenal udsigt

Hvor? Dansk Arkitektur Center, Bryghuspladsen 10, 1473 København K

Tag turen hele vejen op på øverste etage af Dansk Arkitektur Center. Her lokker DAC Cafe med en spektakulær udsigt over København, som børnene med garanti vil nyde. Om sommeren er deres tagterrasse også et must. Cafeen tilbyder lækker frokost, kaffe og kage. Her er børnemenu og en særlig buffet i weekenden. Det kræver entrebillet til DAC for at besøge cafeen, så husk også at opleve DAC's  mange børnevenlige aktiviteter: tag en tur i den 40 meter lange rutsjebane,  prøv kræfter med stedet Puzzle House, tjek de skiftende udstillinger og husk at smutte forbi BLOX' legeplads, som I finder lige udenfor DAC. 

✔︎ Med Børn i byen Klubben får du 20 % rabat på entreen til DAC

Fotos: Arbejdermuseet

Kaffebaren på Arbejdermuseet: Som i gamle dage

Hvor? Kaffebaren på Arbejdermuseet, Rømersgade 22, 1362 København K.

Tag børnene med en tur forbi Kaffebaren på Arbejdermuseet og sæt jer på en cafe, som den var i 1950'erne, hvor kaffen blev hældt fra en Madam Blå-kande.  Her kan I købe kaffe, fristende kiksekage, slik og sodavand og indtage det i nostalgiske omgivelser ved rødternede duge. Har I lyst, kan I fortsætte rundt i museets udstillinger fra et Danmark, der var engang. Børnenes Arbejdermuseum er bestemt et besøg værd, hvor ungerne kan lege sig igennem aktiviteter, der fortæller, hvordan det var at være barn i gamle dage.

  ✔︎ Med Børn i byen Klubben får du 20 % rabat på Arbejdermuseet

Bliv medlem

Vil du være med i Klubben?

Bliv en del af byens bedste fællesskab for forældre der ønsker at skabe gode oplevelser med børn. Fra 44 kr./mdr. Læs mere om Klubben
Foto: Connie-Connie at Copenhagen Contemporary. Michael Rygaard.

Connie-Connie på Copenhagen Contemporary: Farvestrålende kunstcafe

Hvor? Connie-Connie - Copenhagen Contemporary, Refshalevej 173A, 1432 København

På Refshaleøen finder I kunstmuseet Copenhagen Contemporary, som byder på skiftende kunstudstillinger for hele familien. Deres nyåbnede cafe Connie-Connie er bestemt også et besøg værd, da cafeen nærmest er en installation i sig selv. Her mødes I af et farvestrålende rum med et væld af fantasifulde møbler. Alle møbler i caféen er til salg, og til projektet har TABLEAU udvalgt 25 forskellige arkitekter, designere og kunstnere, som hver især har designet en personlig stol. Her kan I nyde sandwich, kage og en forfriskning. Det vil med garanti være en sansende oplevelse for børnene med et besøg på Connie-Connie.

Fotos: ( Til venstre )© Ny Carlsberg Glyptotek (Til højre) Kim Nilsson © Ny Carlsberg Glyptotek

Café Picnic på Glyptoteket: Pitstop i vinterhaven

Hvor? Café Picnic, Glyptoteket, Dantes Plads 7, 1556 København V

Tag et hvil på Café Picnic, Glyptotekets helt særlige cafe. Her kan I sidde ved det fantastiske museums frodige vinterhave og nyde småkager, romkugler, croissanter, frokost og kolde og varme drikke mellem palmer, grønne planter og sprællevende guldfisk. Det kræver billet at spise på Café Picnic (tirsdag gratis entré), så efter cafebesøget kan I gå på opdagelse mellem statuer fra en svunden tid og spændende mumier. Prøv også de hyggelige børneaktiviteter og snyd ikke jer selv for et besøg på Glyptotekets tagterrasse og nyd København fra oven.