Legeplads + cafe = en perfekt kombination! Vi guider til byens cafeer, som er nabo til en legeplads eller har legeområde. Tag ungerne i hånden og kom afsted til cafehygge og leg.



På Bopa Plads på Østerbro finder I de to gode cafeer, Cafe Bopa og Cafe Pixie. Herfra har I udsyn til en mini-legeplads og en bocciabane. Legepladsen består af en række kæmpe frugter skåret i træ, som de små kan klatre og hoppe på. Bocciabanen ligger under skyggefulde træer og har en bænk, så både unge og gamle kan hvile sig. Caféerne sælger bl.a. børnevenlige burgere og kakao med flødeskum.
Hvor? Bopa Plads, 2100 Kbh Ø

Ta' en tur mod Ordupgaards Kunstpark med familien, og nyd de fine kunstværker, der dukker op - her er masser at opleve. Museets skønne cafe vender ud mod parken og lokker også med børnemenu, så både små og store maver bliver mætte. Det er gratis at besøge parken, men det koster entre at besøge museet.
Hvor? Ordrupgaard, Vilvordevej 110, 2920 Charlottenlund

På Østerbro kan I slå jer ned på cafeen i Charlottehaven - her er voksne og børn altid velkomne. Cafeen er rummelig og har også en særlig børnemenu. Sidder I udenfor på terrassen, har I frit udsyn til gårdhavens fine legeplads, hvor børnene kan løbe rundt, imens I nyder jeres mad. Der er også plads til barnevogne i gårdhaven.
Hvor? Hjørringgade 12C, 2100 København Ø

Smut nordpå til Hellerup og besøg Øregaard Kunstmuseums hyggelige cafe. I de smukke lokaler med udsigt til parken byder de velkommen til gode caféoplevelser for museets og parkens gæster. Cafeen ligger lige op til Øregaard Park, som rummer en eventyrlig kunstlegeplads med en kuppelformet klatreskulptur, et konkylie-legehus, gynger, junglebane og rutsjebane.
Hvor? Ørehøi Allé 2, Hellerup

Bestil en kop kaffe i kaffebaren, og lad ungerne lege på den lille, indhegnede legeplads på Hauser Plads med blødt underlag, gynger, klatresjov og soppevand om sommeren. Har I lyst til at være ekstra kulturelle, så ligger Anemone Teatret og Rundetårn et stenkast derfra.
Hvor? Hauser Plads 30, Kbh K

Den fine pavillon midt i Fælledparken har for nyligt fået en markant makeover, og lokker nu med saftige burgere og børneunderholdning. I det ene hjørnet er en gammel jolle lavet om til sandkasse, og ved siden af er et langt bord sat op til kreativ udfoldelse.
Hvor? Edel Sauntes Allé 22, 2100 København

Sæt kurs mod Ørstedsparken, hvor Flindt & Ørsted café - en hyggelig oase - venter på jer med kolde drikke, kaffe, sandwich, toast og Hansens is. Her er både eftermiddags- og aftensol, og endnu bedre finder I en hyggelig, lille legeplads lige ved, hvor ungerne kan glæde sig til at lege løs.
Hvor? Nørre Farimagsgade 6, København K

Tag metroen til Naturcenter Vestamager og gå mod spisestedet Traktørstedet. Nyd den smukke natur omkring Traktørstedet, hvor børnene kan lege udenfor, mens I sludrer over maden. Børnene kan opleve dådyr, får og høns eller udforske naturlegepladsen. Mulighederne er mange og menukortet byder på både salater og burgere. Kom til frokost, da stedet kun har åbent i dagstimerne.
Hvor? Granatvej 9, Kastrup

Styr ladcyklen mod BLOX og Dansk Arkitektur Center, der lokker med en skøn legeplads. BLOX er en bygning på Christians Brygge, der huser både arkitektur, design og nye idéer. Her finder I en offentlig udendørs legeplads, proppet med masser af hop og rutsjeture. Lige ved siden af finder I cafeen BLOX Eats, hvor I kan forsyne jer med god mad og lækre snacks. Inde hos DAC finder I interessante udstillinger og faste familie-aktiviteter.
Hvor? Frederiksholms Kanal 30, Bygning A, 1, 1220 København K

Smut forbi Bermudatrekanten i Nørrebroparken, som er en bemandet legeplads indrettet med en flyvemaskine, skibe og en stor hval. På udendørsarealet er der bordtennis, soppesø, gynger, boldbane, legecykler, bålplads, sandkasser osv. Trænger I til en snack, så ligger der flere cafeer meget tæt på - fx Coffee Collective på hjørnet af Stefansgade og Jægerborgsgade.
Hvor? Nørrebroparken

I Carlsberg Byen finder I et væld af lækre cafespots som fx Bette Cafe på Kildepladsen, hvor der er plads til børn, børnemad og også indendørs legerum. Lige udenfor på Kildepladsen finder I rutsjebaner og klatresjov - et perfekt pitstop for familien. Carlsberg Byen byder på flere fine legepladser, prøv også Europaskolens taglegeplads.
Hvor? Carlsberg Byen (Bette Cafe og legeplads på Kildepladsen)
✔︎ Med Børn i byen Klubben får I 10% hos Bette Café

På toppen af Cinemateket ligger Filmtagets Spiseri & Bar med panoramaudsigt over Kongens Have og Indre København. Her kan I bl.a. nyde grilled cheese sandwiches, lobster roll, burger & fries, øl, vin, kaffe, vand m.m. Imens kan ungerne slå sig løs på legeområdet med Den Kæmpestore Pære, der ligger lige ved siden af.
Hvor? Gothersgade 55, 1123 København


