Besøg Filmtaget på toppen af Cinemateket med ungerne i løbet af sommeren. Her kan I se familiefilm i deres open air biograf, gå på opdagelse i den interaktive filmudstilling, lege på legepladsen og spise i cafeen.

Artiklen er bragt i samarbejde med Cinemtateket
Sæt kurs mod Cinematekets "Filmtaget" - hvor den spektakulære open air biograf venter. Den udendørs biograf er opbygget som en rigtig biograf med 127 stole fordelt på 11 rækker. På Filmtagets open air biograf kan I altså nyde både film og himmel i samme ’billede’, og i tilfælde af regn, har Filmtaget både markise og sidegardiner til at beskytte publikum. Sulten? Så styr mod tagterrassens Spiseri & Bar, som forpagtes af Meyers - her er uhøjtidelig café-stemning med byens bedste udsigt.


Kigger I forbi i løbet af sommeren, kan hele familien nyde gode film under åben himmel. Der er både mulighed for at ramme en Børnebiffen-forestilling med korte film særligt udvalgt til de 3-7-årige, samt familievenlige klassikere som Walter & Trofast, Lotte & Totte og Bennys badekar. Eller måske I er mere til Studio Ghibli-universet, og vil se Ponyo eller Kiki? Der bliver desuden vist Minecraft, Den utrolige historie om den kæmpestore pære, Vejen til El Dorado og mange andre gode film for hele familien.


En tur på Filmtaget er gratis og for hele familien. Her kan ungerne gå på opdagelse blandt kendte figurer fra danske børnefilm, de kan teste deres viden om film og lege i den interaktive filmlabyrint med lydcitater fra kendte børnefilm. Derudover kan de også lege i en kæmpestor pære, inspireret af Jakob Martin Strids "Den Kæmpestore Pære". Legeområdet er placeret ved siden af cafeens udendørsservering, hvor forældre passende kan nyde en kop kaffe, mens ungerne slår sig løs.










