Et restaurantbesøg i selskab med en treårig kan få sveden til at pible frem hos de fleste forældre. Alligevel har vi booket bord på Capa ved Rådhuspladsen til frokost en kold januardag - for det er vist noget med, at det skulle være ret så børnevenligt.

Børn i byen var inviteret af Capa

Umiddelbart emmer Capa af voksentid, både når det gælder menukort og indretning. Lige ved indgangen hænger der et skab med krogmodnet kød, og en kæmpemæssig vinreol deler det store lokale i to. Det er milevidt fra de klassiske barselscaféer og legestuer med spisekoncept, som vi kender fra andre steder i byen. Overraskende nok var der alligevel adskillige børnefamilier ved bordene, da vi ankom. Det fik os med det samme til at sænke skuldrene.

Så snart vi havde sat os, blev der placeret tegnepapir og tuscher af det søde personale, som var imødekommende og opmærksomme hele vejen igennem. På papiret var også en menu til børn, som gav forskellige valgmuligheder – alle med fritter og ketchup på siden.

Vores datter valgte en mulighed med kylling, som blev serveret kort tid efter og bød på spyd med kylling og sprøde grøntsager, der alt sammen faldt i den unge dames smag. Det er aldrig før sket, at hun har siddet så længe og spist, men det var simpelthen genialt præsenteret på vaskeægte heksebrygmanér med røg fra tøris og grønt i alle regnbuens farver. Vi voksne gik på opdagelse i menukortet, og selvom vi var uheldige med en for salt rørt tatar, var det meste veltilberedt og af god kvalitet.

Til børnemenuen hørte også en dessert, og her fik vores datter serveret et bjerg af pink candyfloss, der gemte på vaniljeis, mandelkage og Pop Rocks, der et kort øjeblik sendte hendes mor (mig) fluks tilbage på børneværelset med følelsen af de poppende sukkerknalder i munden. Helt ærligt en dessert, jeg godt selv kunne have spist.

Capa balancerer voksenvibes og børnevenlighed på en måde, jeg ikke har set det før i København. Det er en befrielse at bruge sin frokost et sted, hvor alle aldre føler sig velkomne og veltilpasse. Og jeg har optur over, at Capa har fundet en måde at lave smuk og velsmagende mad til børn, så de ikke skal føle sig som andenrangsborgere med en tør fiskefilet og sløje pomfritter. Det trækker lidt ned at ikke alle retter får lige meget kærlighed fra køkkenet.Når det er sagt, er vi heldigvis hverken kød- eller kalorieforskrækkede i min familie, så vi kigger snart forbi igen og giver den gas med Ribeye og rødvin – helt i børnehøjde
✔︎ Med Børn i byen Klubben får børn gratis drikkervarer til frokost på Capa

