Minigolf er en sommerklassiker! Men det er ligeså sjovt udenfor ferien, for alle aldre, og en perfekt weekend-destination. Tjek de bedste minigolf-spots i og uden for København lige her.


Den med havudsigt

Hvor: Amagerstrand is & minigolf - Dykkerstien 8, 2300 København S

Smut til smukke Amager Strand - her venter Amagerstrand is & minigolf. Glæd jer til 18 baner, hvor alle uanset niveau kan være med. Ungerne vil elske et spil og kan samtidig nyde den friske luft, smukke havudsigt og ikke mindst stedets lækre is fra Svaneke.  

Tip! Tjek også Naturcenter Amager Strand i nærheden, som i weekenden ofte laver arrangementer for byens børn, hvor de kan blive klogere på dyr ved havet.


Den indendørs med burgers

Hvor: Kødbyen Camping - Kødboderne 9, 1711 København V

Tag en tur ind forbi den nye, hippe bar i kødbyen, hvor de på fineste vis kombinerer minigolf med saftige burgers. Den perfekte restaurant for børn, der hurtigt mister tålmodigheden, når der skal ventes på mad eller når de voksne er længe om at spise. Aldersgrænsen stiger til 18+ kl. 18, så sørg for at tage tidligt afsted med ungerne - eller forhør jer på dagen, da der kan gøres undtagelser. 


Den hyggelige

Hvor? Enø Kystvej 5, 4736 Karrebæksminde 

Der er dømt ren feriestemning på Enø i Karrebæksminde. Her kan I snuppe et slag minigolf på den lille, hyggelige minigolfbane med overskuelige baner for hele familien. I kan også kaste jer ud i bordfodbold, mega-skak og petanque og slutte dagen af med en tur på stranden, som ligger lige overfor og snuppe en is fra et af stedets mange isboder. 

Tip! Køb frisk fisk med fra fiskehandleren ved havnen, inden i smutter hjem igen.

LÆS OGSÅ: DE 5 HEMMELIGE SPISESTEDER - FOR BØRN


Den i Sommerland Sjælland

Hvor? Sommerland Sjælland - Gl. Nykøbingvej 169, 4572 Nørre Asmindrup

I Sommerland Sjælland finder I fred, ro og sjov. Her kan I kaste jer ud i et væld af forlystelser, nyde de grønne områder og ikke mindst parkens minigolfbane, som er hyggeligt anlagt og kan give jer en skæg oplevelse, inden I skal videre rundt og udforske parken.  


Den med sommerhusstemning

Hvor? Rørvig Minigolf - Tolbodvej 54, 4581 Rørvig

Sæt kurs mod idylliske Rørvig og få ægte sommerhusstemning for en dag. Her kan I passende kaste jer ud i et spil minigolf på anlægget, som har eksisteret siden 1949, men som løbende er blevet opdateret. Stedet tilbyder også klassisk grill-mad, hvis maverne rumler, inden I går videre ud og nyder smukke Rørvig. 

Tip! Ved molen ved havnen i Rørvig er der god mulighed for at fange krabber med ungerne.


Den med vafler

Hvor? Hornbæk Minigolf & Vaffelbageri, A. R. Friisvej 17B 3100 Hornbæk

Tæt på badebyen Hornbæks smukke sandstrand og hyggelige havn kan I tage et slag minigolf hos Hornbæk Minigolf & Vaffelbageri. Banen er nyrenoveret, og ungerne kan også tage en tur i stedets små minibiler. Som en ekstra bonus, kan I bagefter nyde hjemmebagte vafler - perfekt afslutning på jeres turnering.

Tip! Prøv strandlegepladsen ved siden af havnen - her er der aktiviteter for børn i sommerferien.


Den i Nordhavn

Hvor? Kattegatvej 4 2150 Nordhavn

Airtrix Klatre & Trampolinpark i Nordhavn har netop udvidet med et stort, lækkert udendørsområde for store og små. Her er hovedattraktionen en spritny 18 hullers minigolfbane inkl. hyggeområde med borde og bænke. En perfekt udflugt for hele familien!

 

BONUS-TIP!


Fodboldgolf!

Har I hørt om fodboldgolf, hvor man sparker en fodbold i et hul i stedet for at skyde til en kugle med en kølle? Det er en vildt sjov idé, og I kan spille det flere steder i landet. Prøv for eksempel Kildedal Event i Måløv eller Fun Cph ved Amager Strand. 

 

Fotos: 1) Caroline Meldgaard 2) Kødbyen Camping 3) Caroline Meldgaard 4) Sommerland Sjælland 5) Caroline Hemmingsen 6) Hornbæk Minigolf & Vaffelbageri 7) Airtrix 8) Lena Engeltoft