6. JUN 2026

Spis kage med god samvittighed på Lille Torv i Aarhus og støt indlagte børn
Lørdag den 6. juni inviterer velgørenhedscykelholdet Legeheltene Riders endnu engang til arrangementet ”Kagens Dag – Smag for en sag” på Lille Torv i Aarhus.
For fjerde år i træk arrangerer velgørenhedscykelholdet Legeheltene Riders et spændende arrangement med formålet om at støtte Legeheltene. Til Kagens Dag har en række af byens bedste bagere valgt at støtte op om arrangementet, og de har derfor doneret kagerne, så alle pengene går til børnene.
Kom forbi kageteltet på Lille Torv og køb lækre kager for de lokale bagere fra kl. 11-16. Alle er velkomne!
Om Legeheltene Riders
Legeheltene Riders består af 25 ryttere, der samler penge ind til Legeheltene. Til Kagens Dag vil de fortælle om deres kommende cykeltur, som skal gå fra Aalborg til København. Her skal de besøge udvalgte hospitaler og sygehuse. Turen finder sted fra fredag den 26. juni til tirsdag den 30. juni og er fordelt på i alt fem etaper med en samlet længde på ca. 600 km. Formålet med turen er både at samle midler ind til Legeheltene og at øge det generelle kendskab til deres vigtige arbejde.






