27. JUN 2026 - 30. AUG 2026

Museum Jorn inviterer børn, forældre og bedsteforældre med ind i Jørgen Clevins vidunderlige univers, hvor barnets fantasi og kreative leg er drivkraften.
Som tegner, børnebogsforfatter og tv-vært tryllebandt Jørgen Clevin (1920–1993) gennem fire årtier flere generationer af børn. Fra den populære klassiker Strudsen Rasmus fra 1945 og serier som Jakob og Joakim og Kom og Se til de elskede aktivitetsbøger, hvor børn og voksne sammen kunne tegne, bygge, klippe og skabe. I løbet af sit liv udgav Clevin intet mindre end 130 bøger for børn.
I Clevins univers er kreativitet ikke noget fint eller svært – det er noget, man er sammen om i familien. Nysgerrighed og skabertrang får lov at vokse frit, og man bliver aldrig for gammelt til at være med. Med få streger, mælkekartoner, papruller og lidt fantasi kan hele verden opstå på ny.
Udstillingen tager publikum med på en farverig rejse ind i et stykke dansk kulturhistorie, hvor fantasi og kreativitet er drivkraften. For første gang samles Jørgen Clevins univers i en præsentation med originale illustrationer og videoklip.
Med inspiration fra Clevins fantasifulde verden kan besøgende opleve glæden ved sammen at skabe en stor by bygget af mælkekartoner. Byen vokser frem gennem hele udstillingsperioden.






